Gadefodbold sparker hjemløses sundhed i gang

Gadefodbold sparker hjemløses sundhed i gang

Gadefodbold to til tre gange om ugen forbedrer hjemløses sundhedsprofil markant og mindsker risikoen for tidlig død. Det viser et studie, forskere fra Københavns Universitet og Exeter Universitet i England har gennemført gennem de seneste to år i samarbejde med Ombold, der organiserer gadefodbold for hjemløse og socialt udsatte i Danmark.
Hjemløse og socialt udsatte har en ringere sundhedstilstand end den generelle befolkning og har en forhøjet risiko for tidlig død. Den forhøjede risiko for tidlig død hænger blandt andet sammen med en dårlig fysisk form og det faktum, at rygning, alkohol- og stofmisbrug er hyppigt forekommende blandt hjemløse og socialt udsatte. I undersøgelsen blev 55 hjemløse og socialt udsatte mænd fra Københavnsområdet inkluderet i enten en kontrolgruppe eller en gruppe, der spillede 4 mod 4 gadefodbold to til tre gange om ugen i 12 uger. - Gadefodbold for hjemløse er en god træningsform med masser af aktivitetsskift og nærkampe samt perioder med meget høj puls. Netop perioder med høj puls har de hjemløse ikke meget af i dagligdagen. Studiet viser, at på trods af et rimeligt aktivitetsniveau med over 10.000 daglige skridt, er de hjemløses puls i gennemsnit kun høj i tre minutter om dagen, siger studieadjunkt Morten B. Randers fra Københavns Universitet , der har stået i spidsen for undersøgelsen.

Forbedret sundhedsprofil

Efter træningsperioden havde fodboldgruppen forøget deres muskelmasse og aerobe fitness (kondital), mens deres LDL-kolesterol og fedtmasse var væsentligt reduceret. Herudover var blodtrykket blevet sænket hos de deltagere i fodboldgruppen, som havde et højt udgangsniveau. Gadefodbold for hjemløse og socialt udsatte er en intens aktivitet med mange retningsskift og perioder med høj puls. Deltagernes kondital var i gennemsnit øget med 11 procent (4 ml. ilt per minut per kg. kropsvægt). Tidligere videnskabelige undersøgelser viser, at sådan en stigning er associeret med et væsentligt fald i risikoen for tidlig død. Fedtprocenten var reduceret med 11 procent, mens LDL-kolesterol var faldet med 6 procent. - I projektet oplevede vi et højt fremmøde, hvilket ellers typisk er en udfordring i arbejdet med denne målgruppe. Det lover rigtigt positivt for muligheden for at fastholde hjemløse og socialt udsatte i fysisk aktivitet, udtaler Morten B. Randers. Professor Peter Krustrup, samarbejdspartner fra Exeter Universitet, har studeret hjemløsefodbold siden 2003 og er imponeret over resultaterne: - Undersøgelsen bekræfter, at fodbold er en alsidig og effektiv motionsform med appel til alle samfundslag. Og så kan det spilles overalt. Professor ved Psykiatrisk Center København, Københavns Universitet Merete Nordentoft konkluderer: - Der er et stort potentiale for at forbedre mange menneskers livskvalitet, hvis kommunerne støtter op om gadefodbolden for hjemløse og socialt udsatte. Studiet Short-term Street Soccer Improves Fitness and Cardiovascular Health of Homeless Men er offentliggjort i European Journal of Applied Physiology.

Kontakt

Studieadjunkt Morten B. Randers Institut for Idræt Mobil: 61 71 71 67 Kilde: KU