Bofælle søges til hyggelig delelejlighed på Grønttorvet, Valby
Da vores tidligere beboer flyver fra redden søger vi dig, ja netop DIG (eller nogen du kender) til vores hyggelige 5-værelses bofællesskab på Grønttorvet i Valby. Indflytning ønskes gerne pr. 1. september 2023 eller snarest derefter.
Lejligheden er både lys, rummelig, og beliggende på 6. etage med god udsigt ud over nabolaget. Fællesarealerne er højt prioriteret i indretningen af lejligheden med et fælles arbejdsværelse, samt stort køkken-alrum, sofaarrangement, tv og direkte udgang til stor altan med kig til Grønttorvsparken.
Hele lejligheden er 115m2. Herudaf udgør det ledige værelse er 7 m2. Lejen dækker forbrug (der tages forbehold for at elpriserne kan svinge), WiFi samt fri brug af Netflix, HBO og Disney+ på TV i stuen.
Ud over værelset får du naturligvis fri brug af de indendørs fællesarealer samt altanen og stor fælles tagterrasse med tilhørende drivhus, der deles med kompleksets øvrige beboere.
Har du større møbler du ønsker at medbringe, ser vi på mulighederne. Det er meget muligt at vi kan finde plads i køkken-alrummet til, at du fx. kan have en bogreol, kommode eller andet stående. Det fælles badeværelse har vaske-tørremaskine og i køkkenet er der opvaskemaskine, begge til fri afbenyttelse. Bygningen har elevator, og mulighed for at tilkøbe parkeringsplads til bil i parkeringskælderen under komplekset.
Der er desuden nem adgang til kollektiv transport, med både buslinjerne 1A og 4A, samt stationerne Valby, Vigerslev Allé og Ny Ellebjerg (hvor der fra 2024 vil være metro til Hovedbanegården) indenfor meget kort rækkevidde.
OBS: Værelset er ikke møbleret. Billederne af værelset er taget imens vores tidligere bofælle stadig havde bopæl hos os.
Om dig:
Vi søger en dansktalende bofælle der er selskabelig, omgængelig og som i udgangspunktet kan se sig selv blive boende i en varighed af mindst 6 måneder - med forståelse for, at dit liv og arbejdssituation pludseligt kan forandre sig. Du må gerne være +25 år, men det er ikke sat i sten.
Vi afholder ikke fællesspisninger på fast basis, da vores arbejdstider varierer meget, men da vi begge er ganske socialt anlagt, håber vi helt klart på muligheder for alt fra spontan film- og brætspilshygge, til fester eller hvad vi nu lige skulle finde på. Samtidig vil en lukket dør eller behovet for at være alene sammen naturligvis altid bliver respekteret. Hvad angår fællesarealerne, er det vigtigt, at de holdes pæne, og du skal derfor kunne se dig selv indgå i en fælles rengøringsordning. Det er et ikke-ryger hjem og kæledyr er ikke tilladt.
Du kommer til at bo sammen med:
Lasse (ham med brillerne) er 36 år og arbejder til daglig med studiemiljø og events på Roskilde Universitet. Frivilligmiljøer har altid været en brændende passion og han nyder, at boltre sig i kulturoplevelser af den ene og anden slags. Der ud over er han lidt af en nørd med en svaghed for bræt- og rollespil, ligesom han holder af, at fordybe sig i spil, film og serieuniverser. Lasses sande superkræfter må dog siges, at være hans imødekommende væsen og evne til at gøre sig nye bekendtskaber.
Yndlingsfilm: Goodbye Lenin
Andreas (ham i sort/hvid) er 32 år og uddannet skuespiller. Han har fuld gang i diverse kreative og scenekunstneriske projekter - blandt andet faste shows med sine improtrupper Kaoskomplottet og Chamber Games og ved siden af arbejder han som underviser. Han ses ofte fordybet i disse projekter bevæbnet med en god kop kaffe eller et godt glas øl.
Når den ikke står på arbejde nyder han gode film/serier og videospil (både nye og gamle) og så er han de seneste par år blevet lidt af en Dungeons and Dragons-junkie. Han er enormt venlig og vittig af gemyt og elsker at sludre om stort og småt inden for både kunstens - og den virkelige - verden.
Yndlingsfilm: Løvernes Konge
Er du interesseret eller har du nogen spørgsmål, så tøv ikke med at skrive. Vi vil løbende tage kontakt og finde tid til rundvisning og samtale på adressen.
Vi håber at høre fra lige netop dig, der kan se dig selv som en del af vores lille oase!
Mange hilsner
Andreas og Lasse



