Folkeskolen i 2020

Folkeskolen i 2020

Fokus på elevernes kreative evner, mere efteruddannelse til lærerne og hyppige undersøgelser af undervisningsmiljøet. Sådan lyder nogle nye forslag fra Skolerådet.
I fremtidens folkeskole skal elevernes alsidige udvikling, det vil sige deres kreative og innovative evner, deres samarbejdsevner og deres sociale kompetencer, måles. Det var nogle af forslagene, da Skolerådet tirsdag den 9. februar aflagde sin årsberetning for 2010. Her fremlagde formand for Skolerådet Jørgen Søndergaard og medlem af formandskabet for Skolerådet Simon Calmar Andersen Skolerådets visioner og mål for en folkeskole i verdensklasse anno 2020. Skolerådet anbefaler, at man indfører slut- og trinmål for elevernes alsidige udvikling. For at fremme og måle elevernes samarbejdsevner og faglige kompetencer foreslår Skolerådet, at der indføres en projektopgave på henholdsvis 3., 6. og 8. klassetrin. I fremtiden skal eleverne fagligt være på niveau med nutidens 9.-klasse-elever, når de afslutter 8. klasse. Skolerådet foreslår, at både elevernes alsidige og faglige udvikling i fremtiden skal stå på afgangsbeviset. Eleverne skal blive dygtigere Forældrenes betydning for deres børns resultater i skolen er ifølge Skolerådet vigtige. Det skyldes, at forældrenes engagement og indstilling til skolen er afgørende for de resultater, eleverne opnår. Et andet af Skolerådets forslag er, at lærerne i folkeskolen i højere grad end i dag skal efteruddanne sig for på den måde at bidrage til bedre resultater og en folkeskole i verdensklasse. 10 udfordringer Skolerådets formandskab har identificeret 10 udfordringer, der er afgørende for kvaliteten af fremtidens folkeskole. 1. 95 procent får en ungdomsuddannelse Målet for fremtidens folkeskole er at forberede eleverne til videre uddannelse. 2. Elevernes faglighed i top Målet for fremtidens folkeskole er, at eleverne fagligt skal rykke sig cirka et klassetrin i løbet af deres skoletid i forhold til i dag. 3. Eleverne mestrer alsidige kompetencer Fremtidens folkeskole skal i højere grad fremme elevernes alsidige udvikling og sætte mål for, hvilket alsidigt og fagligt kompetenceniveau eleven skal nå. 4. Skolen er et godt sted at lære og være Fremtidens folkeskole skal være et sted, hvor eleverne trives og ikke bliver udsat for mobning og problemer med larm og støj. Trivsel er forudsætningen for, at den faglige og alsidige udvikling lykkes. 5. Lærerne mestrer fremragende undervisning Fremtidens folkeskole skal råde over kompetente lærere, der løbende bliver kompetenceudviklet og efteruddannet. 6. Lederne skaber den ambitiøse skole Fremtidens folkeskole skal være kendetegnet ved kompetent skoleledelse, hvor skoleledelsen sætter fokus på evaluering af undervisningen ved for eksempel at give feedback til lærerne. 7. Alle forældre støtter op om skolen I fremtidens folkeskole skal familien støtte endnu mere op om skolen, da opbakningen har stor betydning for elevernes udbytte af undervisningen. 8. Alle elever udfordres gennem hele skoleforløbet Fremtidens folkeskole skal tilbyde undervisningsdifferentiering, så alle elever bliver fagligt udviklet, uanset deres niveau. 9. Skolen omsætter ny viden til bedre undervisning Fremtidens folkeskole skal bygge på en vidensbaseret udvikling, hvor eksisterende viden fra ind- og udland bidrager til at gøre folkeskolens undervisning bedre. 10. Alle arbejder aktivt for de samme mål Politikerne sætter målene og rammerne for fremtidens folkeskole, mens skolernes ledelse og lærere skaber indholdet og udvikler den høje kvalitet. Der skal være tæt sammenhæng mellem mål og det konkrete arbejde. Kilde: Undervisningsministeriet