Jobsøgning og jobsamtaler
Vil du gerne have et studiejob?
Et job er typisk ikke noget, man får smidt i nakken, så hvis du vil have et studiejob, er du med stor sandsynlighed nødt til at få sendt nogle ansøgninger afsted. Det kan godt være svært at lave et godt CV og en god ansøgning, så start gerne med at undersøge, hvordan du kan gribe det an, så du er godt rustet, når du skal i gang med at skrive. Først og fremmest skal du have styr på strukturen og på indholdet i dit CV og i din ansøgning; de to dokumenter skal gerne supplere hinanden og vise dig frem fra din bedste side.
Det gode CV
Virksomheder starter typisk med at kigge i dit CV. Hvis dit CV spiller, læser de videre i ansøgningen. Derfor er CV’et det vigtigste. Virksomheden bruger ikke mange sekunder på at skimme dit CV, og derfor er det vigtigt, at du arbejder på at gøre dit CV så overskueligt og struktureret som muligt, så det er nemt at finde rundt i.
Dit CV er ikke stedet, hvor ”jo mere jo bedre”. Tag kun de vigtigste ting med, og med de vigtigste ting, mener vi de ting, der passer til det specifikke job, du søger. Det kan godt være, at du er glad for dit job i børnehaven, men det er ikke sikkert, at det giver meget mening, hvis du søger et job i en it-virksomhed. Målret derfor dit CV!
Du bør heller ikke have for mange detaljer med i dit CV – udfold i stedet detaljerne i ansøgningen. Det kan øge overskueligheden af dit CV, og samtidig risikerer du ikke, at dit CV bliver for langt.
Som studerende har man typisk ikke meget erfaring. Hvis det er tilfældet, kan du lave det, der hedder et kompetence-CV. I et kompetence-CV fokuserer du på dine kompetencer fremfor på din erfaring.
Helt konkret kan et CV være bygget op på følgende måde:
- Dine personlige oplysninger (navn, mailadresse og så videre). Hav også gerne et billede med af dig selv. Når du vælger billede, så tænk dig lidt om. Det skal være et billede af en vis kvalitet, og du skal se præsentabel ud. Slørede billeder, hvor du er klædt ud som en superhelt, er et no go til langt de fleste stillinger.
- En kort præsentation af din faglige profil: hvilke relevante kvalifikationer har du i forhold til den specifikke stilling?
- Et afsnit om din erhvervserfaring og et afsnit om din(e) uddannelse(r).
Hvis du ikke har meget at skrive her, kan du samle det under én samlet overskrift såsom Karriereforløb og vælge at fokusere på dine kompetencer.
- Nævn relevante kurser, du har været på.
- Nævn dine sprogkundskaber.
- Nævn dine relevante IT-kundskaber.
- Nævn, hvis du har nogen relevante referencer.
- Nævn dine fritidsinteresser.
Sådan kommer du godt i gang med at lave den gode ansøgning
Hvis du søger et job, der er slået op, vil der være en jobannonce. Læs den grundigt igennem, så du ved, hvad det er, virksomheden søger. Det vil gøre det lettere for dig at skrive en målrettet ansøgning. Om jobbet er slået op eller ej, kan det være en rigtig god ide at researche lidt på virksomheden, så du ved, hvad virksomheden står for. At skrive en målrettet ansøgning, vil også være med til at gøre skriveprocessen lettere for dig.
Den gode ansøgning indeholder:
- En god og personlig overskrift, der fanger læserens opmærksomhed – og som samtidig er relevant for jobbet.
- Motivation: hvorfor du gerne vil have stillingen, og hvad du kan bidrage med.
- Din profil: hvorfor du er den rette kandidat til jobbet: hvilke relevante kompetencer du har, og hvordan du vil sætte dem i spil i den specifikke stilling.
- Slut af med en venlig kommentar om opfølgning på ansøgningen og et ”venlig hilsen”.
Både CV og ansøgning bør du skrive i et godt og korrekt sprog og med korrekt grammatik. Derfor er det meget vigtigt, at du læser grundig korrektur på begge dele. Uanset hvilket job du søger, vil vi varmt anbefale dig at sætte god tid af til at læse korrektur, så der ikke er en finger at sætte på noget. Få også gerne andre til at læse begge dele igennem, og lad dem eventuelt give dig feedback og konstruktiv kritik, så du kan forbedre både CV og ansøgning.
Sådan forbereder du dig til jobsamtalen
Hvis du er så heldig at blive kaldt til en samtale, er det en god idé, at du forbereder dig til den. Få læst et eventuelt jobopslag rigtig grundigt igennem, så du har helt styr på, hvad det er for en stilling, du har søgt – jobannoncer er ikke altid ret god eller uddybende, men få så meget ud af den som muligt, og forbered eventuelt nogle spørgsmål, hvis der er noget, som du ikke fik svar på i annoncen. Læs gerne på virksomhedens hjemmeside, så du også har helt styr på, hvad det er for en virksomhed, du skal til samtale hos. Forberedelse er med til at give et godt helhedsindtryk.
Øv gerne, hvad du vil sige, inden du skal til samtale. Du kan selvfølgelig ikke vide med sikkerhed, hvad du bliver spurgt om; nogle spørgsmål såsom ”hvorfor er du den rette kandidat til stillingen? ” er dog ret sandsynlige, men jo mere du har øvet dig på alt tænkeligt (og utænkeligt), jo tryggere og mere klar vil du sandsynligvis føle dig, når du kommer til samtalen.
Det er akkurat ligesom til en eksamen. Hvis du kan dit stof, og du kan finde ud af at sige det højt, er du godt rustet. Du kan eventuelt undersøge typiske spørgsmål til en jobsamtale og øve dig ud fra dem. Det er en dum situation at sidde i, hvis arbejdsgiveren beder dig nævne tre gode sider ved dig selv, og du så klapper helt i. Derfor er det vigtigt, at du øver dig.
Tanker du bør gøre dig efter samtalen
Når du har været til samtale, og du skal til at overveje, om du kan se dig selv i jobbet, er der forskellige faktorer, du kan tage med i dine overvejelser.
Kan jobbet give dig den erfaring og de kvalifikationer, som du ønsker at få? Det er nemlig ikke altid, man synes, at det, der står i jobannoncen, helt matcher med det, man får at vide til samtalen – og nogle gange bliver man skuffet. Overvej, om jobbet er det rigtige for dig – kan du få det med dig derfra, som du gerne vil have; eventuelt noget, der pynter på dit CV. Du kan også overveje, om der er mulighed for at avancere i virksomheden; vil du have mulighed for at stige i graderne og måske blive fastansat efter endt uddannelse? Du bør også få tjekket hvilke rettigheder, du som studerende har ved den pågældende arbejdsplads.
Du bør selvfølgelig også overveje lønnen: synes du, at du vil få den rigtige løn i forhold til, hvad du skal lave – og kan du leve for det, som du har mulighed for at tjene. Erfaring, kvalifikationer, løn og forfremmelse er naturligvis ikke alt. Det er også vigtigt, at du kan se dig selv i den pågældende virksomhed. Overvej derfor, om det er et sted, hvor du kan føle dig godt tilpas. Det skal være rart at komme på arbejde, ellers er der alligevel for stor risiko for, at du hurtigt får nok og finder noget andet.
Hvis du får jobbet, kan du have fokus på, hvordan du lærer mest muligt af dit arbejde og på, hvordan du sætter dig selv i et godt lys over for din arbejdsgiver, så de ikke kan undvære dig – heller ikke når du er færdiguddannet.