Almen HA (Erhvervsøkonomi)

By Offentlig støtte Uddannelseskategori Varighed Adgangskrav Uddannelsesinstitution
København, Aarhus, Odense, Aalborg, Roskilde, Kolding SU berettiget Bacheloruddannelser 3 år Gymnasiel Syddansk Universitet Odense
Aalborg Universitet
Århus Universitet
Roskilde Universitet (RUC)
Syddansk Universitet Sønderborg
Syddansk Universitet Kolding
Handelshøjskolen i København (CBS)
By København, Aarhus, Odense, Aalborg, Roskilde, Kolding
Offentlig støtte SU berettiget
Uddannelseskategori Bacheloruddannelser
Varighed 3 år
Adgangskrav Gymnasiel
Uddannelsesinstitution Syddansk Universitet Odense
Aalborg Universitet
Århus Universitet
Roskilde Universitet (RUC)
Syddansk Universitet Sønderborg
Syddansk Universitet Kolding
Handelshøjskolen i København (CBS)
Almen HA (Erhvervsøkonomi)

HA (Erhvervsøkonomi) er nok den mest populære erhvervsøkonomiske uddannelse. Som HA studerende kommer du rundt i alle de forskellige erhvervsøkonomiske discipliner som er væsentlige aktiviteter i alle virksomheder, offentlige såvel som private. Bachelor uddannelsen i HA dækker mange spændende fagområder fra organisation, markedsføring til finansiering og statistik.


Inden for disse fagområder vil du blive undervist i markedsføring og marketing, organisation og ledelse, regnskab og finansiering, virksomhedsøkonomi og erhvervsjura, samt selvvalgte fag i slutningen af bacheloruddannelsen.


Alle er værdifulde fag, der senere kan hjælpe den studerende med at løse problemstillinger, som produktionsplanlægning, markedsføring af produkter, ledelse af medarbejdere, regnskabsføring og meget mere. På 5. og 6. semester har den studerende mulighed for selv at vælge bestemte fag at følge eller tage på et udlandsophold. Det er også muligt at skrive sit bachelor-projekt sammen med en privat eller offentlig virksomhed. Du har gode muligheder for selv at præge uddannelsen, så du kan lægge fokus der, hvor dine interesser er.


Med en HA. uddannelse er du rustet godt til at varetage mange funktioner i en virksomhed, men de fleste vælger at læse videre på Cand.Merc. og specialisere sig i et bestemt fagområde. Fordelen er at du nemmere kan få et job, og samtidigt er startlønnen betydelig større, hvis du medbringer kompetencer i form af en Cand.Merc. specialisering.



HA på RUC


HA på RUC er den klassiske erhvervsøkonomiske all-round uddannelse som optræder på andre universitetet, dog med den undtagelse at undervisningen på RUC er fokuseret på problemorienteret projektarbejde. På HA beskæftiger du dig med alle de aspekter og discipliner som er en naturlig del af enhver virksomhed, offentlig som privat. Du lærer om basal virksomhedsøkonomi, marketing, regnskabsføring, budgetplanlægning, finansiering, erhvervsjura, markedsføring, ledelse, Human Ressource Management, statistik, erhvervsmatematik, strategi og mange andre spændende fag. Hele essensen i HA er, at du lærer hvordan virksomheden interagere med samfundet og de forskellige stakeholdere som har betydning for virksomheden.


Det væsentlige ved HA er også at du ser på hele den værdiskabelsesproces som sker i en virksomhed - fra ideen til et produkt opstår og forretningsgrundlaget udformes til selve produktionen og værditilførslen, samt finansieringen, markedsføringen og den udfordrende salgsproces. Der er rigtigt mange spændende aspekter ved HA, især hvis du kan lide økonomi og ledelse. Gennem HA-studiet tilegner du dig værdifulde egenskaber som ledelse, indsigt i økonomiske forhold - du vil opleve at aktiekurser, obligationer, pensionsordninger, pengesager forståelse for skat pludselig giver meget mere mening, så du kan bruge din viden fra HA i din dagligdag.




Studieform
Som tidligere nævnt, så er HA på RUC baseret på problemorienteret projektarbejde. Det betyder at du lærer et væld af teoretiske metoder som du skal anvende i konkrete projekter. Her er mantraet, at en teori ikke kan stå alene, den skal afprøves og din opgave er at vise det i projekter og skriftlige opgaver. Her lærer du også projektledelse, der tager udgangspunkt i styring, afslutning og evaluering af projekter. Ideen er, at projektarbejdet skal afspejle virksomhedens virkelighed så eksakt som muligt - det kan være i markedsføring, finansiering, produktudvikling, salg og alle de andre discipliner som er del af virksomhedens dagligdag. Du har som studerende en stor grad af valgfrihed, når det kommer til at vælge emner for projekterne. Det giver blod på tanden og er motiverende for arbejdsprocessen.


Du kan starte på faget efter at have gennemført Det Samfundsvidenskabelige Basisstudium.
For at opnå en kandidatgrad, skal du kombinere HA med et andet overbygningsfag. Du kan f.eks vælge at kombinere HA med den samfundsvidenskabelige kandidatuddannelse i Virksomhedsledelse.


Studiet erhvervsøkonomi sætter fokus på ledelse, som er alfa og omega i både private virksomheder og offentlige institutioner. På erhvervsøkonomi vil du både få indsigt i de økonomiske og psykologiske aspekter i ledelse. Det giver dig en række kompetencer, der kan bruges, som du ønsker at arbejde, i det private erhvervsliv, det offentlige eller som underviser i gymnasiesektoren.


Blandt mange er erhvervsøkonomi kendt som "den bløde økonomiuddannelse" idet den indeholder mindre af de hårde fag, som matematik og statistik, set i forhold til de andre økonomiuddannelser. I stedet får du mere indsigt i organisation, ledelsespsykologi, regnskab, markedsføring, finansiering og omkostningsteori. Du vil undervejs lære at analysere ledelsesproblemer. Disse ledelsesproblemer kunne i praksis udforme sig i lav tilfredshed hos kunderne eller højt sygefravær hos medarbejderne.


Det at du kan analysere dig frem til disse og løse dem har stor værdi for virksomheder. Du vil også lære, hvordan virksomheder og institutioner bliver påvirket af eksterne forhold som teknologien, økonomien og lovgivningen. På studiet vil du skulle vælge sidefag, der har stor indflydelse på dine videre jobmuligheder.



Udover den ovenstående overordnede HA uddannelse er der også nogle linjer du kan vælge HA(Int.), HA(jur.), eller HA(IT), som vi beskriver her nedenfor:


HA(IT.)


HA(IT.) er en variation af uddannelsen HA, hvor der ud over udvalgte fag fra uddannelsen HA lægges vægt på informations teknologi. Dette giver en helt unik evne til at se sammenhængen imellem forretningsmæssige mål og muligheden for brug af informations teknologi til dette. Trenden er at informations teknologi bliver brugt til mere og mere, flere og flere steder og uddannelsen er derfor højaktuel.


IT skal i virksomheder ikke blot bruges som et værktøj til at lave budgetter og regnskaber med. Det skal integreres i hele virksomhedens forretningsgang og derved være med til at skabe en stærk og konkurrencedygtig organisation. Du vil typisk ende op som en slags brobygger imellem folkene i virksomheden med forretningsforståelsen og dem med forståelsen inden for IT.


De fagområder du vil skulle studere på HA(IT) er som følger:
-Økonomi
-Informationsteknologi og informationssystemer
-IT i virksomheden
-Systemarbejde og programmering
-Informationssystemer og organisation
-Redskaber

Under uddannelsen får du muligheden for at skabe din egen profil igennem valgfag og bachelorprojektet.


HA(jur.)



HA(jur.) uddannelsen indeholder mange af de fag som man møder på den almindelige HA uddannelse. Ud over disse erhvervsøkonomiske fag er der lagt vægt på erhvervsjura på uddannelsen.


Med de erhvervsjuridiske fag lærer du ting, som dagens virksomheder efterspørger for at kunne styre virksomheden internt samt regulere virksomhedens forhold til omverdenen. Internt skal der tages beslutninger som, hvilken virksomhedsform der skal benyttes, hvordan ansættelser og afskedigelser foregår m.v.


De eksterne arbejdsopgaver for en typisk HA(jur.) kunne være vedrørende markedsføring, produktansvar, kontakt til myndigheder som f.eks. SKAT samt aspekter ved køb og salg af varer.



HA (International Management)


BSC in international management (HAIM) er et internationalt studie for udenlandske såvel som danske studerende. Al undervisning foregår derfor på engelsk. Uddannelsens primære mål er at give dig redskaberne til at finde, forstå, analysere og løse problemer indenfor den internationale forretningsverden. Du vil som færdig student på BSC in international management (HAIM) være i stand til at arbejde i multinationale og internationale virksomheder. Desuden kan du med en BSC in international management (HAIM) tage dig en masters level enten i Danmark eller udlandet.


Der lægges også vægt på din personlige udvikling på uddannelsen. Derved skal du lære at kommunikere, debatere, netværke, udvise fleksibilitet og selvdisiplin, samarbejde med andre samt agere holistisk.
Studiet er meget koncentreret og det forventes at man deler sin viden med sine medstuderende løbende.


Forretningsfagene på BSC in international management (HAIM) inkluderer økonomistyring, marketing, regnskabsstyring, finansstyring, organisation, finans og investering. Ud over det vil du skulle stifte bekendtskab med redskabsfag som matematik, statistik, metode, økonomi og jura.


Du kan vælge at specialisere dig i logistik, eller marketing på uddannelsen. Løbende vil der blive lagt vægt på at du er god til at samarbejde, komunikere og dygtig til at presentere komplekst materiale.


De første to år af uddannelsen foregår i Herning, hvorefter de sidste to semestre afvikles på en udenlandsk forretningsskole eller universitet. Dette er for at give dig en bedre kulturel forståelse.


Sammenholdet studerende imellem og imellem studerende og undervisere er godt, hvilket giver et godt studiemiljø både fagligt og socialt.



HA(Int.) kombinerer erhvervsøkonomi (HA) med et fremmedsprog.


Målet med dette er at gøre dig til erhvervsøkonom med særlig kompetence i sproget spansk, engelsk eller tysk samt den tilhørende kultur.


Du vil skulle igennem mange af de samme fag, som studerende på erhvervsøkonomi (HA) er underlagt. Samtidig kommer du til at udvikle dine kompetencer i enten spansk, engelsk eller tysk. Ikke bare sprogligt, men også de kulturelle forhold i sprogets moderland skal studeres. Dette gøres ved undersøge de erhvervs- og samfundsmæssige forhold i de respektive lande.


Selve sprogdelen fokuserer på dine færdigheder inden for kommunikation, din viden om samfundsforhold i det givne område samt på anvendelsen af relevante værktøjer. På delen med kommunikation er der lagt vægt på, at du i dit valgte sprog opnår:
• Gode mundtlige og skriftlige kommunikationsfærdigheder.
• Gode mundtlige og skriftlige erhvervskommunikationsfærdigheder.
• Gode færdigheder i at kulturjustere din kommunikation i overensstemmelse med de konventioner, der gælder i det område du har valgt.


Inden for samfundsforhold vil du opnå:
• Generel viden om relevante samfundsforhold.
• Viden omkring erhvervsmæssige forhold i dit valgte område og i mindre grad om økonomi generelt.


Med værktøjerne du vil lære at bruge kan du:
• Benytte dig af fagbøger, terminologidatabaser og andre hjælpemidler.
• Søge relevant faglig information.


Undervisning
Selve undervisningen foregår som oftest på dansk, men undervisning på engelsk kan også forekomme. De fag der beskæftiger sig med de økonomiske forhold i udlandet foregår dog på dit valgte fremmedsprog.
Du vil i løbet af uddannelsen få muligheden for at tegne din egen profil igennem valgfag og dit bachelorprojekt.


Se video fra SDU i Esbjerg nedenfor:



HA (Kom.)
HA(kom.) ligger i krydsfeltet mellem ledelse og kommunikation og tager højde for, at kommunikation er et afgørende redskab i nutidens virksomheder. Uddannelsen henvender sig derfor til dig, der vil arbejde strategisk med kommunikation på et højt teoretisk og praktisk niveau.


HA(kom.) er en tværfaglig kommunikationsuddannelse, hvor perspektivet er lagt på virksomheder, organisationer og offentlige institutioner. Til forskel fra andre kommunikations-uddannelser giver den dig en erhvervsøkonomisk virksomhedsforståelse som grundlag for at kunne kommunikere i og med virksomheder. HA(kom.)-uddannede besidder således viden om, hvordan kommunikation organiseres i virksomheder, samt hvordan kommunikationen er med til at organisere virksomheder.


Studiet


På studiet arbejdes der målrettet på at skabe personlige kompetencer som gennemslagskraft, selvstændighed, fleksibilitet og samarbejdsevner, samt på at udvikle færdigheder i at kommunikere i såvel traditionelle som elektroniske medier. Studiet tager udgangspunkt i en forståelse af, hvordan virksomheder og organisationer fungerer, og på hvilke vilkår de opererer, kommunikerer og forandrer sig.


Som noget enestående for HA(kom.) rummer studiet værkstedsundervisning, der forbinder analyse, praksis og refleksion med hinanden i konkret case- og projektarbejde. Uddannelsen er præget af et tæt samspil med erhvervslivet via gæstelærere, virksomhedsbaserede cases og et obligatorisk praktikophold, hvor du får mulighed for at afprøve teorierne og redskaberne af ude i en virksomhed/organisation.


Jobmuligheder

En uddannelse som bachelor i erhvervsøkonomi giver mulighed for at søge mange forskellige jobs i forskellige brancher og typer virksomheder. Fordi uddannelsen er bred, kan du søge job indenfor alle funktionsområder og læse alle linjer på cand.merc.


Eksempler: Regnskabsmedhjælper, økonomimedhjælper, eksportkonsulent, marketingmedhjælper, markedsanalytiker, IT-medhjælper, Human Resource Manager, projektleder, budgetmedhjælper, bankassistent, finansmedhjælper.



Specielle adgangskrav

-Adgangsgivende eksamen
-Dansk A
-Engelsk B
-Samfundsfag B, Samtidshistorie B, International økonomi B, Historie B eller Idéhistorie B
-Matematik B



Relaterede studenterjobs

Administrative jobs som regnskabsassistent, markedsføringsassistent, assisterende sekretær m.v.