Rar kvinde søges til delelejlighed
Type: til leje
Boligtype: Værelse
Pris: 7000 kr
Depositum: 7000 kr
Størrelse: 15 m²
Værelser: 1
Postnummer: 0

Rar kvinde søges til delelejlighed

Kvindelig roommate søges til lys, nybygget rummelig lejlighed i Valby

Hej, vi søger en rar kvinde til at dele en ny, stor lejlighed på 135 m2 i Grønttorv-kvarteret med. Adressen er Glostervej 42. Vi er en 47-årig mand, lektor emeritus i tysk sprog ved Kbh. Universitet, sprogforsker, ordbogsforfatter og tidsskriftredaktør, som 5 dage hver 14. dag har mine to dejlige, intelligente og velopdragne børn, Hannah på 12, og Bjørn på 10, boende. Når vi ønsker en kvinde som sambo, er det alene af hensyn til den menneskelige balance, og fordi børnene vil føle sig tryggest med det.
Du får dit eget værelse, hvor du kan lukke døren og være dig selv. Men du har adgang og brugsret til resten af lejligheden, dvs. køkken, bad, stue, terrasse og tagterrasse. Der er opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler. Lejligheden strækker sig over tre plan. Dit værelse (1. th.) er umøbleret, men resten af lejligheden vil i hvert fald i nogen grad være møbleret. Hvis du har møbler fra tidligere, eller du gerne vil være med til at indrette lejligheden, er vi helt åbne over for det. Vi tager en snak om mulighederne og ressourcerne samlet set.
Det er ikke (nødvendigvis) et egentligt kollektiv, men en praktisk ordning, hvor vi deler udgifterne til bolig, altså en delebolig. Men vi håber, at du af og til vil spise sammen og måske indgå en deleordning om de mest basale fødevarer m.m. Du skal selvfølgelig ikke betale for børnene eller for en større appetit, end du rent faktisk har.
Rengøring deles vi om, og vi holder selvfølgelig alle sammen orden. Evt. irritationsmomenter adresseres og søges løst med det samme.
Du kan være studerende, single, fraskilt eller andet, og du er velkommen til at have et barn med, hvis det er ca. 3-10 år gammelt; delebørn foretrækkes dog. Jeg er børnefri i lige uger+. Vi har ingen krav til din alder.
Det store depositum på 48.000 kr. har jeg sørget for, og du vil ikke blive afkrævet for forbrug. Jeg betaler 16.000/md for lejligheden.
Du skal vide, at jeg lider af Parkinson i mild grad. Det kommer ikke til at genere dig, men så ved du, hvorfor jeg nogle gange er stiv i kroppen, kan spjætte lidt og være nervøs, især i starten. Du må gerne overveje, om du kunne leve med en kattekilling i lejligheden. For det overvejer vi lidt.
Tolerance, hensynsfuldhed, samarbejdsorientering og gensidig hjælpsomhed tager vi som en selvfølge.
Kan du se dig selv i dette måske lidt ukonventionelle, men praktiske scenarie, så skriv inden 23/10 om dig selv og din personlighed og din motivation for at flytte ind, gerne med billede, ikke fordi du på nogen måde skal være billedskøn (det er ingen kontaktannonce ??), men så børnene kan få et lille indtryk af dig på den måde, og så vi lettere kan huske, hvem der var hvem. Vi holder et kort møde med dig, hvor du kan se lejligheden og vi alle hinanden an. Du får svar inden for 24 timer. Brug også disse adresser, hvis du har spm og vil se ruminddelingen.

Gode hilsner

Bjørn, Hannah og Ken