IDA - Ingeniørforeningen i Danmark

Ingeniørforeningen, IDA er en moderne interesseorganisation og fagforening for tekniske og naturvidenskabelige akademikere.

IDA har flere end 88.000 medlemmer og varetager både ansattes, lederes og selvstændiges interesser inden for løn og ansættelse, arbejdsmarked, erhvervspolitik, kompetence, karriere og uddannelse, arbejdsmiljø, teknologi og forskning.

IDA har kontorer i København, Odense, Aarhus og Aalborg.

Historien bag IDA
Ingeniørforeningen, IDA, er en moderne interesseorganisation for alle ingeniører og for andre, der har et beskæftigelses- eller interessemæssigt fællesskab med ingeniører. Engang var ingeniørerne herhjemme splittet op i flere foreninger. Men i 1995 blev de sluttet sammen til IDA.

Forud gik en lang og ikke altid smertefri proces, der begynder helt tilbage i 1890erne, fortsætter op gennem 1930erne med stridigheder om ingeniørtitler kulminerende med en Højesteretsdom i 1958.

Men viljen til samarbejde var i sidste ende større end trangen til strid. Her er den korte historie, der har gjort IDA til, hvad foreningen er i dag.

Indholdsfortegnelse:

• Samarbejde mellem DIF og I-S frem mod fusion
• Grundlag for integration af Ingeniør-Sammenslutningen og Dansk Ingeniørforening
• Fusionen pr. 1.1. 1995 blev fulgt op af nye strukturovervejelser (fase 1)
• Fase 2-gruppen 30. september 1998 - 31. marts 1999
• IDAs nye struktur
• Den nye struktur og IDAs visioner
• Vision 2011
• Vision 2020
• Formænd under fusionsprocessen
• Formænd for IDA

Fusionsprocessen, der førte til dannelsen af IDA
Den 1. januar 1995 blev Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, etableret ved en fusion mellem de to hidtidige ingeniørforeninger Dansk Ingeniørforening, DIF, og Ingeniør-Sammenslutningen, I-S. Forud for denne fusion var gået en lang proces, hvorfra de væsentligste elementer er beskrevet i det følgende.

Det nye IDA startede 1. januar 1995, men der gik ikke lang tid, før de centrale parlamentarikere blev enige om en proces, der skulle resultere i visioner og en mission for IDA, samt hvilke opgaver IDA skulle løse i fremtiden. Processen blev opdelt i to faser over tre år, og førte frem til dannelse af en enhedsforeningen med virkning fra 1. januar 2001 – stort set i det organisatoriske set up, som kan ses på IDAs hjemmeside i dag.

Nedenfor gives et kort historisk overblik over de to hidtidige ingeniørforeninger DIF og I-S.

Dansk Ingeniørforening, DIF
DIF blev oprettet i 1892 som forening for kandidater med uddannelse fra Den polytekniske Læreanstalt. I 1933 indføres betegnelsen ”civilingeniør” for disse kandidater med en ingeniøruddannelse af mindst 5 års varighed.

I 1950’erne var der mangel på teknikere, og for at afhjælpe dette problem blev der etableret en ny ”teoretisk” ingeniøruddannelse af 3½ års varighed. Disse ingeniører fik betegnelsen ”akademiingeniør”, og de blev optaget i DIF. De første akademiingeniører blev uddannet i 1961.

Ingeniør-Sammenslutningen, I-S
Grundlaget for det senere I-S blev skabt i 1895 med stiftelsen af ”Konstruktørforeningen”. ”Konstruktør” var en erhvervsbetegnelse og ikke en uddannelsesmæssig titel. Medlemmerne var primært personer, der havde erhvervet en uddannelse over 3 halvår fra Det Tekniske Selskabs Skole i København.

I 1905 etableredes det første danske ”teknikum”, Odense Maskin Teknikum, og dimittender herfra stiftede i 1917 deres egen organisation ”Foreningen af Elektro- og Maskinbygnings-Ingeniører”, EMI. I årene efter 1905 blev der etableret en række teknika, som uddannede ”teknikumingeniører”, der fik en teoretisk overbygning på en praktisk håndværksmæssig uddannelse. I 1918 etableredes ”Bygnings-Teknikum-Ingeniørforeningen”, BTI, for dimittender fra Horsens Teknikum.

I 1937 blev de tre nævnte foreninger samlet i ”Ingeniør-Sammenslutningen”, I-S som fælles forening for dimittender fra teknika.

Samarbejde mellem DIF og I-S frem mod fusion
Igennem mange år var der både samarbejde og modstrid mellem de to ingeniørforeninger. Helt tilbage i 30’erne var der stridigheder om ingeniørtitlerne, som fortsatte, indtil Højesteret afsagde en dom i 1958, som gav I-S medhold i, at teknikumingeniører også kunne benytte f.eks. betegnelsen maskiningeniør.

Senere var der mere i større eller mindre grad samarbejde om udvikling af ingeniøruddannelserne, bl.a. i relation til etablering af akademiingeniøruddannelsen og opgradering af teknikumingeniøruddannelsen. Efterhånden blev teknikumingeniøruddannelsen tilpasset, så den tog højde for, at et stigende antal studerende blev optaget på baggrund af en studentereksamen og uden en forudgående håndværksmæssig uddannelse.

I 1960 blev DIF medlem af FEANI, der var stiftet nogle år tidligere af ingeniørorganisationer i en række europæiske lande. I-S ville også gerne optages i FEANI, men ifølge FEANI’s regler kunne det kun ske, hvis DIF kunne godkende det, og hvis der blev etableret en dansk FEANI-national-komité. Det skete først i 1969.

I begyndelsen af 70’erne kom der mere gang i samarbejdet mellem DIF og I-S. Det førte i 1975 til en sammenlægning af de to foreningers medlemsblade til det fælles ”Ingeniøren”. Ligeledes blev Privatsektorens Fællesudvalg, PFU, etableret som et fælles udvalg med eget sekretariat, der skulle tage sig af overenskomster og løn- og ansættelsesforhold i de større private virksomheder, hvor ingeniørerne dannede virksomhedsgrupper - VG. Det var specielt i den VG-dækkede del af den private sektor, der oplevede ingeniører som strejkede for bedre løn- og ansættelsesvilkår i perioden 1977-1984.

Fra 1975 kunne DIF-medlemmer også optages i Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse, IAK, som I-S havde oprettet et par år tidligere. I 1975 etableredes endvidere en fælles efteruddannelsesorganisation, Danske Ingeniørers Efteruddannelse, DIEU.

Det tættere samarbejde mellem DIF og I-S førte også til forslag om fusion af foreningerne. Forslaget kom til afstemning blandt de to foreningers medlemmer i 1976. I I-S var der 93,6 %, der stemte for, mens der i DIF kun var 48,5 %, der stemte for. I DIF skulle der være 60 %, der sagde ja, for at forslaget kunne vedtages.

I de følgende år arbejdede I-S videre med en tilnærmelse til DIF. I 1978 blev I-S optaget i Akademikernes Centralorganisation, AC, hvor I-S blev den største enkeltorganisation. Det lykkedes i 1981 at få opgraderet teknikumingeniøruddannelsen i FEANI-systemet, så teknikumingeniører, der var uddannet efter 1967, blev vurderet på samme niveau som akademiingeniører.

Forslag om at fusionere DIF og I-S kom op igen midt i 80’erne; denne gang initieret af de yngre medlemmer i de 2 foreninger. Der blev udarbejdet et fusionsgrundlag, der i 1987 blev udsendt til vejledende afstemning i DIF og I-S. Igen var der stort flertal for en fusion i I-S, hvor 89,4 % stemte for. Der var også flertal for fusion i DIF, men der var kun 58,7 %, der stemte for, og 35,1 % stemte imod. På denne baggrund valgte DIF endnu engang at udsætte fusionsarbejdet.

Det gjorde ikke fusionsarbejdet lettere, at DIF i 1984 fik en ny struktur med et selvstændigt ”Ingeniørforbundet”, IF, og en tilsvarende selvstændig delforening for ledende og selvstændige ingeniører, LING. Grundlaget for denne nye struktur udsprang af, at DIF var med i en mulig konflikt i offentlige sektor i 1981 via AC-overenskomstforhandlingerne, og at en række VG’er i den private sektor etablerede strejker, som alle DIF-medlemmer skulle være med til at betale med et ekstraordinært strejkekontingent.

I 1991 fik I-S også ny struktur, som stort set matchede strukturen i DIF, bl.a. med etableringen af ”Teknikumingeniørernes Forbund”, TIF, og med en delforening for ledere og selvstændige, SALT. Det gjorde samarbejdet mellem foreningerne lettere, hvilket bl.a. gav sig udslag i et tæt samarbejde mellem IF og TIF. Drøftelser om at flytte de to foreninger til et fælles domicil tog sin begyndelse.

Det var formentlig ingeniøruddannelserne, der blev udslagsgivende for fusionen i 1995. I 1992 var man i Undervisningsministeriet nået frem til, at tre ingeniøruddannelser var for mange, og man fremlagde forslag om at sammenlægge akademiingeniøruddannelsen og teknikumingeniøruddannelsen. Efter nogle forhandlinger nåede DIF og I-S frem til en fælles indstilling om ”én kort og én lang” ingeniøruddannelse, og i 1993 blev de første studerende optaget på den nye ”diplomingeniøruddannelse”. Det efterlod et åbent spørgsmål om hvilken forening, der skulle optage de nye diplomingeniører. Det blev som bekendt ikke aktuelt at placere foreningstilhøret, fordi fusionen kom, før de første kandidater blev færdige som diplomingeniører.

---

---