Kørekort for 17-årige

Kørekort for 17-årige

D. 31. Maj 2016 blev det vedtaget at indføre en 3-årig forsøgsordning hvor aldersgrænsen for kørekort sænkes fra 18 til 17 år. Ordningen træder i kraft d. 1. januar 2017, hvorefter 17 årige kan få lov at tage kørekort og køre bil, så længe de har en ledsager med i bilen der lever op til kravene for ledsagere.

Ordningen har til formål at nedbringe antallet af ulykker som unge er involveret i, og er inspireret af bl.a. Tyskland og Holland hvor man succesfuldt har bragt antallet af ulykker ned, takket være lignende ordninger.

Sådan er kravene til dig som ledsager:

1)      Du skal være mindst 30 år gammel

2)      Du skal have kørekort og have mindst 10 års erfaring med at køre bil

3)      Du må ikke have fået frakendt dit kørekort, hverken betinget eller ubetinget, i løbet af de sidste 10 år.

4)      Du skal være i stand til at overtage føringen af bilen lovligt. Det vil sige at du ikke må have en promille på over 0,5 eller være så træt eller syg at du ikke forsvarligt kan føre bilen.

5)      Du skal have dit kørekort på dig, ellers får du en bøde.

6)      Når du er ledsager skal du sidde på forreste passagersæde ved siden af den 17-årige.

7)      Det er strafbart for dig som ledsager at opfordre føreren af bilen til uforsvarlig kørsel.

Sådan er reglerne for 17-årige der vil køre med en ledsager:

1)      Dine forældre skal give skriftlig tilladelse til at du må køre bil før du kan begynde køreundervisningen.

2)      Kørekortuddannelsen må begyndes når du er 16 år og 9 måneder – 3 måneder før du fylder 17.

3)      Når du har bestået køreprøven og fået dit midlertidige kørekort må du køre bil, så længe der er en ledsager til stede som lever op til kravene for ledsagere.

4)      Det er dit ansvar at ledsageren lever op til kravene for ledsagere.

5)      Det er dig som er den juridiske fører af bilen, og du hæfter altså selv for eventuelle lovovertrædelser og skader. F.eks. er dit ansvar at børn under 15 er spændt korrekt fast. 

6)      Når du kører med en ledsager, må I kun køre i Danmark.

Det er dit ansvar at have fortalt din ledsager om de krav ledsagere skal leve op til, og du skal kunne dokumentere at du har oplyst dem om kravene. På Færdselsstyrelsens hjemmeside kan du downloade en særlig ledsagerblanket som både du og din ledsager kan udfylde og underskrive som dokumentation. Du finder blanketten her.  Hvis du har planer om at køre med forskellige ledsagere, skal du huske at udfylde en blanket for hver. Denne blanket kan du have med i bilen så du kan fremvise den, hvis I bliver stoppet. 

Hvilke køretøjer må 17-årige føre?

Når du er i selskab med en ledsager må du køre følgende:

  • Alm. Personbil kategori B.
  • Varebil med en tilladt totalvægt på max 3500 kg.

Du må køre med en trailer på max 750 kg. Hvis traileren vejer mere end 750 kg, må traileren og bilen tilsammen ikke veje over 3500 kg

Du må desuden også køre følgende uden ledsager:

  • Lille knallert/knallert 30
  • Traktor

Vi talte med indehaver af køreskoleportalen ”Trafiklektioner” Kasper Outzen, som giver følgende råd til at køre med ledsager: ” Når du kører med en ledsager er det vigtigt at det er en person som du stoler på og føler dig tryg ved. Det er ledsagerens ansvar at hjælpe dig med din kørsel, og det er derfor vigtigt at I kan kommunikere med hinanden.

Du bør træne din kørsel så ofte og varieret som muligt, ligesom da du tog dit kørekort. Det vil sige at du skal køre ture i både dagslys og mørke, forskelligt slags vejr og på forskellige typer af veje, så du får så meget erfaring som muligt med at håndtere forskellige situationer.

Det er desuden en god idé at have klare aftaler med din ledsager om hvordan de bedst kan hjælpe dig og hvordan i forholder jer i forskellige situationer:

  • ·         Gør din ledsager opmærksom på hvad der er dine svage og dine stærke sider, så han/hun bedre kan vejlede dig
  • ·         Hav en klar aftale om hvad i gør hvis der opstår en farlig eller uventet situation, eller hvis du føler dig utryg.
  • ·         Sørg for at I kører lovligt, ved at I begge opfylder alle krav. Udfyld ledsagerblanketten fra færdselsstyrelsen for hver af dine ledsagere og hav den i bilen.

Efter turen kan i give hinanden feedback. Hvad gik godt, hvad gik ikke så godt og hvad skal i øve på næste gang.”