FVU hjælper Yen med at få en uddannelse
”Du har 316 hele, og kan I huske, hvad det her er?” FVU-underviser Hanne Salling Norberg kigger spørgende ud i klasselokalet hos CLAVIS, hvorefter hun forklarer de matematiske regler. Klassen er fyldt med videbegærlige kursister, der ønsker at blive klogere på matematik. I klassen sidder også Yen Trihn, som i ét år har boet og arbejdet i Danmark. Trods det, at hun kun har været ét år i Danmark, så er ordforrådet allerede stort, og samtalen kører gnidningsløst.
Yen ønsker at få papir på sine kompetencer, da hun ikke mener, at de papirer hun har fra sin skole i hjemlandet Vietnam, er kendte nok i Danmark, til at kunne tage en uddannelse her.
”Jeg tror, at FVU er en god vej til at få en uddannelse i Danmark,” fortæller hun.
FVU hos CLAVIS i Aarhus kan nemlig være med til at bane vejen til en uddannelse – og så er det endda gratis. Det kan være i form af det rette bevis til optagelseskrav, eller i form af hjælp til bedre opgaveskrivning - og dermed højere karakterer. Det kan også være faglig læsning, studieteknik og mundtlighed, som også kan hjælpe med bedre karakterer.
Yen drømmer om at blive pædagog eller sygeplejerske, og det skal FVU-forløb i dansk og matematik hos CLAVIS sprog & kompetence hjælpe hende med.
”Jeg vil gerne hjælpe folk og snakke med dem,” fortæller Yen. Hun vidste, at hun skulle gøre noget for at blive bedre til dansk og matematik, og derfor begyndte hun til FVU-undervisning, og det har hun ikke fortrudt, for både FVU i dansk og matematik har hjulpet hende meget.
”Jeg havde glemt mange af reglerne indenfor matematik, men nu kender jeg dem igen, og bruger det i min hverdag,” forklarer Yen, og fortæller, at hun f.eks. bruger matematik, når hun handler.
Ønsker du også at blive bedre til at stave, regne, skrive eller læse, så kontakt CLAVIS sprog & kompetence i Aarhus for at høre mere om dine muligheder for gratis FVU-kurser her: https://www.clavis.org/til-kursister/fvu-dansk.