Kød, grøntsager og andre fødevarers kvalitet skal være i top. Det krav imødekommes af en ny videregående uddannelse som diplomingeniør i fødevareanalyse. Undervisningsminister Bertel Haarder har netop godkendt den samt fire andre videregående uddannelser.
Uddannelsen i fødevareanalyse skal sikre, at der er nok og velkvalificeret arbejdskraft til kontrol af fødevarer. De studerende undervises i fødevarers kvalitet og holdbarhed og lærer at formidle deres brede viden inden for kontrol, hygiejne, lovgivning og regler.
En anden ny uddannelse handler også om formidling. Her gælder det kristendom og kultur i forbindelse med undervisning, ledelse og omsorg. Uddannelsen til professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation er skabt i tæt samarbejde med de studerendes kommende arbejdspladser. Den giver adgang til at søge job i folkekirken, frikirker, kirkelige organisationer og andre organisationer, der arbejder med kristendoms- og kulturformidling. Det kan for eksempel være fri- og efterskoler eller museer.
I Danmark er der tradition for, at undervisning og uddannelse i religion ikke er forkyndende. Undervisningsminister Bertel Haarder har forudsat, at uddannelsen til professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation ikke bryder med denne tradition.
”I min tid som kirkeminister gjorde biskopperne mig opmærksom på et behov for, at sognemedhjælperne i folkekirken får en reel uddannelse, der klæder dem godt på til deres arbejde. Den nye uddannelse kombinerer tradition med moderne organisationsværktøjer og teorier på en spændende måde. Det har glædet mig at godkende den og fire andre nye videregående uddannelser, der på hver sin måde dækker nogle vigtige behov i samfundet,” siger han.
Ud over de nævnte uddannelser har ministeren også godkendt en overbygningsuddannelse som professionsbachelor i e-koncept-udvikling. Adgangskravet er en erhvervsakademiuddannelse i multimediedesign, designteknologi, e-design eller datamatik. Uddannelsen specialiserer blandt andet de studerende i kundepleje af handlende på internettet.
I systemet for åben uddannelse er der endvidere godkendt to såkaldte profilforløb. Det ene er en videreuddannelse i odontologisk praksis for erhvervsuddannede tandklinikassistenter og tandplejere. Den giver færdigheder i at kommunikere, kvalitetsudvikle og koordinere i forbindelse med driften i en tandklinik samt at varetage uddelegerede opgaver inden for tandplejen.
Det andet er et profilforløb i human resources. Uddannelsen kvalificerer de studerende til at udvikle og gennemføre HR-strategier og kompetenceudvikling i organisationer og virksomheder. Den har gennem flere år været en forsøgsuddannelse, men er nu blevet akkrediteret og godkendt som videregående uddannelse, og den har allerede en god søgning.
Nye videregående uddannelser
* Professionsbacheloruddannelse som diplomingeniør i fødevareanalyse
Varighed: Tre et halvt år (210 ECTS-point)
Ansøger: Danmarks Tekniske Universitet
Udbud: Danmarks Tekniske Universitet
Formål/erhvervssigte: At uddanne diplomingeniører, som kan dække erhvervslivets behov for kvalificeret arbejdskraft inden for fødevarekontrol, offentlig kontrol og egenkontrol på virksomheder. Med kompetencer funderet i statistiske værktøjer og metoder, viden om måleteknikker og procesforståelse vil en fødevareanalytiker kunne forberede, designe og gennemføre fødevareanalyse og -kontrol fra start til slut.
* Professionsbacheloruddannelse i kristendom, kultur og kommunikation
Varighed: Fire år (240 ECTS-point)
Ansøger: Professionshøjskolen VIA UC
Udbud: Diakonhøjskolen i Århus og Diakonissestiftelsens Uddannelsescenter på Frederiksberg
Formål/erhvervssigte: At kvalificere de studerende til selvstændigt at kunne varetage kommunikations-, undervisnings-, ledelses- og omsorgsopgaver i forbindelse med kristendoms- og kulturformidling og at kunne håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer i forskellige arbejdssammenhænge. Uddannelsen sigter mod national og international beskæftigelse i folkekirken, frikirker, kirkelige organisationer og andre organisationer, der arbejder med kristendoms- og kulturformidling, for eksempel fri- og efterskoler, boligforeninger, kommunale kultur- og fritidsforvaltninger samt museer.
* Professionsbacheloruddannelse i e-koncept-udvikling (overbygning)
Varighed: Halvandet år (90 ECTS-point)
Ansøger: Professionshøjskolen UC Nordjylland og Københavns Erhvervsakademi
Udbud: Professionshøjskolen UC Nordjylland og Københavns Erhvervsakademi
Formål/erhvervssigte: Videreuddannelsesmulighed for multimediedesignere, e-designere, designteknologer og datamatikere, der kvalificerer de studerende til job inden for strategisk konceptudvikling af e-shopper/e-handelsportaler. Uddannelsen kvalificerer desuden til job inden for strategisk udvikling af kommunikations- og designkoncepter af interaktive digitale løsninger/materialer.
* Profilforløb i human resources
Varighed: Et år (60 ECTS-point). Typisk tilrettelagt som deltidsundervisning over to år
Ansøger: Københavns Erhvervsakademi og Erhvervsakademi Århus
Udbud: Københavns Erhvervsakademi (Ishøj), Erhvervsakademi Århus (Viby J), Erhvervsakademi Kolding og Erhvervsakademi Lillebælt (Odense)
Formål/erhvervssigte: At kvalificere den uddannede til selvstændigt at kunne varetage opgaven inden for HR, herunder at arbejde professionelt i forskellige konsulentroller, medvirke aktivt til virksomhedens strategiske proces, udvikle og gennemføre HR-strategier, gennemføre strategisk kompetenceudvikling samt kunne sætte sig ind i relevante organisationsudviklingsmetoder og aktivt kunne deltage i iværksættelsen af disse og arbejde med forandringsprocesser i praksis.
* Profilforløb i odontologisk praksis
Varighed: Et år (60 ECTS-point). Typisk tilrettelagt som deltidsundervisning over to år
Ansøger: Københavns Universitet og Aarhus Universitet
Udbud: Skolen for Klinikassistenter og Tandplejere, Københavns Universitet, og Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere, Aarhus Universitet
Formål/erhvervssigte: At videreuddanne klinikassistenter til selvstændigt at kunne varetage nødvendig kommunikation, kvalitetsudvikling og koordination i forbindelse med driften i en tandklinik samt selvstændigt at kunne varetage uddelegerede arbejdsopgaver inden for et eller flere felter inden for tandplejen.
Nye udbud af eksisterende uddannelser
* Erhvervsakademiuddannelse inden for automationsteknologi på Erhvervsakademi Sjælland (udbud i Nykøbing).
* Erhvervsakademiuddannelse inden for autoteknologi på Erhvervsakademi Sjælland (udbud i Næstved/Haslev).
* Erhvervsakademiuddannelse inden for logistik og transport på Erhvervsakademi Sjælland (Køge).
* Erhvervsakademiuddannelse inden for serviceøkonomi på Erhvervsakademi Sjælland (Køge/Slagelse) og på Erhvervsakademi MidtVest (Holstebro).
* Professionsbacheloruddannelse i økonomi og informationsteknologi på Erhvervsakademi Lillebælt (Vejle).
* Professionsbacheloruddannelse i softwareudvikling (overbygning) på Københavns Erhvervsakademi (København NV/Ø).
* Diplomuddannelse i energi og miljø på Professionshøjskolen VIA UC (Horsens).
* Diplomuddannelse i international handel og markedsføring på Erhvervsakademi SydVest (Esbjerg) og Erhvervsakademi Århus (Viby J).
* Diplomuddannelse i ledelse på Erhvervsakademi Århus (Viby J).
* Diplomuddannelse i softwareudvikling på Professionshøjskolen UC Nordjylland (Aalborg) og Erhvervsakademi SydVest (Esbjerg).
* Diplomuddannelse i webudvikling på Erhvervsakademi SydVest (Esbjerg) og Professionshøjskolen UC Nordjylland (Aalborg)
Kilde: Undervisningsministeriet