Ventilen
Der er en løsning, hvis du selv tager det første skridt! Ventilen er en frivillig organisation, der driver mødesteder for stille og ensomme unge mellem 15 og 25 år. Hvis du har svært ved at finde venner, eller ikke synes, at du kan tale alvorligt med dem, du har - så kan du overveje at komme i et af vores mødesteder. Her er der andre unge, der kender til problemer med generthed og ensomhed, og nogle frivillige til at sørge for, at der er trygt og hyggeligt.
Er du ensom?
Ensomhed er en følelse. Derfor er det umuligt at komme med helt klare svar på, hvornår man er ensom – eller hvad det overhovedet vil sige. Men hvis du ikke føler, at du har nogen jævnaldrende at tale med om de ting, du går og tænker over, så føler du dig måske ensom. På disse sider kan du læse mere om, hvad det vil sige at være ung og ensom, og hvordan Ventilen kan hjælpe dig.
Alene eller sammen med andre
Du kan godt føle dig ensom, selvom du er sammen med andre. Du har måske nogle venner eller kammerater, som du bare ikke føler, at du kan tale alvorligt med. Det kan også være, at dine rigtig gode venner bor meget langt væk, så du ikke ser dem så tit.
Du kan også føle dig ensom, hvis du er meget alene – og ikke selv har valgt det. Hvis du ikke har nogen at gå i byen eller på café med, og ikke rigtig ser nogen jævnaldrende udenfor skoletiden.
Hårdt at føle sig ensom
Det er rigtig hårdt, at føle sig ensom. Mange tror, at det må være fordi, der er noget galt med dem, og får rigtig dårlig selvtillid. Og det bliver også svært at håndtere de følelser og beslutninger, der hører ungdommen til. For det er vigtigt at have venner at diskutere både kærester, studier, forældre og meget andet med.
Alle har prøvet at være ensomme ind i mellem. Måske var bedsteveninden ikke i skole, eller du oplevede noget, der fyldte så meget, at vennerne ikke rigtig forstod dig. For mange varer ensomheden i en længere periode. Det er naturligt at passe på sig selv, så hvis du har prøvet at blive såret af en nær ven – eller følt dig mobbet og afvist af nye klassekammerater – så trækker du dig måske lidt ind i dig selv, og passer på med at åbne op overfor andre. Men man kan også blive så lukket, at det er svært at få nye venner.
Vejen ud af ensomhed
For at komme ud af ensomheden, så skal du turde åbne op. Og du skal øve dig i at møde nye mennesker. Det handler også om at arbejde på selv at blive en god ven, og være ligeså loyal og lyttende, som du selv ønsker dine venner skal være.
Alle de unge, der kommer I Ventilens mødesteder, har prøvet at være ensomme. Vi tilbyder en hyggelig atmosfære, hvor du kan komme som du er – og øve dig i at møde nye mennesker. Her er det ikke tabu, at sige, at man savner venner. Men før du kommer i Ventilen, skal du have besluttet, at du er klar til at arbejde for det. Det er ikke din egen skyld, at du er ensom – men du er den eneste, der kan gøre noget ved det.
Kontakt ventilen
Hvis du vil høre mere om ensomhed – eller Ventilen – så kan du kontakte os på info@ventilen.dk eller telefon 70 208 308.
Adresse
Ny Kongensgade 9, 3.
1472 København K
Kontakt info
Telefon: 70 208 308
E-mail: info@ventilen.dk
Åbningstider
Man - Fre: kl 10-16
Website
http://www.facebook.com/pages/Ventilen-Kolding/277900875562156