Grønlandske og Arktiske studier

By Offentlig støtte Uddannelseskategori Varighed Adgangskrav Uddannelsesinstitution
København SU berettiget Bacheloruddannelser 3 år Gymnasiel Københavns Universitet
By København
Offentlig støtte SU berettiget
Uddannelseskategori Bacheloruddannelser
Varighed 3 år
Adgangskrav Gymnasiel
Uddannelsesinstitution Københavns Universitet
Grønlandske og Arktiske studier

Grønlandske og Arktiske studier er en uddannelse med fokus på de arktiske områder og deres sprog, samfund, kultur og historie, dog med mest fokus på Grønland.

Grønlandske og Arktiske studier er en tværfaglig uddannelse i den forstand at undervisningen inddrager både humanistiske og samfundsvidenskabelige discipliner. På den humanistiske side lærer du Inuitternes (eskimoerne) helt særegne sprog i skrift og tale. Ved siden af sprogundervisningen fordyber du dig i samfundsforhold som kultur og historisk udvikling af de arktiske områder. Du får også en bred viden om sociale og politiske forhold, der gør sig gældende i de arktiske områder.

Som nævnt er fokus skærpet på Grønland, men du får også mulighed for at stifte bekendtskab med andre dele af Arktis som Alaska, Sibirien og Canada. Helt konkret, så varer bacheloruddannelsen i Grønlandske og Arktiske studier 3 år og undervisningen er opdelt på følgende måde:

Første ½ år er et begynderkursus i vestgrønlandsk som er påkrævet for at beskæftige sig kritisk med mange af de kilder som anvendes til undervisningen.

De næste 2 1/4 år er undervisning i obligatoriske grundfagsstudier med fag som blandt andet Inuit kultur og samfund, Kultur og samfundsvidenskabelig teori og analyse, Eskimologiens faghistorie og teorier, samt Grønlandsstudier.

På de sidste 3/4 år af uddannelsen kan du frit vælge tilvalgsfag til din bacheloruddannelse.

Studiet og undervisning
Grønlandske og Arktiske studier er et lille studie med kun omkring 10 nye studerende hvert år. Det gør at alle studerende kender hinanden og sammenholdt og studiegrupper trives i stor stil. Der er pt. ansat 2 faste undervisere ved Grønlandske og Arktiske studier og studiet bliver ofte besøgt af Ph.d-studerende, forskere, udenlandske forsker og eksperter som gæster med forelæsninger, almindelig undervisning og spændende foredrag.

En stor del af undervisningen foregår på små hold, hvor interaktionen mellem studerende og underviser er stor og der er rigtigt gode muligheder for at få svar på spørgsmål og gode diskussioner. Ved siden af undervisningen arbejder du i studiegrupper, hvor du sammen med 2-3 andre af dine medstuderende skal løse projekter og opgaver stillet af underviseren.

I slutningen af bacheloruddannelsen har du gode muligheder for at drage til Grønland eller et andet arktisk område, og foretage feltarbejde. Feltarbejde består i at du kommet helt tæt på dit studie ved simpelthen at bo i arktiske samfund og studere mennesker, og deres kultur på tæt hold.


Jobmuligheder

Det er svært at få et job med en bachelorgrad i Grønlandske og Arktiske studier, derfor vælger stort set alle studerende at læse videre og færdiggøre en kandidatuddannelse.



Specielle adgangskrav

Dansk A, Engelsk B, Historie B eller Idéhistorie B eller Samtidshistorie B.