Samsø Festival - Danmarks hyggeligste festival

Samsø Festival - Danmarks hyggeligste festival

Samsø er en af Danmarks smukkeste øer uden broforbindelse. Dette gør dog også at det ikke bare er en ø man kører til og fra. Skal man til Samsø kan man ligeså godt blive der et par nætter og hvis man alligevel kommer i uge 29, så skal du besøge den obligatoriske Samsø Festival. Siden 1989, hvor Birthe Kjær malede byen rød i det danske Melodi Grand Prix har Samsø Festivalforening slået sine folder på øen.

I 1990 blev den første festival afviklet og Danmarks hyggeligste festival, som den blev døbt har eksisteret lige siden. Festivalpladsen ligger tæt ved lækker badestrand og en dejlig skov. Så du kan både gå en tur i skoven eller køle dig af i vandet, mens du hører det fedeste musik.

Geografi og transport

Som nævnt ligger Samsø festivalen et lidt afsides sted midt i Danmark, hvilket har sin charme. Der er vand hele vejen udenom og derfor skal du med færgen for at komme dertil. Du kan komme til både fra Jylland og Sjælland. Festivalpladsen ligger ved Ballen Strandcamping, lidt nord for Ballen by, hvor du ankommer med Sjællandsfærgen til den nye havn. Når du ankommer til havnen kører der busser og taxa direkte hen til festivalen.

Kommer du fra Jylland, så går færgen fra Hou til Sælvig på den modsatte side af Samsø. Herfra kan du enten køre henover øen i egen bil eller nyde turen i bus. Da det er blevet en rigtig populær festival, så er det en god ide at bestille færgebilletten i god tid, så du ved om der er plads på færgen.

Overnatningsmuligheder:

Hvis ikke du er typen der elsker camping og gerne vil ligge i telt på festivalpladsen, så har VisitSamsø.dk lavet en oversigt over overnatningsmuligheder. Også her er det vigtigt at booke plads i god tid. Det er en lille ø, med begrænsede sengepladser, så med mindre du kender nogen du kan bo ved og ikke vil sove under åben himmel, er du nød til at finde et alternativ.

Tager du telt med, så skal du være opmærksom på at prisen for overnatning kun dækker 12 m2. Hvis du har et stort telt koster det ekstra pr. påbegyndt 12 m2 du tilkøber.

Du kan også købe dig lov til at stille en pavillon op på max 3x3 m. Du får et depositum tilbage hvis du afleverer hele pavillonen til skrot eller fjerner den fra campingområdet. Der værnes om naturen på Samsø, så oprydningen er en stor del af mentaliteten på festivalen.

Kommer du med campingvogn skal du have en særlig billet. Du kan se en oversigt over billetpriserne her.

Hvis du ikke har hverken telt eller campingvogn med, så kan du også bestille et Samtelt. Et Samtelt er et tunneltelt med plads til fire personer, som er slået op på forhånd når du kommer. De står samlet i et område, hvor der er borde og bænke til fri afbenyttelse. Med i prisen får du BT og en morgenmadspakke alle fire dage.

Handicappede og børn

Forholdene for handicappede er blevet bedre med årene, som festivalen er blevet mere og mere populær. Når du køber en handicapbillet får du både reserveret P-plads, teltplads, egen nøgle til handicaptoilet og -bad. Desuden har du mulighed for at tage en handicaphjælper med. Hvis du har særlige behov, så giv gerne festivalen besked i god tid. Festivalpladsen kan være meget ujævn, så det er ikke alle steder du kan komme rundt.

Det er gratis for børn under 13 år at deltage på festivalen ifølge med en voksen.

Mad og drikke

Der er altid mulighed for at opstille en bod mod betaling på Samsø festivalen. Boderne er placeret mellem festivalpladsen og campingpladsen. Det er både mad og drikkestande, men også stande med merchandise og andre varer.

5 gode råd

-          Hvis du ikke kun er kommet for at opleve Samsøfestivalen, men gerne vil se hvad øen ellers har at byde på, så kan du fint bruge campingpladsen ved festivalen som udgangspunkt til dine ekskursioner i de dage festivalen kører.

-          Husk altid solcreme. Det er midt om sommeren og selvom det måske regner lidt, så er Samsø kendt som en af de mest solrige øer vi har i det danske rige. Der er jo også en grund til at det er her de første kartofler altid kommer fra.

-          Samsøfestival er en familiefestival, så tag gerne børnene med. Festivalpladsen ikke er kæmpestor og øen også begrænser hvor langt væk man kan gå. Men skriv gerne dit telefonnummer på barnets håndled, så du kan blive ringet op af en med telefon, hvis dit barn er blevet væk.

-          Bestil alt i god tid: festivalbilletter, teltplads, færgebillet, stande og boder, hvis du skal have den slags.

-          Husk badetøj og gummistøvler. Hvis vejret arter sig kan du tage en dukkert lige ved siden af på den lækre strand. Hvis vejret beslutter sig for at være strålende i den mere våde forstand, så kan du gå en tur i skoven med dine gummistøvler, eller gå i vandkanten og finde sten og muslingeskaller.

At blive frivillig

På den allerførste Samsøfestival der blev afholdt i 1990 fik Samsø Festivalforening hjælp af 200 medhjælpere fra Skanderborg festival. Nu til dags er det sådan at hvis du ønsker at blive medhjælper, så skal du være medlem af Festivalforeningen. Desuden er der nogle regler og instrukser, som du skal leve op til for at komme i betragtning. Der er årligt ca. 1600 frivillige der hjælper med at skabe rammerne omkring Samsø Festivalen – den hyggeligste festival i Danmark.

Alt hvad det kræver for at være frivillig er, at du arbejder 21 timer under selve festivalen uden løn eller 28 timer i løbet af eller efter festivalen. Til gengæld får du:

-          Fri adgang til festivalen med et medarbejderarmbånd.

-          Gratis forplejning i den store medhjælperrestaurant

-          Gode priser på øl og vand i medhjælperbaren

-          Og du kan få lov til at bo i medhjælpercampen

Når du hjælper som frivillig er du med til at holde liv i Samsø Festivailforening, som står for at afholde musikalske og kulturelle arrangementer på Samsø.

Arrangementer

Som en familiefestival er der også noget musik og arrangementer direkte henvendt til børn. Der er et område der kaldes for Legeministeriet, hvor du kan finde både hoppeborge og kæmpeludo og masser af andre ting du kan lege med. Der er åbent hver dag fra 12-20, så børnene kan få masser af tid til at gå med at lege og måske finde nye venner. Imens kan de voksne nyde musikken sammen.

Til de voksne eller snart voksne er der også Garagen, hvor du kan se standup eller i Stafetten, hvor det første band åbner festivallen. Hvis du ikke har børn eller bare ikke har nogen hæmninger kan du også deltage i nøgenløbet, der afholdes hvert år, hvor du kan vinde billetter til det kommende års Samsøfestival. Hvis du gerne vil møde nye mennesker på en anden måde en at blive festivalens midtpunkt i nøgenløbet kan du campere i singlelejren, som er et nyere tiltag på Samsøfestivalen.

For de ældre eller dem der føler for det er der også et wellnessområde, hvor du kan få en omgang massage til de trætte muskler.

Sikkerhed

Der er altid mange foranstaltninger på festivaler med mange mennesker. Da det er en familiefestival på en fredelig ø er sikkerheden en selvfølge. Man passer selvfølgelig på hinanden og mange af de frivillige fungerer som sikkerhedsvagter. Når du er på festivalen har du også ansvar for dig selv og dine omgivelser. Især nede ved stranden, hvor de gængse 5 baderåd skal holde i hævd. Det skal dog lige nævnes at stranden ikke har noget med selve festivalen at gøre, hvilket betyder at du er på eget ansvar når du befinder dig der.