Rummeligt værelse i en delevenlig 3'er i Valby
I prefer people who speak danish. Sorry guys!
Jeg lejer et værelse ud i min lejlighed i Valby på grænsen til Sydhavnen. Lige overfor Vestre Kirkegård, 5 minutters gang fra Sjælør station og kun 20 minutters gang fra vandet ude ved Valbyparken. Det er skønt!
Jeg har boet her i et halvt års tid og er meget glad for det. Lejligheden er rummelig, da det er en stor 3 værelses på i alt 90 m2. Foruden mit soveværelse og det værelse, der kan blive dit består lejligheden af en stor stue, nyt køkken, godt badeværelse, hvor der er separat bruseniche samt altan. Værelset jeg udlejer er 12 m2 og der er snildt plads til fx både en dobbeltseng, tøjskab og et skrivebord. Alt er efter bogen, så du kommer til at have din folkeregisteradresse her. Er du desuden studerende kan vi søge boligstøtte, og det er altså ikke helt tosset.
Jeg har som udgangspunkt ikke så forfærdelige mange krav (mest forventninger) til den kommende lejer, men det er vigtigt for mig at få fortalt at mit hjem er min base og det er her jeg lader op, så jeg værdsætter ro omkring mig. Jeg er studerende og i den sammenhæng bruger jeg også meget tid hjemme på at læse og fordybe mig i studiet. Det er vigtigt for mig, at du er på nogenlunde samme plan. Ellers er jeg rimelig easy going og på trods af ovenstående kan du altså også finde mig dansende rundt i stuen til nogle af Thomas Helmigs formidable toner med et glas rosé i hånden. Også på en tirsdag. Det er bare for at fortælle at min lejlighed ikke er en banegård og det ønsker jeg heller ikke det skal blive, men selvfølgelig er der rum til veninde/venne middage, en øl på altanen og en fødselsdagsfest i ny og næ samt dase i sofaen (med eller uden tømmermænd), lave noget mad sammen eller få drukket en masse kaffe med mælk mens vi taler om vind og vejr eller noget dybere.
Jeg er 29 år og læser til jordemoder. Jeg betragter mig som imødekommende, nysgerrig og opmærksom og jeg har en idé om at du er det samme, særligt fordi du søger et værelse og må have gjort dig nogle tanker omkring det at bo med et andet menneske.
Hænger du ved endnu og synes det lyder interessant, så skriv, så vender jeg tilbage hurtigst muligt :-)
OBS. Indflytning kan godt udskydes en måned, hvis 1. oktober passer dig bedre.
De bedste hilsner
Katja



