Værelse udlejes i Aarhus C
Jeg har et værelse ledigt i min lejlighed på Fredensgade i Aarhus C fra d. 1. december og søger derfor en ny bofælle.
Lejligheden er i alt 65 m2 og består af to værelser, stort køkken/opholdsrum, badeværelse med vaskemaskine og tørretumbler og en dejlig stor altan. Den ligger på 3. sal, så selvom det er midt i centrum er der ingen generende larm. Placeringen bliver ikke mere central, så alt er tilgængeligt indenfor 10 min gåafstand. Til bygningen hører en aflåst baggård, hvor der er mulighed for at parkere cyklen.
Værelset jeg udlejer er det største af de to på ca. 15 m2, og har et stort indbygget klædeskab.
Huslejen er 4.400 kr. om måneden og deri er vand, varme og indboforsikring inkluderet. Derudover skal der betales til el og internet. Ved indflytning skal der betales leje for første måned + 1 måneds forudbetalt leje + depositum svarende til 3 måneders leje.
Jeg er 24 år og er ved at uddanne mig til tjener og er derfor naturligvis lidt mere end almindeligt interesseret i mad og vin, så derfor vil jeg blive glad for en bofælle, der også har lyst til at bruge køkkenet og drikke lidt vin en gang i mellem. Derudover betyder mit arbejde at jeg holder fri på lidt skæve tidspunkter, hvilket på nogle punkter gør det meget nemmere at deles om fællesområderne.
Det er vigtigt for mig at du vil være med til at holde lejligheden pæn, ren og hyggelig at bo i og at du har lyst til at tage del i at skabe et dejligt hjem for os begge to. Derudover søger jeg en studerende, så det er muligt at få boligstøtte, og meget gerne en der har lyst til at blive boende i længere tid, så jeg ikke skal finde en ny lige med det samme.
Hvis du har interesse i ovenstående, vil jeg meget gerne modtage en privat besked, hvor du helt kort skriver om hvem du er, og hvad jeg kan forvente mig af dig som lejer/bofælle.



