Hvordan bliver man gartner?

Hvordan bliver man gartner?

Har du det godt, når du er ude i det grønne? Kan du godt lide at få planter til at gro? Nyder du at se små spirer blive til store levedygtige planter og er du interesseret i, hvordan du giver blomster, buske, træer og grøntsager de bedste vækstbetingelser? Så skulle du overveje at blive gartner. Det er et arbejde, hvor du skal vide en masse om både planter, salg, markedsføring og teknologi, men samtidigt er det et praktisk arbejde, hvor du skal være frisk på lidt af hvert.  

Gartnerens arbejde

Det er et afvekslende arbejde at være gartner. En arbejdsdag kan byde på mange forskellige arbejdsopgaver. Men typisk vil en gartner arbejde med:

  • Udplantning af planter
  • Beplantning af arealer
  • Plejning, vanding og gødning af planter, plæner og buske
  • Græsslåning
  • Tilskæring af buske, træer, hække mm.
  • Dyrkning af drivhusplaner eller planter i andre såkaldte kontrollerede miljøer
  • Pasning af grønne områder – rivning, oprydning osv.
  • Kunderådgivning om planer, træer, buske og blomster
  • Markedsføring og salg af planter, træer og blomster

Når du tager uddannelsen til gartner specialiserer du dig indenfor områderne: plantecenter, planteskole og væksthus. Alt efter speciale kan du ansættes i et gartneri, havecenter eller planteskole. Du kan også få ansættelse hos kommunen eller ved en kirke eller blive selvstændig gartner. 

Hvordan forløber uddannelsen?

Alle kan kalde sig gartner, hvis de beskæftiger sig med planter og har fuld tids gartnerarbejde. Det er ikke en såkaldt beskyttet titel. Skal man have et seriøst job indenfor gartnerfaget er man dog bedst hjulpet med en uddannelse i baglommen. For at blive uddannet gartner skal du:

  • Have fuldført 9. klasse eller 10. klasse
  • Derefter skal du søge ind på en erhvervsskole, der tilbyder gartneruddannelsen
  • Uddannelsen tager 4 ½ år og foregår både på skolen og i praktik. Man veksler mellem de to igennem uddannelsen
  • Du skal vælge et af de tre før nævnte specialer efter uddannelsens grundforløb. Du kan vælge mellem:
    • Her skal du kunne lide at rådgive kunder i forbindelse med pleje og pasning af planter. Du skal have en grundig viden om havebrug, maskiner og redskaber til haven. Du vil også arbejde med salg, indkøb og markedsføring.
    • Her er det mere produktionen af planter det drejer sig om. Det kan være produktion af buske og træer til parker og skove, blomster og andre planter til havebrug eller grøntsager, frugttræer og bærbuske.
    • Væksthusgartner. Her foregår arbejdet hovedsagelig i forbindelse med de store drivhuse der massefremstiller planter og blomster. Her vil der indgå en del viden om teknik og elektronik for at kunne styre produktionens maskiner, vandings- og gødningssystemer mm.

Når du er nået gennem uddannelsen kan du velfortjent og kvalificeret søge de spændende gartnerjobs, som tiltaler dig.  

Der er også noget der hedder anlægsgartner – hvad er det?

Måske er du blevet forvirret over, at der både er noget, der hedder gartner og anlægsgartner – for hvad er egentlig forskellen? Forskellen er den, at en gartner som beskrevet her over udelukkende koncentrerer sig om planterne. En gartner påtager sig altså ikke at anlægge en have, lægge fliser og brolægning mm. Anlægsgartneres arbejde indbefatter en del kreativitet, da man ud over beskæring, plantning og såning skal arbejde med selve udformningen af et terræn – anlægge bede, lægge fliser i gangarealer og indkørsler, udarbejde trækonstruktioner og terrasser i forbindelse med haveanlæg, opbygning af mure og hegn og anlægning af havedamme og springvand.

Anlægsgartneren bruger planterne i anlæggene, men arbejder også med materialer som sten og træ. Det er vigtigt at man som anlægsgartner kan se, hvad der er æstetisk appellerende - hvilke materialer og planter, der spiller godt sammen og lave gode kompositioner, der både fungerer praktisk og æstetisk.