Vær opmærksom på disse ting, når du rammer arbejdsmarkedet
Når du er færdig med gymnasiet, handelsskolen eller noget helt tredje, betyder det for nogle, at de skal starte på universitetet. Andre tager i stedet et sabbatår for at få en pause væk fra skolebænken og for at få noget erhvervserfaring. Herved kan der også blive optjent lidt penge, der måske skal gå til en opsparing eller en længere rejse. Men når du begynder på et arbejde – om det så er fuldtid eller deltid - er der flere ting, du være opmærksom på, for at det ikke går ud over dig selv i sidste ende.
Få styr på økonomien
Mange af os får hjælp fra venner, bekendte eller noget familie, når det kommer til skat, forskudsopgørelsen og alt i den dur. Flere af os har endda flere gange undret os over, hvorfor det skal være så besværligt, og hvordan det kan være, man ikke har lært mere om dette i skolen.
Men ikke desto mindre, er det noget, der skal gøres. Det er vigtigt at have styr på økonomien, så man ikke pludseligt står med uforudsete udgifter som eksempel et skattesmæk - det kan nemlig ramme ekstremt hårdt, hvis man ikke har medberegnet det i ens budget og måske allerede har brugt de penge, man har fået udbetalt i tidernes morgen.
Det er dit eget ansvar, at forskudsopgørelsen passer – og det er dig selv, der skal rette den, hvis der er sket ændringer i blandt andet løn, renteudgifter eller bopæl.
Selvom du højst sandsynligt ikke kommer ud for at tjene så meget, at du skal betale topskat, så tjener du mere, end du gjorde, da du studerede. Dette er derfor vigtigt at ændre disse oplysninger. En god idé er derfor at tjekke ens forskudsopgørelse, så snart den kommer ud og sørge for, at tallene passer, så du kan undgå at skulle betale restskat – og hvis man har rettelser til forskudsopgørelsen, bør disse indtastes hurtigst muligt.
Hvis man dog føler, at noget ikke passer, som eksempelvis at man burde få fradrag for noget, som SKAT ikke mener, er der altid mulighed for at klage til skat. Det ville være super ærgerligt at snyde sig selv i skat, og det kan være mange penge, man går glip af, hvis man ikke er opmærksom.
Forhandl løn på din arbejdsplads
Efterhånden som man har været på en arbejdsplads i længere tid, bliver man bedre til sit arbejde og får oftest også flere ansvarsområder. Her kan det være en idé at snakke med sin chef om ens nuværende og fremtidige løn.
Det kan dog godt være rigtig grænseoverskridende for mange at skulle forhandle stilling og løn, og skulle overbevise om, at man har gjort sig fortjent til noget mere.
Men det er meget mere normalt, end man går rundt og tror. Samtidigt kan der være mange penge at hente. Det kan også være med til at skabe mere motivation for arbejdet, hvis man føler, at den indsats man ligger i det, bliver sat pris på – derfor kan den rette forhandlingsteknik være essentiel i disse situationer.
Selvfølgelig er det ikke noget, man kan gøre hvor og når som helst, og det kommer an på om du er offentlig- eller privatansat, hvor henne i landet, du arbejder samt din branche. Det er også vigtigt at kigge på ens egne erfaringer og kompetencer, relevante lønstatistikker samt situationen som ens arbejdsplads står i.
Udforsk og udvid dit netværk
Når du først er kommet ud på arbejdsmarkedet, kan det være, du selv har fundet frem til jobbet, eller måske at du har fået det anbefalet fra en bekendt.
Vigtigheden af ens sociale netværk i forhold til ens karriere og muligheder, er der længe blevet prædiket om, men der er noget om snakken. Selvfølgelig kan man sagtens få arbejde uden at kende relevante personer på arbejdspladsen – men et godt og nyttigt netværk kan være med til at åbne ens øjne op for andre muligheder både på nuværende tidspunkt men også fremtidsmæssigt. Derudover kan et godt netværk være det, der hjælper en med at skabe kontakt til en relevant person indenfor en virksomhed, du højst sandsynligt ellers ikke uden videre ville kunne få kontakt til.
Der er blandt andet LinkedIn, der kan bruges, når det kommer til at pleje og udvide sit netværk – derudover har mange fagforeninger også diverse kurser og events, hvor netop netværket er i fokus.
Om det er dit første rigtige job, eller du måske er gået fra deltids- til fuldtidsjob, er der altså flere ting, du skal være opmærksom på i den forbindelse. Det er vigtigt at have styr på disse ting, da det kan spare dig en masse penge, men samtidigt også gavne dig løn- og karrieremæssigt.