SDE udvikler frisørtalenter

SDE udvikler frisørtalenter

På Syddansk Erhvervsskole (SDE) udvikler de frisørelevernes talenter som en del af skolens strategi.
Både aften og weekend er på skemaet, når eleverne på frisøruddannelsen træner til skoleholdet i konkurrencefrisering. Eleverne bliver tilbudt ekstra timer i disciplinen for at forbedre deres evner. Eleverne på konkurrencefrisering er konstant i konkurrence med sig selv og kammeraterne. Når der skal stilles skolehold til nationale og internationale konkurrencer, afholder skolen en konkurrence, hvor de finder de største talenter blandt frisøreleverne. ”Selv om eleven ikke umiddelbart har et særligt talent, er det hårdt arbejde og træning, der udvikler en frisør,” siger faglærer Steen Nedergaard til Kvalitetspatruljen, da den besøger Syddansk Erhvervsskole i Odense og uddyber: ”De elever, der oftest bliver bedst, er de elever, der bliver ved med at træne.”

Afsæt i elevklubben

Fælles for deltagerne er, at de alle begyndte deres konkurrencearbejde med afsæt i elevklubben, hvor dem, der har lyst til at dyrke konkurrencefrisering, kan deltage. Elevklubben hjælper de elever, der ikke er konkurrencevante, til at komme i gang med konkurrencefrisering. ”Mange elever betragter det som en sport – ligesom jeg gør. Nogle spiller fodbold, andre går til banko. Jeg hygger mig i fritiden med at træne konkurrencefrisører,” siger Steen Nedergaard. Ved det seneste VM i Paris vandt elevholdet fra Syddansk Erhvervsskole en sølvmedalje og skolen har vundet DM fem gange.

Udvikling af elevens kompetencer

Skolen fokuserer på at udvikle elevens personlige og kreative kompetencer under træningsforløbet. Når eleverne står side om side og arbejder, bliver de forskellige frisurer flittigt debatteret og udviklet. Selv om fokus er på konkurrencefriseringen til træningen, bliver eleverne også dygtigere til det mere almindelige salonarbejde. Det viser sig ofte til svendeprøverne, hvor flere af de medaljevindende elever har trænet konkurrencefrisering. For at højne den nationale standard hos de danske frisører, har Syddansk Erhvervsskole indgået et samarbejde med den internationale organisation, Organisation Mondiale Coiffure (OMC). Det hjælper dem til at tiltrække internationale frisørnavne, der inspirerer og tilfører nye impulser til faget.

En almindelig træningsaften i Odense

I frisørlokalet trænes der på tid. Alle er koncentrerede og i konkurrence med sig selv og uret. 13 er mødt til træning. Ikke alle træner med samme konkurrence som mål, da både VM og skolekonkurrencen står for døren her i efteråret. Ud af de 13 fremmødte træner seks med OMC-VM som mål og seks med Danmarksmesterskaberne som mål. En enkelt stiller ikke op til konkurrence i år, men træner for at blive bedre – og måske deltage næste år. Birgitte Schjødt Nielsen har oven i sin plads til OMC-VM også sikret sig pladsen til VM i Skills.Birgitte har overstået sin svendeprøve. Her blev det til en sølvmedalje, som udmærkelse. ”Det er helt klart en ekstra gevinst, for den tid jeg har brugt på træning,” siger Birgitte. Birgitte kommer fra en salon, hvor konkurrence ikke er en selvfølge, men via elevklubben har hun udviklet sit talent. Medaljerækken er lang – blandt andet har Birgitte fået: -Guld til skolekonkurrencen -Sølv til DM -Guld og bronze til Nordiske mesterskaber -Vinder af Skills Danmark -Guld og sølv til EM Simon startede sin læretid i skolepraktikken, men er nu i lære i en salon, hvor de støtter ham, selv om der ikke er tradition for konkurrencearbejde. Salonen har valgt at lukke, mens der er VM, og følge med Simon. ”Jeg dyrker konkurrencefrisering, fordi det er sjovt og giver en masse fagligt og socialt. Vi er jo et hold, når vi er ude.” Simon har vundet en sølvmedalje ved VM, guld og sølv ved Nordiske Mesterskaber og sølv og bronze ved EM. Musette deltager i en konkurrence for første gang. Hun er udlært om et år, og har gennem årene forsøgt at få en plads på holdet til skolekonkurrencen. Desværre uden succes. Det har dog ikke afholdt hende fra at fortsætte i klubben. I år kvalificerede hun sig direkte til OMC-VM. ”Pludselig rykkede jeg helt vildt. Det er så skønt endelig at være med, når man har trænet så længe,” siger Musette.

Fakta om Kvalitetspatruljen

Kvalitetspatruljen besøger alle landets erhvervsskoler i perioden 2010-2012 for at videreformidle viden og erfaringer og inspirere skolerne til at dele viden på tværs. Målet er at skabe bedre erhvervsuddannelser. Kvalitetspatruljen er oprettet som led i indsatsen for at styrke erhvervsuddannelsernes omdømme og er en del af Aftale om flerårsaftale for de erhvervsrettede ungdomsuddannelser i perioden 2010-2012 mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Kilde: UVM.dk