La Donuteria
Aalborg elsker donuts. Det må man konstatere, siden der nu er en håndfuld donut shops i byen. En donut butik, der er del af en international kæde, er La Donuteria på Nørregade 14. Æstetisk flotte donuts og en smag, der siger spar to, er kendetegnet for donutbutikken. Her bliver det at lave donuts nemlig set som en kunst frem for alt.
Butikkens facader er lige så smukke som deres donuts. La Donuteria ligger, hvor det tidligere Vaffelhuset lå, nemlig i hyggelige og rolige Nørregade. Med deres lækre donuts bag glasfacaden og hyggelige omgivelser, kan man kun føle sig fristet til at tage et kig ind.
Interiøret i butikken er super passende til deres søde donuts. Lyseblå vægge, en lyserød gynge og en hel væg dekoreret med lyserøde roser, gør La Donuteria et helt specielt sted at få sin donut og sin kaffe.
Hvis man tilfældigvis har været et smut i Slovakiets hovedstad, er man måske allerede stødt på La Donuteria. Det er nemlig en kæde, som har skabt stor popularitet i udlandet. Med prisen for top 10 bedste hjemmelavede donuts, er det måske også til at forstå, hvorfor kæden er så populær. Og i juli 2020 var det så Aalborgs tid. Ejeren bag er Tomas Sitarik, som har haft øje for detalje, lige siden butikken åbnede.
På trods af, at La Donuteria er én af flere donutshops i Aalborg, betyder det ikke, at den ikke skiller sig ud. Det kan nemlig være nemt at lave donuts, men langt fra nemt at lave perfekte donuts. Som Tomas selv fortæller til MigogAalborg, har de brugt 4 år på at gøre deres opskrifter bedre og bedre. Derfor finder du umiddelbart heller ikke opskriften på deres velsmagende donuts, da den holdes hemmelig.
Du kan heller ikke regne med at finde donuts, der har ligget på frost eller masseproducerede donuts. Hver morgen laves de helt fra bunden med en hjemmelavet glasur og dej, så du får lækre donuts af høj kvalitet.
Der findes et utal af varianter, når det kommer til donutsmagen. Her er alt fra donuts med Nutella til donuts med jordbærsmag, som selvfølgelig er pyntet med passende tilbehør. Som noget særligt har de deres ‘weekly special’, hvor man hver uge kan få lov til at smage en helt særlig variant. Er du veganer, bliver du glad for at besøge La Donuteria. Her er der hele seks varianter, som er veganske.
Prismæssigt ligger de tilpas ift., hvad man får. Samtidig ligger donuts godt i maven, så du skal måske heller ikke spise mere end en eller to donuts, før du føler dig godt mæt.
Hvis du vil nyde en velsmagende donut med den helt rigtige konsistens, skal du forbi La Donuteria. De har alt, hvad en donut shop skal bruge. God service, hyggelig stemning og vigtigst af alt, uovertrufne donuts.
Adresse
Nørregade 14
9000 Aalborg
Kontakt info
Telefon: 50 85 05 07
Åbningstider
Mandag - torsdag: 10.00 - 18.00
Fredag - lørdag: 10.00 - 20.00
Søndag: 10.00 - 18.00
Website
https://www.facebook.com/ladonuteriaaalborg/