Fokus på talenterne

Fokus på talenterne

ScienceTalenter ruster lærere til at undervise talenter i naturvidenskab og giver udfordrende tilbud til talenterne. Det skal motivere de unge og få flere til at tage en naturvidenskabelig uddannelse.
Kvadratrødder og andengradsligninger bliver i flæng kastet ud i lokalet. 27 elever sidder i små grupper og er i fuld gang med at forberede spørgsmål til matematik-jeopardy. Eleverne befinder sig på Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter i Sorø, hvor der har været travlt, siden centret blev indviet den 5. august 2009.

Ud på skolerne

For cirka et halvt år siden begyndte projekt ScienceTalenter. ScienceTalenter holder til på videnscentret og varetager den nationale talentpleje i naturvidenskab for unge fra 12 til 20 år. Siden talentprojektet begyndte, har der især været fokus på at få talentplejen ud på den enkelte skole.Det fortæller Hanne Hautop Lund, som er talentchef for videnscentret. ”Vi har afholdt kurser, hvor lærerne fra det almene gymnasium og htx har fået konkrete redskaber til, hvordan de kan pleje talenterne, undervise dem og vække deres interesse for naturvidenskab,” siger hun. Et af de konkrete redskaber er tilrettelagte undervisningsforløb, som lærerne kan kopiere og bruge i deres egen undervisning. Det har blandt andre Viborg Gymnasium og HF gjort.

Alle får tilbuddet

For at der også skal være tilbud til elever i grundskolealderen, har videnscentret haft besøg af repræsentanter fra de 25 Science-kommuner. ”Efterfølgende har vi været ude i otte af kommunerne, hvor de starter projekter op nu. De andre kommuner har vi også stadig kontakt med,” siger Hanne Hautop Lund og fortæller, at resten af landets kommuner vil få et identisk tilbud i den nærmeste fremtid. Hanne Hautop Lund mener, at det er nødvendigt med tilbud til de naturvidenskabelige talenter. ”Der findes nogle elever, som ikke bliver tilstrækkeligt udfordret i hverdagen. Det handler om at give dem flere udfordringer, så de bevarer interessen og fortsætter med at udvikle sig,” siger hun.

Camp for talenterne

Ved et af bordene i lokalet sidder to drenge og diskuterer, hvilket spørgsmål de skal stille i jeopardy. ”Lad os spørge, om de kan primtal nummer 170,” foreslår den ene af drengene. ”Ved du overhovedet selv, hvad det er?” spørger hans kammerat. De to drenge er med på Camp4Youth, der er en af de camps, som er en del af ScienceTalenternes tilbud til de unge. ScienceTalenter har for eksempel også afholdt TalentCamp Energi, som var en dyst mellem gymnasier, samt en klimakonference, hvor eleverne har samarbejdet med studerende fra USA for at finde en løsning på klimaudfordringerne. På disse camps bliver talenterne udfordret og møder andre med samme interesse.

Nødvendigt med tilbud

Hanne Hautop Lund er ikke i tvivl om, at flere tilbud til talenterne også er lig med flere, der tager en naturvidenskabelig uddannelse. ”Hvis vi ikke har et tilbud til dem, som er rigtig gode til naturvidenskab, risikerer vi, at de mister interessen, fordi der ikke er udfordringer nok,” siger hun. Hanne Hautop Lund fortæller, at håbet og visionen er, at alle skoler i fremtiden har et tilbud til de særligt dygtige elever. Tilbage i lokalet sidder de to kammerater. Svaret på det svære spørgsmål kommer prompte og med største overbevisning. ”Det er da 1013,” siger drengen, inden et stort smil afslører, at han havde fundet svaret på forhånd.

Science-kommune

En Science-kommune er en kommune med en strategi for udvikling af naturfagsområdet, der spiller sammen med kommunens strategi for erhvervsudvikling. Via aktivt samspil i ”naturfagskæden” oplever børn, unge og lærere en rød tråd/strategi for naturfag og teknik gennem hele uddannelsesforløbet. Kilde: Undervisningsministeriet