Rumbo søges til nyt bofællesskab per 1/9 eller 1/10
Mellem København og Roskilde, omgivet af smuk natur, ligger et nyopstartet samfund med fælles nyttehaver, delebiler, værksted, atelier og meget mere. Her har jeg fundet en lejlighed med plads til 2, så nu mangler jeg bare en rumbo, at skabe et hjem med. Er det dig?
JEG ER
Manja (26 år): En søndag derhjemme finder du mig tit fordybet i et nyt kreativt projekt eller i haven, hvor jeg vander, planter og nyder det spirende liv. Jeg har læst til lærer i blandt andet billedkunst og friluftsliv på Den frie lærerskole på Sydfyn, men selvom Sydfyn er dejlig, savner jeg de store fællesskaber, København gemmer på. Jeg drømmer b.la. om at kunne deltage i klimaaktivisme, LGBTQ+fester, tage til foredrag og koncerter. Jeg skal tage kunstkurser i København, indtil jeg starter studie igen næste sommer. Denne (corona)sommer har jeg holdt en lille dansefest i min have, været på opdagelse i Jyllands genbrugsbutikker, købt en kalimba, som jeg drømmer om at lære at spille på, hørt podcasts om antiracisme og ristet slemt mange skumfidusser over bål.
PLUSHUSENE BOFÆLLESSKABET
Vores lejlighed er en del af det nystartede samfund, Plushusene. Det ligger i Hedehusene omgivet af smuk natur og med under 20 min til KBH Hovedbanegård og 10 min til Roskilde med tog. Både unge, børnefamilier og ældre bor i de 139 boliger i Plushusene. Vi deles om nyttehaver, orangeri, delebiler og et stort fælleshus. Fælleshuset har arrangementer, værksted, atelier, fitnessrum, gæsteværelser, boldspilsrum, lounge og en spisesal, hvor man kan spise med flere gange om ugen. Vi har adgang til alt, da det er en del af huslejen. For at bo her, skal man have et ønske om, at tage del i fællesskabet - på sin helt egen måde selvfølgelig.
Du kan læse mere om Plushusene og Fælleshuset på hjemmesiden: https://plushusene.dk
Brochure: https://issuu.com/plushusene/docs/plushusene_a4_final_low?fr=sMDJiNDExMTczOTE
DET PRAKTISKE
Indflytning er den 1. september (eller 1. oktober)
Lejligheden er umøbleret og du flytter ind samme dag som mig. Vi kommer til at stå på lejekontrakten sammen.
Lejligheden er 81 m2. Den er dejlig lys med store vinduer ud til vores private have. Vi har både egen vaskemaskine, tørretumbler, opvaskemaskine og et skur til ekstra opbevaring. Vi bor lige ved siden af fælleshuset, nyttehaverne og orangeriet.
Dit værelse er 8 m2 2 med et sydvendt vindue ud mod den grønne fælleshave.
Huslejen bliver 5800 kr inklusiv el, vand og varme - med boligstøtte bliver det omkring 5300 kr. (Jeg betaler selv 6000 kr, da mit værelse er 1,5 m2 større.)
Depositum og forudbetalt husleje = 20.609 kr i alt.
HVEM ER DU?
Jeg søger en rumbo, som er omkring 24-35 år.
Du skal helst modtage SU eller lignende, så vi kan søge boligstøtte.
Du har et ønske om at bo her længe og at deltage i fællesskabet i Plushusene på din helt egen måde.
Du har lyst til at investere tid og energi i vores fællesskab i lejligheden. Det kunne fx stå på grill på terrassen, fælles aftensmad, skraldeture, fødselsdagslagkager, morgenstunder med Weekendavisen og aftener med film. På samme tid nyder jeg alenetid, og når man kan sidde sammen i stilhed, fordybet i hvert sit projekt. Jeg ønsker et hjem, hvor vi bor sammen og ikke kun ved siden af hinanden - med en god balance mellem at kunne passe sin egen hverdag og fællesskabet i vores lille hjem.
Derudover er jeg ret glad for et nogenlunde rent og hyggeligt hjem, så det må du også gerne være.
HAR DU LYST TIL AT BO MED MIG?
Så send fluks en Facebookbesked til Manja Holk Bækgaard eller en mail til senest tirsdag d. 4. august kl 12.00, hvor du skriver lidt om dig selv og måske svarer på disse spørgsmål:
1. Hvem er du? Og hvordan ser din dagligdag ud?
2. Hvilke værdier er vigtige for dig i et bofællesskab?
3. Hvorfor vil du gerne bo med mig og som en del af Plushusene?
Jeg holder samtaler weekenden d. 7. (Over Facetime) og d. 9. august (Måske i Hedehusene).
Jeg glæder mig til at høre fra dig!



