Er det svært at få SU’en til at slå til?
At være studerende og modtage SU er ikke ligefrem en guldgrube. SU’en kan måske lige række til at dække huslejen og de faste udgifter til el, vand og varme, men så er kontoen også ved at være tom. Hvis du oplever, at du hver måned mangler penge til alt det sjove som byture, shopping og cafébesøg, så læs vores guide til, hvordan du sagtens kan have det sjovt på SU.
En økonomi på SU
Som udeboende modtager du 6.397 kr. før skat om måneden. Ud af dette beløb skal du betale alle de faste udgifter som husleje, transport og forbrug. Det er ikke nemt at få pengene til at slå til, og du er langt fra den eneste, som oplever dette problem hver måned.
Du kan heldigvis selv gøre noget og ændre på din økonomi. Et godt sted at starte er at få et overblik over dine indtægter og dine udgifter. På den måde kan du se, hvor mange penge du tjener, og hvad du bruger dine penge på.
Sænk dine udgifter til el, vand og varme
Du kan begynde med at tjekke de tunge poster på budgettet. Det vil typisk være udgifter til husleje og forbrug af el, vand og varme. Du kan nok ikke ændre så meget på husleje, men du kan sænke dit forbrug af energi.
Forstå din varmeregning og få hjælp til at reducere den uanset om du har fjernvarme, naturgas, oliefyr eller andet anden opvarmning
Det er dyrt at tænde for vandhanen. Hvis du bor alene, kan din udgift til vand være helt op til 300 kr. om måneden. Du kan dog sagtens spare på dine vandudgifter ved at ændre nogle få vaner. Du kan begynde at tage kortere brusebade og slukke for vandet, mens du børster tænder eller barberer dig. Det er også en god idé at fylde opvaskemaskinen og vaskemaskinen helt op, inden du starter dem.
Et andet godt sted at sætte ind er i forhold til dit forbrug af el. Dine el-udgifter fylder nemlig også godt på budgettet. Man regner, at en person gennemsnitligt bruger 400-450 kr. på el om måneden. Det vil derfor være en god idé også forstå din elregning, så du kan danne dig et overblik over dit præcise forbrug og dermed dine udgifter.
Tjek dine andre faste udgifter
Det er ikke kun udgifterne til husleje og forbrug, som kan fylde i dit budget. Du har sikkert en række andre løbende udgifter, som kunne trænge til et tjek.
Det kan være, at du betaler til abonnementer eller medlemskaber, som du enten ikke længere benytter, eller som du kan undvære. Det kan være et avisabonnement eller medlemskab af en fitnessklub. Det samme gælder udgifter til streaming- eller musiktjenester. De kan være rare at have, men samtidig er de også en dyr fornøjelse.
Mange bække små
Hvis du kan spare lidt på dine energiudgifter, og hvis du kan trække et medlemskab fra i budgettet, kan diverse små besparelser lagt sammen blive til ekstra penge hver måned.