IT-programmer der giver dig et forspring på arbejdsmarkedet
Måske står du ikke og skal bruge disse programmer lige nu, mens du studerer, men det kan være en fordel, at downloade dem allerede i dag og lære, hvordan man bruger dem. Mange arbejdspladser, eksempelvis inden for kommunikationsbranchen, efterspørger folk, der kan finde ud af, at bruge nogle bestemte IT-programmer. Allerede når man skal i praktik, kan man blive valgt fra, hvis ikke man har kendskab til nogle af de IT-programmer, som virksomhederne bruger. På nogle af uddannelserne er det dog en del af undervisningen, at man benytter diverse programmer til f.eks. billedredigering, hvorefter man kan bruge denne tilegnede erfaring til praktikpladsen eller et senere job.
Billedredigeringsprogrammer
Der er mange forskellige programmer efterhånden, som man kan bruge til at redigere billeder med. Man kan vælge at starte med de nemme programmer, som ofte også er gratis, hvilket især er fordelagtigt for den studerende. Når man derefter har dygtiggjort sig i de nemme billedredigeringsprogrammer, kan man rykke videre til næste niveau.
Picasa/Google Fotos: Det der tidligere hed Picasa, har nu fået navnet Google Fotos, og er ganske gratis. Google Fotos er en smartere billedapp end Picasa var, som både kan benyttes på computer og mobiltelefon. Du kan desuden lave collager og små videoer i Google Fotos. Det er dog super nemt, at anvende Google Fotos, og kan derfor ikke bruges til avanceret billedredigering.
Pixlr Editor: Programmet er mindre kendt end Photoshop, men har mange af de samme kvaliteter og er i modsætning til Photoshop nemlig gratis. Den vil derfor være ideel at bruge, inden man prøver sig frem med Photoshop. Selvom programmet i princippet er lige så godt som Photoshop, er det stadig Photoshop, der er det mest efterspurgte på arbejdsmarkedet. Det vil derfor være en god idé også at dygtiggøre sig i Photoshop.
Gimp: Gimp er en forkortelse af GNU Image Manipulation Program. Dette er det mest omfattende gratis billedbehandlingsprogram, hvor man både kan arbejde med farveindstillinger, lag, størrelser, filformater, opløsning, og mange forskellige værktøjer. Man kan både gøre fotografier, tegninger og illustrationer bedre i kvalitet og farver. Derudover kan man lave elementer til grafisk design.
Photoshop: Det mest professionelle billedredigeringsprogram, som både bloggere og virksomhederne benytter sig af. Man skal være opmærksom på, at programmet koster penge, hvis man vil have alle dets faciliteter med. Det er dog muligt at få programmet sammen med de andre Adobe programmer i en samlet pakke til en billigere pris for studerende, så det kun kommer til at koste 151kr. om måneden med alt. Det er en rigtig god idé at dygtiggøre sig i på forhånd, hvis man ved, at man kommer til at søge et job, hvor kravet er, at man skal være god til Photoshop. Det er det bedste program til billedredigering, da det har flest muligheder, og samtidig giver det mest professionelle udseende til billeder, der eksempelvis skal bruges til reklame, bøger, og magasiner. Photoshop bruges desuden ofte i samspil med Adobes andre programmer, som InDesign og Illustrator, hvilket også gør, at det er en god idé, at downloade disse programmer også. Programmer som Photoshop og InDesign er ikke nemme at anvende, så det kræver noget øvelse, at mestre disse programmer til fulde. Man kan dog hente gratis hjælp via Youtube-videoer, eller betale penge for at lære programmerne på et kursus.
Layout og design
InDesign: Programmet kan bruges i forbindelse med blandt andet Adobe Photoshop og Adobe Illustration, men kan også bruges for sig. Det kan dog være en god idé, at anvende behandlede billeder, når man laver et layout i InDesign. Man bruger især programmet til magasiner og bøger, men også hjemmesider og blogs, hvor designet på layoutet skal se flot og professionelt ud. Man skal være obs på, at InDesign koster penge, så det er en god idé, at tænke over, om man vil bruge det professionelt nu eller i fremtiden. Hvis man kun tænker at bruge det som tidsfordriv, kan det hurtigt blive en dyr affære, som ikke betaler sig i sidste ende. Det betaler sig dog, hvis man senere skal bruge det på et eventuelt job eller i praktik, både for at få jobbet, men også for ens egen skyld, så man i forvejen er erfaren i det eller blot har kendskab til det.
Regnskab
Excel: Det program der bliver brugt mest til regnskab på mange forskellige arbejdspladser, er excel. Det er desuden et program, som mange stifter bekendtskab med i løbet af folkeskolen, gymnasiet og en videregående uddannelse. Tjek Studenterguidens store Excel guide ”Få styr på dine Excel egenskaber” for yderligere information om, hvordan man bruger Excel.
Programmering
Visual Studio: Microsofts officielle udviklerværktøj, som hele tiden bliver opdateret. Programmet understøtter en masse programmeringssprog, som Visual Basic, Visual C#, Visual F#, JavaScript og C/C++. Derfor er Visual Studio også et ideelt programmeringsprogram til mange forskellige slags opgaver. Programmet vil være ideelt til dem, der studerer eller arbejder med programmering.
Tegneprogrammer
Adobe Illustrator: Med et program som Adobe Illustrator, er du sikret den bedste kvalitet, hvis du er grafiker eller bare finder det interessant at arbejde med. Det kræver dog noget øvelse, at kunne bruge programmet optimalt. Derudover koster det en del penge, så det skal være en god investering for dig, som du kan bruge til noget, da det ellers vil blive alt for dyrt i forhold til de gratis muligheder for, at lave grafiske illustrationer. Programmet bruges meget sammen Adobe Photoshop og InDesign, hvis man laver grafiske illustrationer til magasiner, bøger, reklamefilm osv.
Corel Draw: Ligesom Adobe Illustrator er Corel Draw heller ikke gratis, så her skal man også være opmærksom på, at det er et program, man investerer i både økonomisk, tidsmæssigt og interessemæssigt. Programmet er lidt nemmere at have med at gøre, end Adobe Illustrator, men har samtidig nok avancerede funktioner til den erfarne grafiker. Man kan blandt andet oprette vektorbilleder og sidelayout i programmet, for at nævne nogle af de funktioner der er.
Video- og lydredigering
Adobe Premiere: Dette program anvendes til klipning, lyd og visuelle effekter, men i et begrænset omfang. Du har mulighed for, at lave avanceret grafik og titler, samt redigere farver. Det kan købes for sig selv eller i en samlet pakke med Adobes andre programmer, men man kan også downloade en gratis testversion som en start. Adobes programmer hænger sammen på den måde, at man kan anvende dem i forbindelse med hinanden – fx kan du redigere billeder fra Adobe Premiere i Adobe Photoshop. Når du har redigeret et billede i Photoshop, vil alle ændringerne i Premiere også blive gemt.
Audacity: Et gratis lydredigeringsprogram, der både kan optage lyd, fjerne dele af lyd, klippe lydstykker sammen, tilføje effekter. Effekterne der kan tilføjes er dette program, er blandt andet lydstyrke, hastighed, ekko, at fjerne støj og at tilpasse lydklippene, så de har det samme lydniveau. Programmet er nemt og overskueligt at anvende til formålet om, at importere lydfiler, redigere dem, gemme det hele som en samlet fil og derefter eksportere dem.
Når du skal lave PDF-filer, som man ofte gør på videregående uddannelser, til jobansøgninger og på arbejdspladser, er der forskellige programmer, du kan bruge til det: Adobe Reader, PDF Creator, Foxit PhantomPDF. Det er alle programmer til at lave PDF-filer og/eller kunne se dem og redigere i dem på computeren.
Nogen gange bliver man dog også nødt til, at sætte forskellige PDF-filer sammen eller nogle sider fra én PDF-fil til en anden. Det er desuden nyttigt, når man i gymnasie- eller universitetsopgaver skal tilføje bilag. Dette kan man benytte Merge PDF til.