Studiestart: Sådan bliver du parat!
Nu starter voksenlivet for alvor. Du er blevet optaget på forhåbentlig din drømmeuddannelse og går nu en spændende tid i møde. Starten på denne periode i dit liv vil være fyldt med nye indtryk, og du vil suge livserfaring til dig, som fremadrettet kommer til at styrke dig på forskellige områder. Uanset om du starter på uddannelse i København, Århus, Odense, Aalborg, Kolding eller Esbjerg vil du dog ligesom tusindvis af andre unge også støde på nogle udfordringer, der ved første øjekast kan virke uoverskuelige.
Hvordan håndterer du bedst muligt jagten på en studiebolig? Er du i tvivl om, hvordan din økonomi kan hænge sammen som udeboende? Hvordan klarer du studiestarten – både fagligt og socialt? Det er blot få af de spørgsmål, som unge typisk stiller sig selv, når de påbegynder dette nye kapitel. Der er mange ting, som man skal jonglere rundt med. Det kan være overvældende og kaotisk, men fortvivl ej! Denne guide vil hjælpe dig godt fra start. Vi, Studenterguiden.dk har samlet en række forskellige punkter, samt en masse tips og dertilhørende links, der vil hjælpe dig med at mestre denne tid til UG.
Din nye bolig
Studiestarten melder snart sin ankomst, og den fylder meget hos de fleste. Men starten på voksenlivet indebærer også andre vigtige elementer. Selvom man selvfølgelig kan pendle til sin uddannelsesinstitution, vælger mange unge ved studiestart at flytte til deres fremtidige studieby. Der er nemlig mange fordele ved at flytte. At flytte hjemmefra giver dig en enorm frihed, samtidig med at der selvfølgelig følger en del ansvar. Det er en spændende omvæltning, og for mange er det første gang de flytter. Det er vigtigt at nævne, at boligjagten særligt ved studiestart kan være et stort kaos. Vores vigtigste råd er derfor: Vær forberedt og i god tid, da der er rigtig mange om buddet, særligt i de store studiebyer.
Hvis du har planer om at flyve fra reden, men endnu ikke har haft heldet med dig i boligsøgningen, eller hvis du lige nu står midt i en flytning og er i tvivl om hvilke praktiske voksenting, der skal ordnes, så læs med her.
Hvad har jeg råd til?
Inden du starter den konkrete boligsøgning, er det vigtigt at gøre op med dig selv, hvad du godt kunne tænke dig at bo i, og om det hænger sammen med, hvad du egentlig har råd til. Er din drøm at bo midt i centrum, vil huslejen højest sandsynlig også være dyrere, end hvis du vælger at bosætte dig et par kilometer udenfor midtbyen. Afklar med dig selv, hvad der passer bedst med dine præferencer og økonomiske muligheder. I forbindelse med en flytning er der nemlig nogle engangsudgifter og faste udgifter, som er vigtige at huske. Ved at notere disse ned, får du et overblik over, hvad en flytning kræver økonomisk.
Engangsudgifter
- En udgift der fylder meget ved en flytning (alt afhængig af hvilken type bolig man flytter ind i) er depositum og den forudbetalte husleje.
- Har du styr på inventar og køkkenting? I dag ønsker mange unge sig de vigtigste boligting i fødselsdags- og julegaver, og har derfor typisk styr på denne post. Det er forskelligt hvad man prioriterer, men noter gerne, hvad du mangler og hvad du har. På den måde kan du nogenlunde vurdere, hvor høj denne udgift vil være. Det samme gælder for seng, sofa og andre møbler. Mængden af møbler, som du skal investere i, afhænger selvfølgelig også af, hvor meget plads du får til rådighed.
De faste udgifter
- Husleje (samt vand, varme og el)
- Regninger: Her gælder bl.a. internet og mobilregning, en eventuel tv-pakke, andre abonnementer på tjenester som f.eks. spotify, netflix, viaplay og HBO.
Hvis du vil have tips til at spare penge på abonnementer og forsikringer, kan du læse vores guide.
- Husk på at blive ordentlig forsikret fra starten af. Når du flytter hjemmefra er det særlig vigtigt at have en god indboforsikring, hvis uheldet skulle være ude. Mange studerende går op i, at deres forsikring er forholdsvis billig, men god og passer til ens behov! Hvordan du sparer penge ved valg af forsikringsselskab, kan du læse mere om her.
- Bøger til studiet kommer du til at investere i løbende.
- Mad, rengøringsartikler og andre dagligdagsting du ikke kan leve uden, er også en del af de faste månedlige udgifter.
- Udgifter til transport afhænger af, om du benytter dig af offentlig transport eller lignende i hverdagen, for at komme frem og tilbage fra din uddannelsesinstitution.
Ud fra hvor mange penge du har til rådighed, vil det være muligt at sætte realistiske målsætninger for, hvilken boligtype du kan komme til at flytte ind i. Selvom der selvfølgelig også kan dukke uforudsete udgifter op, er det en god idé at have noteret udgifter, som man på forhånd ved, kommer til at præge ens budget. Budget og tips til at få en sund økonomi, kan du læse meget mere om senere i artiklen.
Hvordan vil du gerne bo?
Nu er der kommet nogenlunde styr på, hvad du har råd til at flytte ind i. Så starter boligjagten snart, men inden da er det meget vigtigt, at du gør dig nogle tanker omkring, hvilken type bolig du ønsker at flytte ind i. Når dette er afklaret, vil du kunne indsnævre boligsøgning og søge mere specifikt. Dit boligønske skal præges af, hvordan du bedst trives i hverdagen, da boligen skal danne rammerne for dit nye hjem gennem forhåbentlig hele din studietid. Nedenfor har vi, Studenterguiden.dk beskrevet tre velkendte boligsituationer for en studerende, som kan være med til at hjælpe dig med at afklare, hvad der passer bedst til dig.
Kollegiet
At flytte ind i et kollegieværelse er oplagt for mange studerende. Vær forberedt på, at det er et meget socialt miljø, som du kommer til at være i. Det er den oplagte mulighed, hvis du bedst trives i selskab med andre hele tiden, og hvis dit fokus ligger på at udvide netværket fra starten af. Det er en hyggelig måde at bo på, og kan på mange punkter minde lidt om efterskolelivet og tiden på højskole. Denne type studiebolig er for dig, som ikke vil have noget imod at dele gryde og rugbrød med din nabo.
- Du får typisk dit eget værelse, men skal dele køkken og/eller bad med andre studerende. Det kommer helt an på, hvilket kollegie du kommer til at bo på.
- Et kollegie rummer typisk mange forskellige typer mennesker, og det kan være en meget spændende måde, hvorpå du kan udvide dit netværk og skabe nogle gode kontakter. Der er plads til alle, og du vil ikke komme til at mangle sociale arrangementer og et stærkt fællesskab. Hvis du får brug for alenetid, får besøg af familie, eller skal læse pensum til undervisningen, har du selvfølgelig også muligheden for dette på dit eget værelse.
- Beliggenheden på kollegier er meget forskellige. Nogle ligger i midtbyen, mens andre er tættere på uddannelsesinstitutionen. Endnu engang er det vigtigt at tænke på, hvad du vægter højest.
- Undersøg hvilket ry dit fremtidige kollegie potentielt har. Måske nogle i dit netværk har erfaringer med at bo netop der, hvor du overvejer at flytte til og du kan i den forbindelse få lov til at tage ud og se på værelserne og kollegiets andre faciliteter.
Del en lejlighed med en eller flere
Hvis det vilde kollegieliv ikke lyder som noget for dig, findes der også en populær mellemting. Mange unge vælger i dag at slå sig sammen med typisk 1-3 andre personer om en fælles lejlighed. Her gælder der separate værelser, men typisk med fælles stue, køkken og bad. Har du en kæreste, ven/veninde, hvor det har været på tale at dele en lejlighed sammen? Fedt! Så spring ud i det. Hvis du derimod ønsker at flytte sammen med nogle, som du ikke kender på forhånd, er der også rig mulighed for at finde det. Ved at dele en lejlighed med en eller flere roomies er der flere fordele. Du får bl.a. muligheden for at dele mange udgifter og derfor spare penge på huslejen, regninger m.m. samtidig med at i typisk vil have fælles ansvarsområder.
- Man kan som regel vælge at flytte på to forskellige måder. Du kan enten leje dig ind hos nogle, som søger en roomie på forhånd, eller du kan gøre det omvendt og starte med at søge bolig og derefter dertilhørende roomie(s). Ved begge måder er det en god idé at gøre brug dit netværk gennem bl.a. et opslag på facebook.
- I denne type studiebolig er der er plads til socialt samvær og hygge, men også en lukket dør, hvis du har brug for det. Det er en lidt mere privat måde at bo sammen på i forhold til kollegielivet.
- Når huslejen deles op, er der pludselig mulighed for at bo til en lidt dyrere husleje og med en central beliggenhed, hvis det er, hvad i ønsker!
- Forventningsafstem gerne med din kommende roomie(s) om, hvilke regler der skal gælde for jer i lejligheden. Hvis der er brug for en rengøringsordning af fælles arealer, så få lavet en gældende plan for det. Skal der være fælles madplan, er det en god idé at få snakket igennem, hvad dette skal indebære. Tal gerne om, hvordan i ønsker at løse potentielle situationer og konflikter. Hvis din roomie har plan om at holde vild fest på en torsdag, mens du sidder midt i eksamenslæsningen, så sørg for at tale om, hvordan i løser dette, så alle er glade og i undgår disse unødvendige konflikter.
Bo selv
Tag udfordringen op og flyt ind i din første lejlighed alene! Det er for dig, som ønsker at stå helt på egen hånd. Det er for dig, som ønsker at have eget køkken samt bad og et sted, man kan kalde for helt sit eget.
- Vær forberedt på at du skal klare alt selv og at rengøring samt alle udgifter er dit ansvar fremover. Det kan være svært at finde hoved og hale i til at starte med, men inden for kort tid vil du højest sandsynlig komme i en ganske naturlig rutine. Der går nemlig ikke længe før du er en haj til at klare opvasken på ingen tid, og kan ordne vasketøjet i det rigtige antal grader.
- 1-2 værelses lejligheder er typisk meget populære blandt studerende i de store studiebyer. Det er derfor svært særligt ved studiestart at finde en studiebolig. Start derfor så småt allerede med at skabe dig et overblik over boligsituationen i den gældende by inden sommerferiens start, hvis du allerede har en idé om, hvilken fremtidig by der skal danne rammerne for dit nye hjem. Faktorer som, hvor det er billigere at bo, og hvilke bydele du måske finder interessant, kan være vigtige at undersøge. Det kan være med til at skærpe din søgning. Men husk også på, at det kan være nødvendigt, at du bliver nødt til at gå på kompromis med nogle af dine ønsker. Finder du et boligopslag, der passer til dine behov, så forsøg at undersøge, hvilken bydel lejligheden ligger i, og om andre lejere er tilfredse med stedet og/eller boligforeningen/udlejeren.
- Du får en enorm frihed ved at bo alene. Her skal der ikke tages hensyn til forskellige ordninger og regler (undtagen dem, der står i kontrakten selvfølgelig), og du får lov til selv at bestemme, hvornår du ønsker besøg, og hvornår du har brug for alenetid.
Et par sidste fif
Selve boligjagten er det, som for mange tager længst tid, men det handler om at holde hovedet koldt. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, men uanset hvilken studiebolig du går på jagt efter, så gælder følgende råd for alle:
- Brug dit netværk! Mange finder i dag deres studiebolig vha. deres netværk. Gør opmærksom på (f.eks. gennem facebook), at du leder efter en studiebolig. Måske du er heldig og din moster har en kontakt, som kan hjælpe dig videre.
Spørg eventuelt dine forældre, om de er med på at lave et forældrekøb. Du kan læse mere om forældrekøb i vores guide.
- Være kritisk fra start til slut. Det er vigtigt at bruge sin sunde fornuft i jagten på dit første nye hjem. Hvis du ser et boligopslag, som lyder for godt til at være sandt, så få en voksen til at hjælpe med at undersøge det.
- Få hjælp af en voksen. Når tiden er inde og du står med en kontrakt i hånden, så få en professionel til at læse den igennem inden du underskriver, så du ikke bliver snydt. Kontrakten er nemlig bindende, og alle vil helst undgå uoverensstemmelser med deres udlejer om noget, der kunne være afklaret ved en grundig gennemgang af kontrakten.
Studenterguiden.dk har samlet flere gode råd og links til forskellige boligportaler, som kan hjælpe dig videre med boligsøgningen. Du kan læse meget mere om dem lige her.
Kontrakten er underskrevet. Hvad skal jeg huske nu?
Yes! Endelig lykkedes det! Du har underskrevet lejekontrakten og står til at skulle flytte hjemmefra. Når du skal til at flytte, skal der udover den fysiske flytning af alt dit habengut, være styr på en del praktiske ting. Det er vigtigt, at du bl.a. husker følgende:
- Først og fremmest så skal du melde din flytning til din nye kommune! Det kan du gøre hurtigt elektronisk inde på dk du kan også få hjælp her. PostNord vil også automatisk modtage en meddelelse om, at du flytter medmindre du kommer til at have en beskyttet adresse.. Når du melder din flytning, vil du også blive bedt om at skifte læge til en, der ligger tæt på dig, hvis du fraflytter længere end 15 km væk fra din tidligere læge. Sørg for at få gjort dette med det samme. Du kan evt. forhøre dig i dit netværk, om der er en læge, som de vil anbefale.
- Det næste trin i flytningen vil typisk være at søge om boligsikring. For mange studerende er boligsikring en stor økonomisk hjælp, de meget gerne tager imod. Denne sociale ydelse kan give dig lidt luft i økonomien, så der er penge til andet end rugbrød og pasta. En udførlig guide til, hvordan du ansøger om boligsikring finder du her.
- Sørg for at få skiftet tandlæge til en klinik, der ligger nær dig. Dette skal gøres manuelt og du kan bl.a. herinde læse lidt mere om forskellig tandlægeklinikker i din studieby, og finde en der passer til dig og dine behov. Tandlægeregninger kan godt gå hen og blive dyre i længden, og så gør det oven i købet ondt i de studerendes pengepung. Det kan du gøre noget ved. En måde hvorpå du kan spare lidt penge på, er hvis du melder dig ind i sygeforsikring Danmark. Dette kan gøre elektronisk gennem deres hjemmeside, hvis du ikke allerede er tilmeldt. Gennem foreningen kan du udover din tandlægeregning få tilskud til behandling hos fysioterapeuten, medicin, vacciner m.m., Det er blot vigtigt at huske på at melde sig ind, mens man stadig er rask.
- Når du flytter ind, skal du sørge for at have aflæst elmålerne i din nye bolig, og hernæst huske at melde flytningen til din el leverandør. Ved nogle boliger foregår dette automatisk, men det kan du ikke regne med. Spørg derfor din el leverandør til råds om proceduren.
- Hav forsikringerne i orden, og få tegnet et godt tilbud på en indboforsikring, der passer til dine behov. Den er uundværlig i et nødstilfælde og derfor et af de vigtige praktiske ting, som der skal være styr på, når du flytter første gang.
Studiestart
Sommeren er ved at være forbi. Hermed slutter sabbatåret for nogle, mens andre stadig har studenterkørslen frisk i erindringen. Universiteter og andre uddannelsesinstitutioner landet over åbner igen dørene op for tusindvis af unge mennesker, som skal starte på deres uddannelse. Og du er en af dem. Du går en tid i møde, som er fyldt med faglige udfordringer og personlig udvikling, men først og fremmest skal studiestarten veloverstås. Det kan være en kaotisk tid, men husk på, at du ikke er alene! Alle er forskellige, men dig og dine medstuderende vil uanset hvad i starten støde på mange af de samme udfordringer. Alt er nyt – menneskerne, stedet samt regler og traditioner. Der er mange ting, som du måske havde gemt lidt væk, der pludselig bliver relevant igen. Vi har nedenfor samlet en række råd, der hjælper dig med at få en rigtig god studiestart både praktisk og socialt.
Det praktiske
- Har du udstyret i orden? I dag kan man ikke komme udenom at have en god og velfungerende skolecomputer sammen med MS Office-pakken. De næste år vil din computer næsten være som en bedste ven for dig. Alt afhængig af hvilken uddannelse du starter på, kan det være at andre programmer også er påkrævet.
- Lær det interne skolesystem at kende, der opdaterer om vigtige informationer fra underviserne i forhold til undervisningen. Det er bl.a. her, du typisk kan se vigtige dokumenter, datoer, tidsfrister og hvornår undervisningen ligger.
- Orienter dig. Hvordan ECTS-point systemet fungerer, samt hvilke fag og kurser du kommer til at stifte bekendtskab med under dit studie, kan du læse om på uddannelsesinstitutionens hjemmeside. Det er en god ide at læse studieordninger, så du ved hvad der forventes af dig. Selvom du vil blive introduceret til det mest væsentlige, kan der opstå tvivl og spørgsmål. Tøv ikke med at spørge de ansvarlige studievejledere, tutorer og undervisere. De har på et tidspunkt selv stået i samme situation som dig, og er til for at give dig den bedst mulige start.
- Bøger! Du skal være forberedt på at købe mange bøger gennem din studietid. Udgiften kan alt afhængig af studiet være meget høj, og det kommer bag på mange nye studerende. Heldigvis findes der mange muligheder, hvor du kan spare på køb af bøger, hvis du ikke ønsker at købe dem fra ny. For at købe brugte bøger (og senere sælge dem videre) kan du enten melde dig ind i forskellige facebookgrupper egnet til formålet, eller her . Når du er på bogjagt, så husk endelig på at købe de udgaver og oplag, som underviseren ønsker.
- Et ekstra tip herfra: Det er også muligt at hente forskellige gratis kompendier fra forskellige fagområder i e-bog format (.Disse fungerer som et ekstra tilbud udover pensum, som du kan vælge at gøre brug af.
- Du har fået købt bøgerne, undervisningen er så småt startet, og nu er det blevet tid til læsningen. Et studie anses som værende et fuldtidsarbejde, og det er vigtigt altid at huske på. Måske du ikke har mange undervisningstimer pr. uge, men derfor forventes der, at du har forberedt dig godt hjemmefra til undervisningstimerne. Lær så småt at strukturere din tid. Hvor lang tid skal jeg bruge på læsning pr. dag? Hvornår kan jeg holde fri? Skab et overblik over hvad der skal nås, dine aftaler, undervisning og andre begivenheder. Noter alt i en kalender. På den vis kommer du godt fra start med at finde ud af, hvilken studieteknik der passer bedst til din måde at arbejde på.
Selvom der er en del praktiske ting, du skal finde hoved og hale i, så tag det helt med ro. Husk på, at alting tager sin tid og at starten altid er kaotisk. Rom blev ikke bygget på en dag. Det kan tage tid at finde fidusen i, hvordan man bedst strukturer sin tid og finder frem til den rette studieteknik. Det vigtigste er blot at studieteknikken fungerer for netop dig, da det gør studietiden endnu bedre.
Det sociale
At studere handler dog ikke kun om læsning, opgaveskrivning og undervisning. Studiemiljøet spiller en afgørende rolle for, at du kommer til at trives på din uddannelse. Selvom det er hårdt arbejde at være studerende, er det vigtigt at nyde studietiden og deltage i forskellige sociale og faglige arrangementer. Måske du herigennem kommer til at mærke, hvad du fremadrettet præcist brænder for, samtidig med at du får muligheden til at udvide dit netværk.
- Tjek allerede inden studiestart, om der er blevet oprettet en facebookgruppe for dig og dine medstuderende. Du får allerede her lov til at sætte ansigt på nogle af dine kommende medstuderende og tutorer. Det kan hjælpe med at dulme nervøsiteten inden din første dag. På den måde er du allerede godt med fra start, og har også muligheden for at følge med i vigtige opdateringer og invitationer til sociale arrangementer.
- Husk på, at du ikke er alene! Mange har samme udgangspunkt som dig. De første dage på uddannelsen, handler om at få rystet alle godt sammen. Det bedste du kan gøre er at være dig selv. Vær åben og imødekommende over for nye mennesker, selvom det godt kan være lidt grænseoverskridende.
- Meld dig ind i noget, som du brænder for. Hvis du har lysten og tiden til det, findes der typisk et væld af muligheder for at engagere sig socialt i studiet. Har du været en del af elevrådet på STX eller HHX, så var det måske en mulighed at melde sig ind i studiets fagråd. Hvis du derimod er mere til noget uformelt, kan festudvalget måske være en mulighed for dig. Det handler om at finde noget, som du interesserer dig for. På den måde lærer du også mennesker fra andre årgange at kende og udvider dit faglige og sociale netværk.
- Et af de væsentligste råd er: Bliv en del af en studiegruppe! Det har mange stor gavn af. Både socialt og fagligt. De praktiske problemer kan ved hjælp af en studiegruppe blive mindre udfordrende, og sparring med hinanden bidrager til din faglige udvikling. Noget som du er i tvivl om, kan en anden måske hjælpe dig med – og det samme gælder omvendt.
- Prioriter de forskellige sociale arrangementer og deltag så ofte, som du kan. Særligt i starten fylder det sociale utrolig meget. Introdage, rustur og pub crawl er blot nogle af de arrangementer, som mange uddannelser planlægger. De er med til at ryste alle godt sammen, og du får allerede fra start af muligheden for at skabe minder sammen med dine studiekammerater. Giv dig selv lov til at lægge bogen fra dig i en times tid eller to, hvis du er blevet inviteret med til fredagsbar!
Tiden uden for studiet
At være studerende er hårdt, men selvom studiet fylder meget af din hverdag, bør der stadig være plads til andre ting i kalenderen. Det er sundt at koble lidt fra studiet og have andre planer på programmet. Hvis du, som mange andre unge er flyttet, eller har planer om at flytte til din studieby, er det en god idé, at du lærer byen at kende. Der venter mange spændende muligheder uanset, hvor du flytter til. Det er vigtigt, at du kommer til at trives, hvor du bor. Du kan udforske din studieby gennem Studenterguidens byguide, og bl.a. få inspiration til fremtidige besøg på caféer og kultursteder, samt steder hvor du kan tage i byen med studiekammeraterne. Et overblik over byens muligheder giver dig også chancen for at finde ud af, hvad du kan bruge din fritid på, når det kommer til fritidsinteresser, studiejobs eller lignende.
Har du et studiejob?
Ved studiestart kan det være svært for nogle at finde tid til et arbejde, men det er helt klart værd at overveje. Størstedelen af studerende i dag har et studiejob, som bl.a. hjælper med at styrke deres økonomi, samtidig med at erhvervserfaring gennem et studiejob altid er godt at have stående på sit CV. Husk at være åben over for at prøve noget nyt. Mulighederne er nemlig mange for både studierelevant og ikke studierelevant arbejde. Det er vigtigt at studiejobbet uanset hvad, skal kunne koordineres sammen med din studiegang og andre aktiviteter.
Er du interesseret i at finde et studiejob, men i tvivl om hvor du skal starte, så er der i dag mange forskellige veje til, hvordan studerende typisk griber jobsøgningen an:
- På dk finder du vores jobsektion, hvor du kan søge på jobopslag alt efter, hvor i Danmark du bor henne.
- Nogle uddannelsesinstitutioner har en jobdatabase liggende på deres hjemmeside, som du kan gøre brug af.
- Endnu en gang kan du bruge dit netværk. Måske kender du nogen, som kender nogen, der mangler en studerende til et studiejob.
- Du kan altid sende nogle uopfordrede ansøgninger afsted til forskellige forretninger, organisationer eller virksomheder, du finder interessante.
Vejen til et studiejob starter dog for de fleste med at sende en velformuleret ansøgning samt CV af sted til den potentielt nye arbejdsgiver - uanset om ansøgningen er skrevet på baggrund af et fundet jobopslag, gennem dit netværk eller er uopfordret. Med den rette motivation og indstilling, vil der ikke gå længe før du har et studiejob i hus.
Dyrk din hobby
Det er vigtigt ikke at glemme sine hobbyer, selvom studielivet til tider er hårdt. Om du har lyst til at starte på en ny hobby, eller fortsætte med at dyrke noget du længe har været passioneret omkring er underordnet.
- Vær kreativ ved at male eller tegne
- Løb alene og/eller bliv en del af en løbeklub eller løbefællesskab
- Tag ud og træn i dit lokale fitnesscenter
Det vigtigste er, at det du laver, gør dig glad, og hjælper dig med at samle ny energi. Derfor er det vigtigt, at du sætter tid af i kalenderen til at dyrke din hobby, eller hvad det nu end måtte være, som du er glad for at bruge din fritid på.
Bliv frivillig
Det er blevet mere og mere populært at være frivillig som ung studerende. Særligt fordi det giver noget godt til CV’et, og du samtidig får muligheden for at udvide netværket, alt imens du hjælper en forening, organisation eller lignende. På den måde får begge parter noget rigtig godt ud af det. Frivilligt arbejde rummer noget for alle typer personligheder samt kvalifikationer og der er mange måder at være frivillig på. På daglig basis søger foreninger, organisationer m.m. unge til rekruttering af frivilligt arbejde.
- Du kan melde dig som frivillig til en festival (f.eks. Skanderborg festival, Tinderbox, Roskilde festival) hvor du måske får lov til at stå bag baren, stå for oprydning, sikkerhed eller lignende. Du er frivillig over en kortere tidsperiode og får en fed oplevelse med i købet. Hvis du synes det lyder spændende, så hold udkig efter festivalers hjemmesider og opslag eller lignende interessante begivenheder i din studieby.
- Der er mange organisationer som f.eks. Røde Kors, der næsten altid søger nye frivillige. Du kan eksempelvis blive besøgsven eller hjælpe til ved indsamlinger.
- Bliv en del af nogle foreninger eller organisationer på dit studie, eller bliv tutor for nye studerende, hvis du synes det lyder som noget for dig.
Dette er blot et udpluk af alle de muligheder, som du har. Find noget som du har en passion for, og har lyst til at engagere dig i. Så bliver oplevelsen med at lave frivilligt arbejde allerbedst. Din personlighed skal med andre ord gerne hænge sammen med, hvilke aktiviteter du kommer til at beskæftige dig med under det frivillige arbejde. Læs mere her, om hvordan du kommer godt i gang, hvis du synes frivilligt arbejde lyder interessant, men ikke har prøvet det før, og har brug for at blive inspireret.
Transportmuligheder
Uanset om du er pendler eller tilflytter, betyder transport en hel del for studerende. Det er vigtigt at komme fra A til B på kort tid, og helst uden at bruge penge fra madkontoen. Om du skal møde ind til undervisning, på arbejde eller i parken med vennerne er underordnet. Det vigtigste er at transportmidlet passer til dine præferencer og dit budget. Vi har nedenfor kort beskrevet forskellige transportmidler, samt hvor du i den forbindelse har mulighed for at spare lidt.
Cykel
Jernhesten er mange studerendes yndlings transportmiddel. Det går hurtigt, og du undgår de trælse trafikpropper ved myldretid, fordi du kender smutvejene, når du skal hjem fra undervisningen. Særligt når man har omkring 5-10 km til sin uddannelsesinstitution, arbejdet, forretninger m.m., hopper de fleste cyklen. Din cykel er næsten uundværlig, og når du bruger den hver dag, er det særligt vigtigt at du husker at passe på den og dig selv.
- Husk på, at du som cyklist er den bløde og udsatte trafikant. Det er derfor vigtigt, at du investerer i en god cykelhjelm og husker at bruge den.
- De fleste kender en, eller har måske selv prøvet at få stjålet deres cykel. Lås derfor altid din cykel, når du lader den stå, selvom du ikke har planer om at holde den ude af syne i længere tid end 15 min. Det kan også være en god idé at bruge penge på at forsikre cyklen. En cykelforsikring vil de fleste måske ikke bruge en masse penge på, og du kan derfor læse lidt om her hvordan du får en billig, men god cykelforsikring.
Offentlig transport
Offentlige transportmidler er for bl.a. dig, som har lidt længere til uddannelsesinstitutionen, pendler til undervisningen, eller hvis du bare skal hjem og besøge familie eller venner. Studerende er derfor storforbrugere af offentlig transport. Offentlige transportmidler har sin charme og er næsten tilgængelige på alle tider af døgnet, specielt i storbyerne, hvilket er en stort bonus for mange. Alt afhængig af, hvor ofte du benytter dig af bus og tog, vil udgiftsposten til transport være herefter. Hvem ønsker ikke en glidningsfri og forholdsvis billig rejse fra A til B? Vi har derfor samlet et par korte råd, du kan benytte dig af, hvis du i din hverdag er nødsaget til at bruge offentlige transportmidler, men gerne vil spare lidt på transportudgiften.
- De offentlige transportmidler er efterhånden kendte for altid være forsinket netop de dage, hvor du skal være ved din destination på et præcist tidspunkt. En god idé er derfor at tjekke rejseplanen eller hente den som app på din smartphone. På den måde kan du altid have en plan B klar, hvis det skulle blive nødvendigt.
- Er du mellem 16-19 år og går på enten en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse, som er SU-berettiget har du muligheden for at bestille et ungdomskort og dermed få rabat på transporten mellem din bopæl og uddannelsessted. Ungdomskortet kan bestilles hos dit lokale trafikselskab og gælder for både metro, bus og tog.
- Er du mellem 16-25 år og går på enten en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse, der er SU-berettiget har du mulighed for at bestille et DSB Ung Kort. Du kan med et DSB Ung Kort spare op til 50 % på togrejser i Danmark. Med et DSB Ung Kort følger også mange andre fordele, som du kan læse mere om her.
- Hvis du har et ungdomskort eller DSB Ung Kort har du muligheden for at bestille et rejsekort med kundetypen ’Ung’. Denne type rejsekort udløser en lavere kundetypepris for dig, hvis du rejser med offentlige transportmidler som bus og tog, og krydser en eller flere takstgrænser.
Bil
Med bilen går det hurtigt, og du undgår lange ventetider og proppede busser ved myldretid, men langt fra alle studerende har deres egen bil. Det betyder dog ikke, at du ikke alligevel har muligheden for af og til at benytte bilen som transportmiddel.
- Det er efterhånden blevet meget populært at arrangere samkørsel med venner, studiekammerater eller i facebookgrupper med selvsamme formål. Der bliver arrangeret en pris, hvor omkostninger for benzin m.m. selvfølgelig dækkes, men prisen vil stadig være overkommelig og for mange billigere samt mere komfortabel end en lang bustur.
- En anden mulig til dig, som gerne vil have mulighed for samkørsel eller eventuelt biludlejning, er GoMore Her kan du finde lift og leje biler, men også selv tilbyde lift og leje din bil ud, hvis du har en. Appen er nem og hurtig at navigere rundt i, og det gøre hele rejseoplevelsen endnu bedre. Du kan se bilistens bil og eventuelle vigtige bemærkninger angående rejsen. Et ekstra bonus er, at du inde på appen har mulighed for at anbefale folk du har kørt med, se andres anbefalinger og selv blive anbefalet som medpassager af andre.
- Du kan registrere dig hos SnappCar.
- Du kan få et medlemskab hos Hertz Delebilen.
Så var der økonomien…
Alle ved det. Det er vigtigt at have en sund og velafbalanceret økonomi. Som studerende kan budgettet nogle gange være lidt stramt, når der både er regninger og andre faste udgifter, som skal betales, og hvis man gerne vil have mulighed for at nyde en kold øl i selskab med studiekammerater. En stærk økonomi giver dig muligheden for at gøre begge dele. I den forbindelse har vi nedenfor samlet nogle huskeregler, som kan hjælpe dig godt på vej med at opnå præcis dette.
Har du søgt SU?
For de fleste studerende vil SU’en være den primære indtægtskilde. Det er derfor vigtigt, at du husker at søge SU tidligst en måned før den egentlige måned, du kommer til at modtage SU fra, hvis du starter på en videregående uddannelse. Ansøgningen foregår på http://www.su.dk/, hvor du vil blive bedt om at logge ind med dit NemID. Lige så vigtigt som det er at søge SU, er det også vigtigt at ændre i dine SU-forhold, hvis dette bliver aktuelt.
Der er mange studerende som efterhånden på et tidspunkt gennem deres uddannelse optager et SU lån. Hvis du ikke ønsker at tage et SU lån, kan du læse om forskellige måder, hvorpå det kan undgås lige her.
Spar op!
Det er en god idé at have en oprettet en opsparing til uforudsete udgifter, hvis du ikke allerede har det. Hvis telefonen pludselig ikke virker mere, eller bøgerne til næste semester er dyrere end forventet, så er det rart at have nogle ekstra penge liggende på en opsparingskonto. Hver måned kan du indbetale lidt til denne konto, og du vil på den vis altid have noget at falde tilbage på.
3 hjælpsomme apps der er værd at hente ned på din smartphone
I dag findes der et væld af forskellige apps, der er til for at gøre hverdagen for studerende lidt lettere. Heldigvis. Apps har du altid liggende lige i baglommen, hvis du skulle få brug for det. Når man som studerende har et lidt stramt budget, tager de fleste gerne imod lidt ekstra hjælp udefra. Studenterguiden.dk har samlet et par apps, der kan være praktiske for dig at tilføje.
- Det er en god idé at lave et budget over sit forbrug. Du kan på den måde få et overblik over, hvad du egentlig bruger dine penge på. Appen Spiir hjælper dig med at kategorisere dit forbrug på en simpel måde. Appen gør det nemt for dig at skabe et økonomisk overblik, og kan også hurtigt kobles til din netbank.
- Har du hørt om too good to go? Hvis du gerne vil spare lidt på madbudgettet og samtidig få muligheden for at bekæmpe madspild i Danmark, er denne app helt klart noget for dig. Flere og flere forretninger tilmelder sig i dag too good to go, og det kommer til din fordel. Du vælger en forretning i din smag, besøger forretningen og henter maden – til en rigtig god pris selvfølgelig. Appen giver dig mulighed for at nyde god mad udefra, uden at det vælter budgettet.
- Når man handler, kan det sommetider godt være svært at holde overblikket over, hvor de bedste tilbud på ens dagligvarer findes. Etilbudsavis hjælper dig med dette. Uanset hvor du handler henne, vil du have de bedste og mest aktuelle tilbud lige ved hånden, så du får mulighed for at spare på madkontoen.
”Tager I imod studierabat?”
Som studerende får man et studiekort, og nogle tænker måske ikke over, at du med sådan et kort, har muligheden for at få forskellige rabatter. Med et studiekort er der overraskende mange penge at spare, og det er de studerende glade for. Både en del frisørsaloner, restauranter, samt tøj- eller skoforretninger m.m. tilbyder efterhånden studierabat ved fremvisning af et gyldigt studiekort. Disse udgifter er ekstra gode at spare lidt penge på, når budgettet i forvejen måske ikke efterlader meget til fornøjelser og hygge. Udnyt derfor endelig muligheden, når den byder sig.
Man kan aldrig få for mange råd, når det kommer til økonomi. Studenterguiden har derfor yderligere samlet 5 gyldne råd til at få en stærk økonomi, når du flytter hjemmefra, som du kan læse lige her.
Denne guide har forhåbentlig gjort dig lidt klogere på, hvordan du kan forberede dig bedst muligt på dette nye og spændende kapitel i dit liv. Vi, Studenterguiden.dk ønsker dig al held og lykke med din studiestart, og alt hvad den måtte indebære.