Muji
Du behøver ikke engang at have været i Japan for at støde på den imponerende butik Muji, hvor du kan få alt, hvad hjertet kan begære indenfor interiør og basisvarer. Nu er Muji så landet i Danmark, mere præcist i ILLUM på Østergade 52.
Muji betyder ‘no brand’ produkter, og det ser man tydeligt i den meget anonyme stil i deres produkter og butik. Muji København er den første butik i Danmark ud af 900 butikker rundt i verden. Deres simple udtryk har tiltrukket mange kunder til butikken, fordi det gør op med spørgsmålet om overforbrug. Hos Muji tror man på mantraet, “jeg kan nøjes” fremfor “jeg vil bare have det her”.
Minimalismen hos Muji gør sig gældende fra det sekund, man træder ind i butikken. De meget neutrale farver, den lavmælte baggrundsmusik samt en naturlig blomsterduft gør, at det er en behagelig oplevelse at gå og shoppe. Det står i stor kontrast til andre hektiske shoppingcentre, hvor man hurtigt kan blive overstimuleret af de mange udtryk. Pga. deres store udvalg minder de om IKEA, men med en æstetik, der minder mere om Søstrene Grene.
Hos Muji kan du få stort set alt fra mode og boligprodukter til madvarer. I deres boligprodukter kan man se, at bambus er en klar favorit, så er du også vild med bambus, skal du kigge efter deres sengestel m.m. Hvis du kommer i Muji for tøjets skyld, bliver du ikke skuffet. Stilen er klart minimalistisk og minder også om Uniqlo, der også er et japansk mærke. Men der er ingen tvivl om, at Muji tilbyder en masse gode basisvarer, som er essentielle for garderoben.
Muji er også særligt kendte for deres smarte opbevaringsprodukter, som kan bruges i soveværelset eller badeværelset. Når du alligevel kigger på ting til badeværelset, så skal du overveje at kigge på deres hudplejeserie, som er simpel, men effektiv. For det behøver heller ikke at koste kassen for at passe på sin hud. De laver alt fra simple skintonics til gode fugtighedscremer.
Hvis du skal ud og rejse, så kan du hos Muji købe en masse smarte etuier, så du nemmere kan pakke dit tøj ned. Du skal blot lægge tøjet tæt sammen i etuiet, og så fylder det slet ikke så meget i kufferten. Alle produkterne er af gode kvalitet, og priserne er også udmærket, så skal du flytte hjemmefra for første gang, er det værd at tage et kig.
I resten af verden har Muji en række tehuse, men det er i København, at det allerførste Muji tehus i Europa er blevet åbnet. Her kan du slappe af efter shoppingturen med en dejlig kop te og bagværk til. Hvis du mangler lidt til boligen eller lignende, er Muji stedet at tage hen. Men pas på, du kan hurtigt blive fristet af mange af deres spændende produkter.
Adresse
Østergade 52, 4. sal
1100 København K
Kontakt info
Telefon: 29 60 35 36
E-mail: info@dk.muji.eu
Åbningstider
Alle dage: 10:00-20:00
Website
https://www.facebook.com/mujidenmark/