Clemens Bar


Aarhus er spækket med gode steder i byen at gå hen, hvis man skal have en god skid på. Men hvis du føler, du er blevet for gammel til at tage på f.eks. Australian Bar, hvor mange unge gymnasieelever tager hen, så skal du prøve Clemens Bar på Åboulevarden 35. Her er aldersgrænsen 25+, så her er der en mere afslappet stemning for dem, der er lidt ældre.

Du har måske hørt om Clemens Gastro & Bar, som var en restaurant på åen. Nu er den så blevet til den nye bar, der åbnede i 2019. Mændene bag er Nicolai Hommelhoff og Mads Krigslund, som står bag mange spisesteder og natklubber i Aarhus. Denne bar er den 8. af slagsen, og den har et helt særligt koncept.

Man skal som sagt være 25 år for at kunne komme ind, så det er en glædelig nyhed for det lidt ældre segment i Aarhus, hvor der måske har manglet et fedt sted at tage hen. Derudover skal du ikke just regne med at kunne stå midt på dansegulvet og tænde en smøg. Lokalerne er røgfrie, og hvis man gerne vil i byen, men skal køre i bil hjem, er der drinks uden alkohol. Hvis du er fast eller festryger, kan du dog stadig gå ud og ryge udenfor under broen.

Baren har et meget eksklusivt look med lysekroner og kæmpe glasfacader, hvor man kan se ud til åen. Clemens Bar er nemlig placeret ganske centralt ved åen, så det er et oplagt sted at tage hen, når man har spist på en af restauranterne i nærheden.

De har valgt at navngive baren Clemens Bar fremfor Clemens Natklub, da man ønsker at bevare den afslappede stemning. Her kan man stadig få en klassisk fadøl, selvom lokalerne er prydet med blinkende lys og en oplyst bar.

Hvis du hellere vil op og få brugt danseskoene, er der rig mulighed for det. Baren er nemlig opdelt i to ender, hvor man i den ene ende kan sidde og nyde en drink i deres lounge. Her er der en mere rolig stemning, hvor musikken er knap så høj. I den anden ende er der til gengæld dømt partystemning med DJ og dansegulv, så alt efter hvilket humør du er i, kan du bare gå over fra den ene ende til den anden ende af baren.

Bedst af alt er der gratis entré. Det kan hurtigt blive en dyr omgang at tage i byen, men priserne er også ganske fine. I et bestemt tidsrum er der halv pris på cocktails og fadøl, så man behøver ikke at drikke hjemmefra, når priserne er så gode. Du kan få klassiske cocktails som Mojito eller prøve en Passionada, som er en populær drink med passsionsfrugt.

Så til dig, der for længst er rundet 25, er Clemens Bar et fantastisk sted at gå i byen. Uanset hvilket humør i, om du er til dansestemning eller loungestemning, kan du få begge dele her. Baren ligger utroligt centralt, så uanset om du vil blive der hele natten eller skal videre i byen, er der uendelige muligheder i nærheden.




Adresse

Åboulevarden 35
8000 Aarhus C


Kontakt info

Telefon: 42 90 90 17


Åbningstider

Fredag – lørdag: 21.00 - 05.00


Website

https://clemensbar.dk/?fbclid=IwAR25ulrE0jqgxBNMnRTdGcXuwn-W4xL2wtWCui9n6PkjoONPgK16Ka5xY6M