Samfundet, industrien og erhvervslivet 'skriger' på veluddannede unge med en naturvidenskabelig baggrund. Og behovet bliver ikke mindre fremover. Men desværre er interessen for naturfag faldende i såvel folkeskolen som i gymnasiet og blandt lærerstuderende på landets seminarier. Det skal der gøres noget ved, mener Industriens Fond og Københavns Universitet. De går derfor sammen i et fælles projekt for unge og deres lærere og skaber fysiske rammer for et besøgscenter på Københavns Universitet i forbindelse med det kommende nybyggeri Niels Bohr Science Park.
Projektet går ud på at skabe rammer, hvor de unge sammen med deres lærere kan 'stikke fingrene i naturvidenskabens spændende og opklarende vande' i selskab med topforskere og studerende.
Der er masser af job i vente i industrien og den resterende del af erhvervslivet for veluddannede unge med en naturvidenskabelig, matematisk eller datalogisk baggrund. Men det kniber med at skabe interesse for fagene i folkeskolen og gymnasiet. Det samme er tilfældet på landets lærerseminarer, hvor kun 6,3 procent af nye lærerstuderende vælger naturfag som linjefag.
Tip-top moderne
Udviklingen er meget alvorligt for velfærdssamfundet. Den betyder, at der i en overskuelig fremtid vil komme til at mangle kvalificeret, veluddannet og innovativ arbejdskraft inden for naturfagene. Uddannelser, som ellers skal sikre os en solid plads fremover på det internationale marked inden for blandt andet højtudviklede produkter og serviceydelser.
Det er en væsentlig grund til, at der bliver oprettet et tip-top moderne besøgscenter i forbindelse med etableringen af den kommende Niels Bohr Science Park på Københavns Universitet. Og med en støtte på fire millioner kroner fra Industriens Fond er det nu muligt at bygge besøgscentret.
Mads Lebech, adm. direktør i Industriens Fond, siger om projektet og perspektiverne for danske virksomheder i denne forbindelse:
- Fonden er gået med i projektet, fordi vi mener, at et besøgscenter vil forstærke samspillet mellem grundskole, gymnasier på den ene side og universitetet på den anden og herigennem være med til at få flMads Lebech, adm. direktør i Industriens Fond.ere unge til at overveje en naturvidenskabelig studiekarriere. Besøgscentret er desuden en rigtig fin mulighed for at løfte fagligheden hos både folkeskole-, og gymnasieelever, samt hos lærerne. Høj faglighed og adgang til velkvalificeret arbejdskraft, er netop det, der sikrer, at industrien også i fremtiden forbliver konkurrencedygtig.
Hotteste forskning
Niels Bohr Science Park kommer til at spille en vigtig rolle i denne forbindelse, når det indvies i 2016. Der skal bygges i alt 45.000 kvadratmeter med avancerede laboratorier, undervisningslokaler og forskerfaciliteter til en samlet pris på ca. 1,25 milliarder kr. Oven i kommer så byggeriet af besøgscentret.
Her vil elever og lærere blive præsenteret for den nyeste og hotteste forskning. Et besøgscenter vil også give mulighed for at knytte personlige kontakter til forskere og studerende og lejlighed til at lave praktiske forsøg i samarbejde med bl.a. fysikere, kemikere, matematikere og dataloger.
Dekan Nils O. Andersen fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet - De nye fysiske rammer for et besøgscenter er en fantastisk flot gave til alle landets folkeskoler og gymnasiale uddannelser. Med kreative forsøg og spændende undervisning kan vi vise de unge, hvad interessen for natur, teknik og sundhed kan føre med sig. Fremtidens væsentligste udfordringer for næste generation findes nemlig lige her og nu, hvad enten det er inden for fødevarer, folkesundhed eller klima, siger dekan Nils O. Andersen fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet om samarbejdet med Industriens Fond.
Det daglige arbejde i det kommende nybyggeri - på grænsen mellem Østerbro og Nørrebro - går i høj grad ud på at arbejde på tværs af de gængse videnskabelige opdelinger. Noget, som de besøgende elever og deres lærere også vil drage nytte af, når besøgscentret og resten af Niels Bohr Science Park er bygget færdig i 2016.
Kilde: KU