VÆRELSE I RISSKOV UDLEJES
Hejsa! Vi er to søde piger, som søger en tredje person til vores dejlige bofællesskab!
Da vores nuværende rumbo flytter ud, mangler vi lige netop DIG til at flytte ind i vores 105kvm store lejlighed med havudsigt i naturskønne Risskov på ubestemt tid. Vi søger en person, som er interesseret i at være fælles om de daglige pligter og den huslige hygge, og som ikke er bange for uopfordret at svinge støvsugeren. Vi er begge rigtig gode til at hygge os med fælles madlavning, brætspil og snak.
Lejligheden er splinterny og består af et køkkenalrum (med opvaskemaskine, altan og havudsigt), et stort badeværelse (med vaskemaskine og tørretumbler) og en skøn entré. Desuden hører der et stort depotrum med til lejligheden, og der er gode parkeringsmuligheder omkring. Du ville komme til at bo i værelse A med et indbygget skab samt fransk altan, mens Carla bliver din nabo i værelse B og Sara bor i værelse C. Lejligheden er beliggende i Risskov Brynet tæt på Universitetet (2km), centrum (3km), Veri Centret, vand og skov. Den oplagte adresse, hvis du godt kan lide at bo i grønne omgivelser samtidig med at være tæt på byen.
Carla er 24 år gammel og læser international virksomhedskommunikation i tysk på snart 3. semester. Carla er oprindeligt født i Berlin, men flyttede med tiden nordpå og er nu endt i Aarhus. Hun er rigtig glad for at bruge sin fritid sammen med sine venner og kan også godt finde på at løbe en tur eller tage i fitness. Carla er desuden vild med at rejse, hvilket også indebærer at besøge hendes kæreste, der bor i Bayern.
Sara er 21 år gammel og læser biologi på 2. semester. Sara kan rigtig godt lide alle slags hvaler, men kan også godt lide at lave mad og bage mange kager. Sara har efter sin tilflytning til Risskov (med en 10 minutters gåtur til stranden) fået interesse for at bade i havet - ligegyldigt årstiden. Sara er opvokset i Tønder, hvor hun desuden mødte Carla på gymnasiet.
Alt dette og mere til får du for 4000kr + aconto på omkring 200kr om måneden - hertil kommer den altid så rare boligstøtte (så du skal meget gerne være studerende).
Du er velkommen til at kontakte os med en sød besked her . Åh, hvor vi glæder os til at høre fra dig!



