Regeringen vil sikre balance i uddannelserne

Regeringen vil sikre balance i uddannelserne

Uddannelse spiller en vigtig rolle i regeringens netop offentliggjorte udspil "Danmark i balance i en global verden". Udspillet skal støtte yderområderne og blandt andet sikre gode vilkår for studerende i hele Danmark.
Regeringen har som målsætning, at Danmark i 2020 skal være et af de ti rigeste lande i verden. Som et led i at nå det mål fremlagde regeringen i dag sit udspil til, hvordan de danske yderområder skal styrkes. Et af emnerne i udspillet er at give bedre vilkår til de studerende og uddannelsesinstitutionerne i de danske yderområder og på den måde sikre balance mellem uddannelser i hele landet. Helt konkret vil regeringen: * Fremsætte en lovgivning, der giver bedre rammer for, at ungdomsuddannelserne kan indgå i lokalt samarbejde, såsom fusioner og campusser * Sørge for, at erhvervsakademier og professionshøjskoler arbejder strategisk med den regionale uddannelsesdækning * Forbedre transportmulighederne for studerende i yderområder * Iværksætte et initiativ, der bringer ledige akademikere i beskæftigelse i yderområderne * Godkende en lægeuddannelse i Aalborg med 50 pladser på bacheloruddannelsen. Læs hele regeringens udspil "Danmark i balance i en global verden". Kilde: Undervisningsministeriet