Island og Reykjavik - Måske verdens smukkeste land?

Island og Reykjavik - Måske verdens smukkeste land?

Island er netop blevet kåret som verdens smukkeste land i en større international undersøgelse. Det i sig selv gør Island til et oplagt mål for en studietur. Du kan finde rejser og overnatning her

Reykjavik

Det er naturligt, at en studietur til Island tager sin begyndelse i Reykjavik. Byen, der bliver kaldt verdens mindste storby, er da også værd at bruge et par dage på. Reykjavik er en ret lille by, og det er en fordel, når man er på studietur for det gør det muligt at gå rundt til de forskellige ting.

En af de ting man helt sikkert bør se i byen, er Hallgrimskirken. Hallgrimskirken er Islands største og dominerer da også bybilledet fra sin plads på toppen af en bakketop. Kirken, der blev påbegyndt i 1945 og først stod færdig 30 år senere, skal ligne et bjerg af lava og er opkaldt efter den islandske digter Hallgrimur Pétursson. Fra kirkens 75m. høje tårn er der en fantastisk udsigt over hele byen.

Perlan:
Reykjaviks vartegn, Perlan, ligger øverst på en bakke i byens udkant, og den skal man også se, når man er i Reykjavik. Her opbevares Reykjaviks geotermiske vandreservoirer i seks store tanke, oven på hvilken den karakteristiske glaskuppel Perla er placeret. Perlan rummer desuden et museum og en restaurant med en helt fantastisk udsigt over byen. 

Men det man måske skal tage sig mest tid til, når man er i Reykjavik er at gå og kigge på alle de forskellige mode – og kunstbutikker. Den islandske mode og kunst har i lang tid været ret hypet, og det er meget tydeligt, når man går rundt og kigger på byens udvalg af mode og gallerier. På en studietur kunne man evt. lave en opgave med eleverne, hvor de på egen hånd skulle gå rundt og finde eksempler på moderne islandsk kunst og mode. Man skal dog ikke regne med, at man kan få nogle af de fine eksempler med hjem. Tøjet og kunsten er enormt dyr, så her gælder det gamle udtryk ”nok se men ikke røre” i høj grad.

Bagsiden af medaljen

Vi kan lige så godt være ærlige. Lige så fantastisk og blændende naturen på Island er, ligeså dødkedelig er de Islandske museer. Deres nationalmuseum er gammeldags. Det indeholder en masse fine genstande, der ikke bliver præsenteret rigtigt, og derfor ikke kommer til deres ret. Desuden kan man ikke lade være med at få en ide om, at islændingene lider en lille smule af mindreværdskomplekser. Deres sagaperiode bliver beskrevet i de mindste detaljer, mens deres periode som dansk koloni stort set ikke fylder noget. Deres løsrivelse og tiden efter er derimod igen belyst meget grundigt.

De islandske sagaer kan, til vores stor og måske lidt naive overraskelse, ikke ses nogle steder. Derimod besøgte vi et sagamuseum i det føromtalt Perlan, som var ganske fint, men som helt klart henvendt sig til nogle, der intet viste om, hverken sagaer eller vikinger. Det var yderst elementært og på den måde direkte kedeligt, hvis man allerede kendte historierne.

Med andre ord skal man ikke sætte sin store lid til de islandske museer. Men det skal man derimod til deres helt fantastiske natur.

Naturen

Hvis I skal til Island på studietur, skal naturen og ture ud i den være i fokus. På vores tur derop gjorde vi den

gigantiske brøler at bruge for lang tid på Reykjavik og for kort tid på naturen. Så vores råd er; Husk nu at fokusere på naturen.  Der er flere ting i naturen, man kan se, hvis man bruger Reykjavik som base. Her er Den Blå Lagune en af tingene.  Den Blå Lagune er simpelthen en lagune med varmt vand fra undergrunden.

Den Blå Lagune
Her bader I i det mineralrige, varme saltholdige vand, mens sneen kan dale ned omkring jer. Så bliver det ikke mere eksotisk og kontrastfyldt. Man kan vælge mellem flere typer af dampbade og efterfølgende gå i sauna. Den Blå Lagune er en stor turistattraktion, så man kan godt komme til at føle sig lidt fanget i et turisthelvede på den ene side, men på den anden side er oplevelsen så unik, at eleverne helt sikkert vil huske og sætte pris på oplevelsen. 

Fra havnen i Reykjavik er det muligt at tage på hvalsafari med et hav af forskellige udbydere, og hvalsafari er altid et hit hos eleverne. Her sejler man ud i en halvstor båd med en guide – og ja, så jagter man sæsonens hvaler. Nogle gange er det de parringsglade pukkelhvaler, andre gange de legesyge delfiner eller endda de imponerende og intelligente spækhuggere. Husk at tage et godt kamera med, sørg for at komme i god tid, så I får en plads med en god udsigt. Bådene kan til tider være virkeligt velbesøgte og man kommer til at stå utroligt tæt. Husk dog frem for alt varmt tøj. Det kan være umådeligt koldt at være i vinden en hel dag også, selvom det er den islandske sommer.

Vulkancafe?
Efter en dag på havet – måske endda en kold tur – kan man slutte turen af med et besøg på den berømte Vulkancafe, der ligger på havnen. Her er der både film og udstillinger (til meget rimelige priser) omkring vulkaner, man kan købe nørdet vulkansouvenir, og man kan få et måltid til ganske billige penge.

Det fantastiske nærmest guddommelige nordlys har man mange muligheder for at se på Island – også i Reykjavik.  Der er dog også mulighed for at booke en tur, hvor man bliver kørt uden for byen lys, hvor man kan se de fantastiske bugter af lilla, lyserød, grønne og blå farver bugte sig. Det giver sig selv, at man i dette tilfælde er meget afhængig af skyfrit vejr.

Hvis man skal ud af Reykjavik

Det er vigtigt at have et godt rejsebureau, når man skal til Island. Man er nemlig meget afhængig af, at de kan hjælpe en med at komme ud af byen, hvor en masse oplevelser venter. Man kan f.eks. besøge Strokkur gejseren. Strokkur er i modsætning til Geysier, der næste udsluk, stadig i fuldt vigør. Den udspyr hvert tredje minut brusende stråler af skoldhedt vand op til 30 meter i vejret. Det tager kun et par sekunder, hver gang – men hvilke sekunder!

Man kan også besøge Gullfoss vandfaldet, der er et af Islands mest kendte vandfald, hvor kaskader af vand falder mere end 30 m ned i en dyb, dyb kløft. Når man er i området kan man også besøge Thingvellir Nationalpark, hvor landet første parlament i 930 blev dannet.

Herlige Hekla:
Herlige Hekla – den meste berømte vulkan på Island - er også et imponerende besøg. Den hidsige dame har været i udbrud 16 gange mellem 1104 og 1991 og det bærer omgivelserne naturligvis præg af. Området var engang frugtbart, men ligger nu goldt og øde hen, og under lavaen findes der stadig rester af gammel bebyggelse og liv. Selvom området er noget trist og trøsteløst er der nu noget over at gå så tæt på en af de stærkeste naturkræfter i verden.     

Ud på tur – aldrig sur

Der er masser af muligheder for at være mere aktiv og selv komme ud i den friske luft og få brugt kroppen. Det kunne f.eks. være på en ridetur.

Island er kendt for deres små stærke, robuste og charmerende heste. De er kendte i hele verden og islænderne er umådeligt stolte af dem. Hvis man besøger Island er det da også en stor fejl, hvis man ikke får sagt goddag til dem. Det kan foregå på mange forskellige måder. Man kan besøge et af de mange stutteriser, som meget gerne viser rundt for fortæller om deres avl. Man kan desuden komme ud og se de store hesteflokke i fuldt vigør på de store, frie vidder. Her på Studenterguiden mener vi dog, der kun er en måde at møde de islandske heste på. Og det er på hesteryg. Der er en utal af tilbud om at komme afsted – og der er tilbud for både den erfarne rytter og for nybegynderen.  

Vandreruter – også på hest!
Der findes et hav af vandreruter på Island. Der er nogle, der kommer tæt på gletsjerne, og der er andre, der har fokus på det ørkenagtige land midt på øen. Det er godt at få en guide med, der kan fortælle om landskab og historie og som ikke mindst kan hjælpe med at finde gode og trygge stier.

Der er også mulighed for at prøve riverrafting, snescootere eller jeep. Mulighederne er mange, men bestemmes af rejsebureau/udbyder og naturligvis årstiden.

Priserne

Desværre er dette et yderst relevant afsnit at have med.

Man hører tit, at Island bliver betegnet som værende urimelig dyr. Og det passer desværre. Og ofte er det mere end bare urimeligt dyrt- det er horribelt dyrt. Specielt det at gå ud og spise og drikke kan være en anselig udgift i et rejseprogram. Desuden kan diverse ture, som vi har beskrevet i denne rejsebeskrivelse, også være ganske pebrede. Det kan derfor være en god ide, at bruge rejseselskabet til at få arrangeret nogle af turene. Formodentligt - og forhåbentligt –har de nogle gode aftaler med arrangører på Island.

Hotel/Hostel?
Heldigvis er priserne på hostels og hoteller ganske rimelige. Desuden er den en klar fordel, at byen er ganske lille, og man derfor ikke behøver at bruge penge på transport til at komme rundt i selve byen. Alt er desuden ganske centralt således, at eleverne let kan gå i byen (hvis de har råd) og komme sikkert hjem.

Prøv også at besøge et islandsk supermarked. Læg specielt mærke til alt det amerikanske slik og andre mærkevarer. Det er sjovt på den måde at se, hvordan Islands kontakt til USA er meget stærkere end kontakten til Europa.

Delikatesser:
Der er mange lækre delikatesser fra Island, som det er vigtigt, at man prøver. Her vil vi på Studenterguiden specielt fremhæve deres dejlige øl, der bliver produceret forskellige steder på øen. Islænderne er meget stolte af deres lokale øl, og da øllene ikke nyder speciel opmærksomhed herhjemme, er det en unik og speciel oplevelse af smage på dem. Ost i alle afskygninger er også en lokal specialitet, som man bør kaste sig over.

Klog af skade

Når vi engang skal til Island igen – fordi DET skal vi -  er det nogle ting, vi vil gøre anderledes her på Studenterguiden. For det første vil vi prioritere naturen over alt andet. Reykjavik er fin og rar by, og det er da svært at sige noget negativt om den. Men det er den islandske naturen, der virkeligt tager kegler.

Planlægning:
Da vi skulle afsted sidste gang, var vi ikke opmærksomme på, hvad de forskellige bureauer havde at byde ind med. Vi bestilte nærmest bare ved den første den bedste. Næste gang vi skal afsted, vil vi på forhånd gøre os klart, hvad vi gerne vil se/ opleve. Altså om vi vil ud og ride, om vi vil se vulkaner eller gejsere osv. Så vil vi på baggrund af det vælge vores rejsebureau. Der er nemlig stor forskel på, hvilke ture de forskellige bureauer har at byde på – og der kan også være ganske stor forskel på priserne.

Ved at gøre det på denne måde vil vi forhåbentligt få en mere skræddersyet tur, der passer til vores ønsker.

Afslutningsvis

Med andre ord er Reykjavik fin og nydelig, men den kan ikke alene klare et studiebesøg. Man bliver nødt til at komme ud og se noget islandsk natur! Men den er dælme også værd at rejse langt efter!
Oplev selv Island - og kom afsted til den bedste pris