Regeringen og Dansk Folkeparti har som led i Finanslov 2010 aftalt at gøre en ekstraordinær indsats for kommende dimittender. De får mulighed for særlige kompetenceudvidende forløb i forlængelse af igangværende uddannelse. Målgruppen er studerende, som er tæt på at afslutte en erhvervsakademiuddannelse, professionsbacheloruddannelse eller en universitetsuddannelse, hvor der ikke umiddelbart er relevante videreuddannelsesmuligheder.
Forløbet skal skærpe og udbrede den enkelte dimittends kompetencer i forhold til de aktuelle jobmuligheder og begrænse risikoen for, at kommende dimittender bliver ledige. Det særlige forløb skal udvide den unges kompetencer på nye områder. Den kommende dimittend søger om deltagelse i det særlige forløb inden afslutningen af den igangværende uddannelse. Universiteter, professionshøjskoler mv. udbyder de særlige forløb, der sammensættes af enkeltfag på eksisterende, godkendte heltidsuddannelser. Et forløb har typisk og højest en varighed af et halvt år.
Undervisningsminister Bertel Haarder siger:
”Jeg er glad for, at det ikke kun er universitetsuddannede, der får en hjælpende hånd, men også faglærte og studerende på professionshøjskoler, erhvervsakademier og ingeniørhøjskoler, det vil sige lærere, sygeplejersker, pædagoger, diplomingeniør m.m.”
Eksempler:
* En ingeniør, der følger fag i virksomhedsøkonomi, marketing, logistik mv.
* En ingeniør eller humanist, der tager fag i økonomistyring, projektledelse mv.
* En ingeniør, der udbygger sin faglige profil med miljøteknologi.
* En ingeniør, der udbygger sine kompetencer med erhvervsøkonomi, erhvervsret og iværksætteri.
* En humanist eller ingeniør, der følger fag i interkulturel sprog og kommunikation, international virksomhedskommunikation mv.
* En humanist, der tager forvaltningsret, statsret mv. med henblik på ansættelse inden for offentlig administration.
* En humanist, der udvider sine kompetencer med informationsteknologi og iværksætteri.
* En scient.pol., der tager fag på journalistuddannelsen (på SDU) for at blive bedre til kommunikation mv.
* En professionsbachelor i grafisk kommunikation, der supplerer sine kompetencer inden for webudvikling eller nethandel.
* En produktionsteknolog, der udbygger sine merkantile kompetencer inden for eksempelvis markedsføring og iværksætteri.
Universitetet, professionshøjskolen mv. kan udbyde de særlige forløb inden for de forskellige faglige hovedområder. Forløbet sammensættes af kompetencegivende fag, det vil sige enkeltfag på eksisterende, godkendte heltidsuddannelser.
Det særlige kompetenceudvidende forløb ligger i forlængelse af den igangværende uddannelse. Der er ikke mødepligt eller beståelseskrav, men forløbet afsluttes med en prøve. Det giver den unge mulighed for at dokumentere tilegnede kompetencer.
Den kommende dimittend søger om deltagelse i det særlige kompetenceudvidende forløb inden afslutningen af den igangværende uddannelse, men påbegynder først det særlige forløb efter afslutningen af uddannelsen. Det er ikke muligt at påbegynde mere end ét særligt forløb.
Unge, der dimitterer midt i et semester, skal normalt vente, til et nyt semester begynder, før et særligt kompetenceudvidende forløb kan påbegyndes.
Økonomi og forsørgelse
Der afsættes 20 millioner kroner i 2010 til uddannelsesudgifter til særlige forløb. Hertil kommer 17 millioner kroner til forsørgelse til de studerende, der i niveau og regler svarer til SU. Initiativet, som træder i kraft den 1. februar 2010, løber i ét år.
Udvidede uddannelsesmuligheder for faglærte ledige
Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at forbedre uddannelsesmulighederne for nyuddannede faglærte ledige. Aktive tilbud i form af uddannelse kan understøtte muligheden for at få en plads på arbejdsmarkedet. Nyuddannede kan have behov for at få målrettet og skærpet kompetencerne, så de matcher de aktuelle jobmuligheder.
Parterne er enige om at afsætte en pulje på 20 millioner kroner i 2010, med henblik på at nyuddannede, faglærte ledige i højere grad kan få tilbud om en jobrettet uddannelsesindsats. Ordningen er forankret i Beskæftigelsesministeriet.
Kilde: Undervisningsministeriet