Softwareudvikling - Bacheloruddannelser

By Offentlig støtte Uddannelseskategori Varighed Adgangskrav Uddannelsesinstitution
København, Odense, Aalborg SU berettiget Bacheloruddannelser 3 år Gymnasiel Aalborg Universitet
Københavns Universitet
IT-Universitetet
Syddansk Universitet Odense
By København, Odense, Aalborg
Offentlig støtte SU berettiget
Uddannelseskategori Bacheloruddannelser
Varighed 3 år
Adgangskrav Gymnasiel
Uddannelsesinstitution Aalborg Universitet
Københavns Universitet
IT-Universitetet
Syddansk Universitet Odense
Softwareudvikling

At læse til bachelor i softwareudvikling betyder, at du bliver skrap til at designe og programmere software, men også at du kommer til at arbejde med kommunikation, formidling og forretning. Det betyder også, at du bliver trænet i at samarbejde, at du kommer til at mestre både teori og praksis og at du får mulighed for at være med til at skabe noget nyt. Du får med andre ord det bedste fra flere verdener.


Uddannelsen kan variere en smule fra uddannelsessted til uddannelsessted, men som udgangspunkt er det det samme du bliver undervist i, og du ender med den samme titel på visitkortet.


Meget mere end programmering


Du lærer at udvikle IT for mennesker. IT, der gør hverdagen lettere og sjovere for virksomheder og brugere. Det er ikke længere godt nok, at en dygtig softwareudvikler kan skrive programmer og er en dygtig tekniker. Som softwareudvikler skal du også kunne samarbejde, tænke kreativt og se nye muligheder. Du skal vide, hvordan virksomheder fungerer, så du kan pege på, hvordan IT kan udnyttes i en moderne virksomhed.


Derfor skal du både have undervisning i programmering, algoritmer og distribuerede systemer, og lære om organisationsteori, forretningsprocesser og projektorganisering. Uddannelsen er tilrettelagt, så du gennem hele dit studium også træner dine evner inden for formidling og kommunikation, både på dansk og engelsk. Desuden vil du blive god til at arbejde i udviklingsteams, hvor nøgleordene er samarbejde, problemløsning, organisation og ledelse.


Har du flair for teknik så er det selvfølgelig en fordel, men det er intet krav og i løbet af uddannelsen vil du modtage det nødvendige undervisning i forskellige programmeringssprog. Så lad være med at fravælge studiet, hvis du ikke føler dig stærk i IT - se det som en spændende udfordring og indgangsvinkel til en fantastisk verden, hvor du kan udfolde din kreativitet og sætte dit eget unikke aftryk.


Moderne softwareudvikling


Undervisningen er tilrettelagt som en kombination af forelæsninger, øvelser og projektarbejde. Du kommer både til at fordybe dig på egen hånd og til at arbejde sammen med dine studiekammerater. Der er meget projektarbejde på uddannelsen, så det er vigtigt, at du er motiveret for at samarbejde.

Projektarbejdet er vigtigt, fordi det bringer dig i nærkontakt med verdenen uden for universitetet. Ofte tager projekterne udgangspunkt i virkelige cases, og også i den virkelige verden laves større softwareprojekter nødvendigvis i teams.

Dine lærere er aktive it-forskere med rigtig god kontakt til dansk erhvervsliv. Alt dette er med til at sikre, at din uddannelse er spændende, relevant og fremtidssikret.

På ITU bliver du desuden inviteret til IT-Universitetets populære karrieremesse, IT- Match Making, hvor virksomheder i stort tal stiller op og bejler til de studerende. Som it-studerende har du gode jobmuligheder både under og efter studiet.


Jobmuligheder

Programmør, IT-ansvarlig, Selvstændig, Webudvikler, Spiludvikler, Softwareudvikler, IT-konsulent, IT-arkitekt, IT-projektleder, Tester, Brugergrænsefladedesigner, Usability-konsulent.