Selv i krisetider er der succeshistorier. Som følge af en voksende efterspørgsel på AMU-kurser indviede AMU-Fyn mandag den 1. februar et nyt transport- og logistikcenter i Tietgenbyen i udkanten af Odense. Undervisningsminister Bertel Haarder holdt en tale ved indvielsen, hvor han blandt andet understregede vigtigheden af efteruddannelse. For eksempel er AMU et godt tilbud til de ufaglærte unge, der ikke har taget en ungdomsuddannelse.
Minister/chauffør
Det nye transport- og logistikcenter omfatter cirka 7.000 kvadratmeter undervisningslokaler og værksteder under tag og cirka 18.000 kvadratmeter køreteknisk anlæg. Dette anlæg fik ministeren selv lov til at afprøve siddende bag rattet i en nyindkøbt blå lastbil. Nogle af underviserne på AMU-Fyn mente, at ministeren er et naturtalent som chauffør, og han kørte da også flere runder på det køretekniske anlæg – i et friskt tempo.
”Den er som et stykke legetøj,” sagde han begejstret efter turen.
Udnævnt til VEU-center
AMU-Fyn er per 1. januar i år udpeget til at varetage funktionen som ét af 13 nye voksen- og efteruddannelsescentre, også kaldet VEU-centre. Det betyder, at AMU-Fyn skal tilbyde råd og vejledning om voksen- og efteruddannelse ved VUC og AMU i det fynske område.
Læs mere om de nye VEU-centre
Ministeren understregede i sin tale, at Undervisningsministeriet gerne vil tilbyde et dynamisk samarbejde om VEU-centrene. For eksempel vil ministeriet gerne vil høre fra centrene, hvis de ikke mener, at den nye lovgivning fungerer efter hensigten.
Fakta
AMU-Fyn er en af landets største AMU-udbydere med cirka 41.000 kursister i 2009. Transport- og logistikområdet er AMU-Fyns største brancheområde. Aktiviteten på dette område udgjorde 30 procent af den samlede aktivitet for AMU-Fyn i 2009.
AMU-Fyns kurser har en varighed fra en halv dag til seks uger på 24 forskellige jobområder, blandt andet transport, lager og logistik, kran, køkken, hotel og restaurant, det grønne område, gartneri og jordbrug, byggeri, serviceerhvervene, svejsning, procesindustri, rengøringsservice, data, social og sundhed samt personale- og organisationsudvikling.
Kilde: Undervisningsministeriet