Københavns Universitet får 100 mio. kr.

Københavns Universitet har modtaget en donation på 100 millioner kr. Donationen kommer fra Nordea Fonden og skal gå til et stort forskningsprojekt, der styrker folkesundheden med fokus på børns sundhed, trivsel og velvære.
OPUS som projektet hedder, skal løbe over de næste fem år og er det største af sin art i verden. Forskningsprojektet er dermed med til at sætte Danmark i front internationalt set i forhold til afhjælpning af problemerne som overvægt, indlærings-vanskeligheder og mistrivsel blandt børn. Projektet ventes at give en meget værdifuld viden, når det gælder forebyggelse af overvægtsrelaterede sygdomme hos børn generelt. Et område projektet skal have fokus på, er udviklingen af et nyt måltidskoncept, der skal introduceres i folkeskoler og børnefamilier landet over, og bygger på et nordisk råvaregrundlag. Visionen er at Ny Nordisk Mad skal være det 21. Århundredes svar på Middelhavskosten. Direktør for det nye OPUS center, der danner rammen omkring forskingsprojektet, bliver Professor Arne Astrup. Det kommer til at ligge på Det Biovidenskablige Fakultet på Københavns Universitet, hvorfra nogle af forskerne skal komme. Derudover vil forskere fra Institut for Idræt på Københavns Universitet, Fødevareinsituttet ved DTU, Meyers Madhus, Gentofte Fødevarehospital og Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Århus Universitet også deltage.