Flere håndværkere skal uddannes
Grundet de manglende praktikpladser, vil vi indenfor fem år mangle håndværkere.
Mange virksomheder har skåret lærlingelønnen væk, så ligenu mangler der 4000 praktikpladser til unge. Ifølge Danske Erhvervsskole er manglen størst i de større byer. På Københavns tekniske skole, regner man med at halvdelen af skolens elever sidste år ikke fik en praktikplads, og værst ser det ud for håndværkerfagene som elektriker, tømrer og murer, så om 5 år, vil der mangle håndværker, og de skal ifølge formanden for de Danske Erhvervsskoler, Per Amstrup, uddannes nu.
Det er nu så stort et problem, at der er gået politik i sagen. For at ændre situationen foreslår SF derfor, at alle virksomheder, der løser opgaver for det offentlige, skal være forpligtet til at tage praktikanter ind.
Partiet har lanceret en ”Ungdomskrisepakke” hvor der lægges op til, at minimum 15 procent af en virksomheds ansatte skal være praktikanter. Der skal så være en gulerod på 20.000 kr. til virksomheden, pr. elev der gennemfører praktikken.
Både Socialdemokratiet og erhvervs- og arbejdsgiverforeningen, Dansk Byggeri, mener dog at tvang er for vidtgående at bruge overfor virksomhederne. SF mener det er den eneste måde at løse problemet på: "Man kan kalde det tvang, man kan også kalde det positivt samarbejde. Under alle omstændigheder er det ganske enkelt naivt at tro, at virksomhederne løser problemet af sig selv," udtaler SF's erhvervsuddannelsesordfører, Karsten Hønge, og henviser til, at de fleste virksomheder i dag allerede lever op til kravet om de 15 procent, så det er bare de sidste det drejer sig om at få med.
Dansk folkeparti tager afstand til SF’s foreslag. Uddannelsesordfører, Martin Henriksen : "Vi kan bare ikke love de unge, at alle kan blive tømrere, hvis der ikke er behov for tømrere. Det er konjunkturbestemt, og det kan vi ikke gøre op med," siger han og kalder forslaget "ren og sker populisme".
Lars Andersen, direktør i AR Rådet (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd), mener ikke det kun er et spørgsmål om konjunkturer, "Der er gudskelov en tid efter den økonomiske krise, og til den tid kommer vi altså til at mangle arbejdskraft," siger han.
SF’s Karsten Hønge står fast ved, at der virkelig er behov for en løsning, og kritiserer Dansk Folkepartis udmeldinger. "Deres tilgang er naiv og arrogant. Dansk Folkeparti sælger simpelthen de unge," siger han.