Ringsted Festival – Danmarks kærligste festival
Ringsted Festival er indbegrebet af smukke omgivelser, kærlig stemning og sublime koncertoplevelser! Festivalen ligger gemt mellem hundredvis af gamle træer, som lyses op af kulørte lamper i massevis og de 5 fantastiske og specielle scener.
Ringsted Festival er en festival over tre dage og har omkring 13.500 besøgende årligt. Festivalen startede i 2005 og har siden hen udviklet sig i alle tænkelige retninger. Nu er der børneland for de livlige unger, madmekka for de smagfulde foodies og mulighed for alt fra champagne til 23 år gammel rom!
Ringsted Festivals særpræg er, at man får masser af kram! Dette mener blandt andet Ringsted Festivals trofaste festivalgænger Mette: ”Du krammer med naboen, som du ser hver dag. Du krammer med alle! Der en helt speciel kærlig stemning, som ikke går over grænserne!” Mette har ingen anelse om, hvad der gør netop Ringsted Festival så kærlig: ”Det er den bare! Det er på festivalen man får flest kram i løbet af hele året”, forklarer Mette, mens hun griner.
Foto: Claus Petersen
Kom nemt på festival!
Ringsted Festival ligger i Anlægget i hjertet af Ringsted på Tværallé 1, 4100 Ringsted.
I nærheden af festivalen er der kun få parkeringspladser. Derfor anbefales det at festivalgæster, der bor i Ringsted, lader bilen stå, og kommer enten på cykel eller gåben.
Har du hverken planer og mulighed for at tage cyklen eller komme gående, anbefales det at du benytter offentlig transport. Ringsted Station ligger 15 minutters gang fra festivalpladsen.
Hvis du alligevel snupper bilen med på festival henviser Ringsted Festival til parkeringsområderne omkring den gamle kaserne, samt ved Kompagniet Camp.
På Ringsted Festivals kort over festivalplads- og område, kan du blandt andet få overblik over scenernes placering og hvor de nærmeste toiletter ligger: http://www.ringstedfestival.dk/festivalpladsen/
Campingområder på Ringsted Festival
Ringsted Festival har tre campingområder, som hver især henvender sig til specielle målgrupper! Der er Kompagniet Camp, MyCamp og LuxCamp.
Kompagniet Camp er det største campingområde på Ringsted Festival, og har plads til både telte, campingvogne, teltvogne, autocampers eller villatelte med adgang til strøm.
MyCamp er Ringsted Festivals ungdomscamp, hvor der er plads til telte og havepavillioner. På MyCamp er der tradition for at de unge laver temacamps, holder vilde fester inden koncerterne og spiller ølbowling i massevis.
LuxCamp er til festivalgæsten der vil have ekstra luksus og komfort. Der er lækre bade- og toiletforhold, samt plads til campingvogne, teltvogne, autocampers og villatelte med adgang til strøm. Derudover er der på LuxCamp nattero og lavt musikniveau!
Handicappede på Ringsted Festival
Ringsted Festival er beliggende i Ringsteds smukke lystanlæg. I anlægget er der stisystemer og gode græsplæner, som gør det nemt at komme omkring både i kørestol og som gangbesværet.
Der er handicaptoiletter på festivalen, som er bemandet med vagter. Vagterne sikrer misbrug af handicaptoiletterne. Derudover har Ringsted Festival en aftale med Colitis-Crohn foreningen, som sikrer at foreningens medlemmer også kan gøre brug af handicaptoiletterne.
Hvis du er bevægelseshæmmet får du udleveret gratis badebilletter til handicapbadene i Ringsted Svømmehal. Ringsted Svømmehal ligger tæt på både campingpladserne og festivalpladsen.
Sikkerhed på Ringsted Festival
Ringsted Festival har sit eget sikkerhedsberedskab, som både huser samaritter, brandvæsen og vagter, hvis vigtigste opgave er at oprette holde en god og sikker festival for festivalgæsterne!
På Ringsted Festival er der som noget nyt indført et stoleforbud. Stoleforbuddet omhandler stole på plænen foran Anlægsscenen efter kl. 19:00 under koncert. Da stoleforbuddet er blevet oprettet har Ringsted Festival som supplement fordoblet antallet af borde- bænkesæt på hele festivalpladsen. Der vil altså være rig mulighed for at finde en siddeplads, på trods af at Ringsted Festival frabeder sig campingstole foran Anlægsscenen.
Ringsted Festival har et regelsæt, som de opfordrer alle gæster til at læse igennem, inden de tager afsted mod festivalen: http://www.ringstedfestival.dk/regelst
Under hele festivalen vil der være politi til stede. Hvis du vil i kontakt med politiet, skal du henvende dig til en festivalmedarbejder, som vil tilkalde politiet for dig. Også akut hjælp hentes gennem en festivalmedarbejder.
Hvis du tager på festival med børn er det fordelagtigt at aftale et fast mødepunkt, som i kan søge tilbage til, hvis I skulle blive væk fra hinanden. Derudover kan du skrive dit telefonnummer på dit barns arm.
Madmekkaet Ringsted Festival:
Ringsted Festival er et madmekka for de sultende foodies! Ligegyldigt om du kl. 2 om natten mangler en godnat-kebab eller om du skal have en fabelagtig italiensk frokost, er der råd for at få stillet sulten på festivalen. Ringsted Festival har i 2016 udvidet deres madtilbud, og forsøger at afdække alle verdenshjørner med både indiske specialiteter, dansk flæskesteg, colombiansk vegetarmad og selvfølgelig den snaskede, amerikanske burger!
Udover mad i alle afskygninger, har Ringsted Festival også et drinkskort der siger spar to! Du kan besøge Jägermeister-trucken til et iskoldt shot, få en forfriskende, friskpresset appelsinjuice i Appelsinbar, kigge forbi Dagmarbaren til en lokal specialøl eller forvilde dig ind mellem de høje træer til Jack Daniel’s, som blandt kulørte lamper, parasoller og hyggelig stemning vil sørge for din yndlingsdrink!
Bliv frivillig på Danmarks kærligste festival!
Kom med som frivillig på Ringsted Festival og lav en fest for tusindvis af gæster! På Ringsted Festival har de frivillige bag festivalen et unikt sammenholdt, hvor der bliver knoklet, festet og grint i stor stil! Du kan forvente fuld forplejning, adgang til medarbejdercampen og en cool t-shirt!
Der er mulighed for at blive frivillig indenfor forskellige områder. Du kan blandt andet indgå i deres sikkerhedskorps, stå i deres barer og madboder, hjælpe med opbygning af scener og festivalplads eller slutte dig til deres presse- og marketinghold!
Send en ansøgning til Ringsted Festival via følgende link, hvis du kunne tænke dig at komme med på holdet: http://www.ringstedfestival.dk/frivillig/
Foto: Claus Petersen
Tekst: Signe Kronholm Kjær Rasmussen