Over 500 elever gennemførte torsdag forpremierer på de obligatoriske nationale test i enten matematik, engelsk, fysik/kemi, biologi eller geografi. 29 skoler deltog, og meldingerne fra skolerne er ifølge Skolestyrelsen, at testene virkede inden den egentlige premiere på mandag.
På Sjælsøskolen i Birkerød står matematikopgaver på programmet torsdag formiddag for 6. D, da vi er med ved forpremieren.
Afdelingsleder Birte Tuxen er sammen med klassens matematiklærer Leo Frank Have til stede under hele testen. Hun er allerede inden testen klar over, at der kan opstå problemer med den trådløse internetforbindelse, eleverne er koblet på via de bærbare computer, de låner af skolen.
Det sker også undervejs, at internetforbindelsen ryger på grund af det lokale trådløse netværk. Birte Tuxen og Leo Frank Have hjælper eleverne med at genetablere forbindelsen, så eleverne kan genoptage testen uden at begynde forfra.
Alle gennemførte testen
På trods af de lokale tekniske problemer lykkes det hele 6. D, på nær to elever, der bruger et kvarter ekstra, at gennemføre testen inden for den time, der er sat af. Testen kan i princippet forlænges med to timer, så alle når igennem, men Skolestyrelsen anbefaler, at lærerne i stedet booker en ny test til de elever, der bruger lang tid.
Lærer Leo Frank Have ser frem til at kunne bruge resultaterne konstruktivt.
”Testen er først og fremmest et værktøj for mig til at vurdere, hvor eleverne står fagligt. Det er ikke en eksamen, og det har jeg også forklaret eleverne for at undgå følelsen af pres. Jeg kan bruge resultaterne til at få fat på de svageste elever og gøre en målrettet indsats for at gøre dem bedre,” siger Leo Frank Have.
Ingen grund til stress
Pædagogisk konsulent i Skolestyrelsen Stine Juul Knudsen overværede 6.D’s test. Hun mener, at det er vigtigt, at holde stressfaktoren nede og ikke gøre de nationale test til det eneste grundlag for at vurdere eleven.
”Resultaterne bør sammenholdes med den viden, læreren i forvejen har om elevernes kunnen. Og så er det vigtigt at huske på, at en elev ikke nødvendigvis har klaret sig bedre, fordi han eller hun har brugt kortere tid på at løse opgaverne. Der er tid nok til opgaverne, faktisk kan testen forlænges med op til to timer, eller læreren kan vælge at booke en ny test til elever, der ikke når at blive færdige,” siger Stine Juul Knudsen.
Forbered eleverne
Skolestyrelsen anbefaler, at læreren forbereder eleverne grundigt, før de tager testen.
* På www.evaluering.uvm.dk ligger der demotest, som lærere og elever bør eksperimentere med, inden de skal teste for alvor. Demotestene er ikke adaptive, men de kan anvendes til at gøre sig erfaringer med de forskellige opgavetyper.
* Folkeskoleeleverne kan også forberede sig ved at gennemføre hver af de nationale test to gange på frivillig basis ud over den obligatoriske testgang.
* Elever på privatskoler og i frie grundskoler kan gennemføre de frivillige test tre gange. Det kan ske i de perioder af året, hvor der ikke er planlagt obligatoriske test. Testene kan bruges på det klassetrin, hvor de er obligatoriske, og på klassetrinnet lige over og under.
Grønne, gule og røde elever
Klassens lærer holder under testen løbende øje med monitoreringssiden i testsystemet. Her optræder tre farvekoder: grøn, gul og rød.
Farverne viser, hvor statistisk sikkert elevernes testresultat er. Grøn og gul status betyder også, at den obligatoriske test er gennemført. Farverne siger i sig selv intet om elevernes faglige niveau.
* Grøn: Resultatet er statistisk sikkert.
* Gul: Resultatet kan beregnes, men skal læses med forbehold.
* Rød: Der kan ikke beregnes et resultat endnu.
Skolestyrelsen anbefaler, at eleverne ikke bliver informeret om detaljerne for monitoreringssiden. Hverken før, under eller efter testen.
Kilde: Undervisningsministeriet