Stress, jag og juletid
”Julen sig nærmer” lige rundt om hjørnet, og du er sikkert allerede ved at få stress over december måned og alle dine gøremål. Det du normalt forbinder med en hyggelig måned fyldt med julehygge, fest og ferie ændrer sig markant, når du begynder at studere, for det er netop i december/januar, at alle dine eksaminer og deadlines på opgaver ligger. Det er også i december måned, du skal nå at læse op på alt det pensum, du aldrig fik nået undervejs på semestret, fordi du bare liiiige måtte med til den der fredagsbar eller koncert. Nu sidder du her i bagklogskabens skarpe lys og fortryder bittert, at du ikke var mere disciplineret omkring din lektielæsning.
Ikke alene får du møg hamrende travlt med studiet i december – du kommer også til at ligge vandret, fordi du skal med til alle de sociale arrangementer på studiet, julefrokoster med vennerne og klippeklistredates med familien. Oveni kommer julegaveshoppingen.
Hvordan skal du dog nå det hele og samtidig få lidt ud af den søde juletid, tænker du måske?
Det handler om benhård planlægning og prioritering! Det er nu, du skal finde din indre projektleder frem.
Er du helt på bar bund, har vi lavet en lille guide, der kan hjælpe dig på vej, så du kommer helskindet gennem december…
Julegaveshopping
Hvis du er som folk er flest, så har du en tendens til overspringshandlinger, så snart du bliver tvunget til at skulle sidde mange timer og skrive opgaver eller læse. Pludselig er opvasken, rengøringen og oprydning vigtigere end nogensinde før og noget, der absolut skal ordnes, før du kan skrive et eneste ord på opgaven.
Du kender dig selv nok til at vide, at overspringshandlinger er en uundgåelig del af dine arbejdsrutiner, så hvorfor ikke bruge dem til at få tjekket nogle opgaver af din to-do liste? – eksempelvis juleshoppingen?
Sørg for at få sendt en sms rundt til familie og venner allerede i november måned omkring julegaveønsker. Har de ikke meldt tilbage indenfor en bestemt tidsfrist, så må de finde sig i, at du selv vælger noget til dem.
Lav en udførlig gaveliste, hvor du oplister 1-2 mulige gaver til hver person – på den måde kan du gå målrettet efter gaverne, hvilket minimere tiden, du skal bruge på gaveshoppingen.
I de fleste fysiske butikker kan du få sat et byttemærke på gaven, således at du har 2 uger eller mere, fra den dag gaven bliver givet. På den måde risikerer du ikke at købe noget, hvis byttefrist udløber før juleaften, selvom du køber gaven tidligt.
Bor du ikke i nærheden af butikker, kan du ty til julegaveshopping online. Find en webshop, hvor du kan købe flere af gaverne på en gang. Det kan være en hjemmesiden som eksempelvis Prispresseren.dk, hvor du både finder mobiltilbehør, parfumer og hudpleje på en og samme side.
Gavekort går du heller aldrig galt i byen med, og du kan efterhånden købe gavekort til en lang række ting og oplevelser, hvad enten det er til skønhedsbehandlinger, til kroophold eller til biografbilletter. Mulighederne er uendelige og gavekortet kommer ofte i en pænt indpakket gaveæske.
Har du brug for inspiration, så gå eventuelt ind på en af de mange tilbudssider, såsom bownty.dk eller tilbudibyen.dk, hvor du kan finde julegaverne til spotpriser.
Eksamenslæsning
Skal din tidsplan lykkes, skal du lave en realistisk plan for din eksamenslæsning. Det nytter ikke noget at tro, at du på mirakelløst vis bliver endnu mere effektiv, blot fordi det er december. Derfor bør du indlægge nogle realistiske buffere, så du også har tid til afslapning, træning eller andet, der giver energi. Du kommer til at gå død midt i din plan, hvis du kører dig selv hårdt hver dag. Derudover lærer du langt bedre og er mere effektiv, når du er psykisk og fysisk ovenpå.
Når du har lavet din plan for, hvad du skal nå hvilke dage, så dan dig et overblik over dine noter, din litteratur og hvilke sider, du kan komme op i til eksamen. Du kan ikke nå at læse alt pensum op, så brug i stedet for flittigt noter og power point slides fra forelæsningerne til at få hukommelsen på gled. På den måde kan du bedre finde frem til de pensumområder, som du simpelthen ikke kan huske pensum fra og få læst op på disse. Benyt dig af opsummeringen, der ofte er at finde i slutningen af et kapitel. Her får du opridset de vigtigste pointer.
Vi har alle forskellige metoder til at huske det, vi læser. Udnyt dette! Har du eksempelvis en fotografisk hukommelse, kan du lave en lille tegning eller illustration, hvortil du inkorporerer de fakta, du skal huske.
Opgaveskrivning
Opgaveskrivning går bare lidt lettere, når du har en kammerat til at holde dig i nakkeskindet, når motivationen forsvinder. Måske du tænker, at du hellere vil skrive opgaven selv, så du selv er herre over, hvordan den skal løses. Det giver næsten altid bagslag. Vælg gruppearbejdet i de situationer, hvor det er muligt. To hjerner tænker som regel bedre end et! Og den moralske opbakning i at vide, at du ikke er ene om at få lavet opgaven, kan være betryggende i pressede situationer.
Sørg for at holde nogle arbejdsdage, hvor I laver så meget som muligt og forsøg ikke at sprede gruppearbejdet over for mange uger, da I dermed let kommer for langt væk fra opgaven og litteraturen. Selvom man normalt kun tyer til ”all-nighters” i yderste nødstilfælde, så kan det nogle gange være den bedste løsning til at få gruppeprojekterne ud af verden, mens i har motivationen.
Sørg for at indlægge pauser undervejs i arbejdsdagen, hvor I laver noget helt andet. Det kan være at nyde en kop kaffe i cafeen, at spise noget god frokost i kantinen eller gå en lang tur. Det kan nogle gange være gavnligt at lave noget for dig selv, du slapper af med. Måske du har gang i et julegaveprojekt, hvor du strikker på et tørklæde til farmor af noget lækkert islandsk garn. At strikke er faktisk en undervurderet form for meditation, hvor du for en lille stund skal koncentrere dig om noget helt andet end opgaven eller pensum. Blot 20 minutter en gang imellem giver fornyet energi.
Sociale arrangementer
Men der skal også være tid til at slappe af, lade op og nyde højtiden. Sørg for at skemalægge alle de arrangementer, du bare ikke kan sige nej til. Vær kritisk – du kan ikke tage til vild julefrokost og så forvente, at du er fuldt funktionsdygtig dagen derpå. Så begræns de vilde fester. Grupper de sociale arrangementer bedst muligt. Måske du ikke kan koncentrere dig om at eksamenslæse med tømmermænd, men du kan sikkert godt overkomme at flette julehjerter med familien eller spise æbleskiver med veninderne.
Vær social på en anden måde. Tag hjem til dine forældre en weekend med dine bøger og din computer. Herved får du set dine forældre og fulgt læseplanen uden at skulle tænke på aftensmad, vasketøj og indkøb.