Spis en pille, og tab dig uden at træne. Det kan måske blive fremtiden, efter at forskere har opdaget et hormon, som naturligt udskilles i blodet efter en periode med træning.
Det er Kurt Højlund, som er lektor ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet, der sammen med en international forskningsgruppe har påvist, at kroppens muskler udskiller hormonet irisin som følge af træning. Hormonet har vist sig at være medansvarligt for, at kroppens energiomsætning stiger naturligt efter ugers træning.
Indtil videre har forsøgene kun været gennemført på mus, men forskerne er i gang med at undersøge de tilsvarende forhold hos mennesker.
- Vi formoder, at det samme gælder for mennesker. Hvis det er tilfældet, kan man gå i gang med at udvikle en behandling, som påvirker kroppens energiomsætning på samme måde, som det naturligt sker efter en periode med træning. Med sådan en behandling vil man potentielt kunne tabe sig uden at træne, siger Kurt Højlund, som har ledet det danske bidrag til studiet.
Kan blive stort skridt i fedmebekæmpelse
Det er ikke ny viden, at energiomsætningen bliver større, når man har trænet i et stykke tid. Men det er første gang nogensinde, at forskere har påvist eksistensen af hormonet irisin, som ser ud til at spille en stor rolle for den ændrede energiomsætning.
Hormonet aktiverer et program i de hvide fedtceller, som omdanner det til noget, der minder om brunt fedtvæv. I modsætning til hvide fedtceller har brunt fedt en række positive egenskaber, og derfor vil det være et stort skridt i fedmebekæmpelse, hvis man kan øge mængden af brunt-lignende fedtvæv hos voksne mennesker.
- Det er en stor fordel, at irsisin er et naturligt forekommende hormon. Det øger sandsynligheden for, at man vil kunne give det i tilstrækkelige mængder til at opnå en effekt, uden at det giver bivirkninger, siger Kurt Højlund, der udover at være klinisk lektor ved Syddansk Universitet også er overlæge ved Odense Univeristetshospital.
De danske forskere har bidraget med muskelbiopsier og blodprøver fra en række raske forsøgspersoner, der har trænet i 10 uger i forbindelse med et andet studie på Syddansk Universitet.
Vil også kunne hjælpe mod type 2-diabetes
De foreløbige resultater indikerer, at irisin også ville kunne nedsætte risikoen for udvikling af type 2 diabetes.
Resultaterne er offentliggjort i det internationalt anerkendte tidsskrift Nature.
Kilde: SDU