Fleksibelt klasseloft skal give mere tid til eleverne og mindske frafald
Børne- og undervisningsministeren har den 28. marts 2012 fremsat lovforslag i Folketinget om et fleksibelt klasseloft på de gymnasiale uddannelser. Det skal modvirke overfyldte klasser og give læreren mere tid til den enkelte elev.
Klasseloftet gennemføres ved indførelse af:
- en tilskudsbetingelse, hvorefter der gennemsnitligt maksimalt må være 28 elever eller kursister pr. klasse på hvert klassetrin i de gymnasiale fuldtidsuddannelser, som den enkelte institution udbyder, og
- en afskæring af tilskud til institutioner, der har mere end højst 28 elever eller kursister pr. klasse på hvert klassetrin i de gymnasiale fuldtidsuddannelser, som institutionen udbyder.
Klasseloftet omfatter de gymnasiale fuldtidsuddannelser, det vil sige de treårige uddannelser til studentereksamen (stx), højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx), den toårige uddannelse til studentereksamen tilrettelagt som studenterkursus og den toårige uddannelse til højere forberedelseseksamen (hf). Enkeltfagsundervisning og International Baccalaureate (IB) omfattes ikke.
Alle udbud af de gymnasiale fuldtidsuddannelser på offentlige gymnasier, voksenuddannelsescent-re, erhvervsskoler og private gymnasier, studenterkurser og hf-kurser omfattes af klasseloftet.
Børne- og undervisningsministeren vil kunne fastsætte regler, hvorefter tilskudsbetingelsen og tilskudsafskæringen i særlige tilfælde fraviges efter objektive kriterier. Der vil desuden skulle fastsættes regler om opgørelsen af den gennemsnitlige klassekvotient.
Lovforslagets baggrund er finanslovsaftalen for 2012 mellem regeringen (Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) og Enhedslisten.