Efter folkeskolen havde hverken Cindie Schmidt, 24, eller Anders Michelsen, 35, lyst til at fordybe sig i bøger om religion eller markedsføring i en gymnasial uddannelse.
I folkeskolen havde Cindie Schmidt haft problemer med at stave og skrive, og hun var bange for at få et nederlag i gymnasiet. Hun ville gerne arbejde i et fag, hvor hun kunne hjælpe folk. Hendes studievejleder guidede hende derfor ind på Social- og Sundhedsskolen Syd i Aabenraa.
”På social- og sundhedsskolen fandt jeg ud af, at der var noget, jeg var rigtig god til, og jeg fik topkarakterer hele vejen igennem. Det var dejligt, og jeg har aldrig fortrudt mit valg,” siger hun.
Cindie Schmidt blev uddannet social- og sundhedsassistent. Anders Michelsen begyndte på EFG på Århus tekniske Skole, fik en læreplads og uddannede sig til værktøjsmager.
Assistentuddannelsen giver rabat
Efter et års tid på arbejdsmarkedet havde begge lyst til nye udfordringer, flere færdigheder og flere jobmuligheder. For begge var løsningen at tage en videregående uddannelse. Cindie Schmidt går nu på sygeplejerskeuddannelsen i København. Anders Michelsen blev uddannet maskiningeniør i 2000.
Cindie Schmidt får et halvt års merit på sygeplejerskeuddannelsen, fordi hun via sin assistentuddannelse allerede har erfaring med pleje og omsorg. Havde hun også haft en studentereksamen, ville hun få et helt års rabat. Studentereksamen kan også give merit i visse boglige fag på social- og sundhedsskolen.
Ikke svært ved at følge med
Cindie Schmidt og Anders Michelsen har haft stor glæde af deres praktiske erfaring i deres videregående uddannelser - og for Anders Michelsens vedkommende i hans nuværende arbejde. Cindie Schmidt føler ikke, hun har sværere ved at følge med i undervisningen end de studerende, der har en gymnasial baggrund.
”I starten kendte jeg noget af det pensum, vi blev undervist i, men ikke dybdegående. Det var en fordel, at jeg i begyndelsen kunne koble teorien på den praktiske erfaring, jeg har fået i min uddannelse og gennem mit job som social- og sundhedsassistent,” siger hun.
Hun supplerer sin SU gennem et job som social- og sundhedsassistent på tre behandlingsinstitutioner for unge.
Praktik i udlandet
Anders Michelsen arbejder med industriel rådgivning og produktudvikling i virksomheden Kapacitet A/S i Hellerup.
Før han kunne optages på uddannelsen til maskiningeniør, skulle han blandt andet tage eksamen i matematik og fysik. Det gjorde han på et suppleringskursus.
Fordi han allerede havde maskinteknisk erfaring, kunne han få merit for 5. semester, hvor de studerende skulle i praktik. Han valgte dog at tage i ingeniørpraktik i Kiel i Tyskland. 6. og 7. semester læste han i Irland.
Bruger begge uddannelser
Virksomheden Kapacitet A/S ansatte i 2007 Anders Michelsen, fordi han kan kombinere sine to uddannelser.
Medejer og administrerende direktør i Kapacitet A/S Jens Peter Bredholt mener, at de dygtigste produktudviklere og produktopfindere har en baggrund som håndværkere og ingeniører. Deres faglige og teoretiske viden giver de bedste muligheder for at udvikle et godt produkt.
Anders Michelsen bruger sin håndværksmæssige baggrund i værkstedet, når han tester det produkt, han har regnet sig frem til og tegnet på computeren.
”Den typiske ingeniør sidder ved computeren og finder nok så smarte løsninger, men ved dybest set ikke, om den animerede model er realistisk, før den ender i produktionsværkstedet. Jeg har en forudgående, håndværksmæssig viden, når jeg animerer på computeren. Det er en fordel,” siger han.
Kilde: Undervisningsministeriet