Verdens mest fleksible studiejob: Tekstforfatter til tekster på nettet
Kunne du godt tænke dig et fleksibelt studiejob, hvor du kan arbejde når og lige så meget, som det passer dig? Kan du skrive en fejlfri og flydende tekst, og kan du overholde en deadline? Så var det måske en ide at blive tekstforfatter til tekster på nettets mange hjemmesider.
Har du nogensinde tænkt over, hvem der skriver de tekster, du læser på hjemmesider, webshops og andre online-medier? Hvis du tror, det er folkene bag hjemmesiderne, som selv skriver deres tekster, så tager du oftest fejl.
For det er nemlig ikke sådan helt lige til at skrive en god tekst til nettet. Så oftest hyres et professionelt tekst- og content marketing bureau til opgaven. De kender den helt rigtige opskrift, der sikrer, at teksten rammer den målgruppe, som hjemmesiden eller webshoppen vil tiltrække. Samtidig ved de, hvordan de får søgemaskineoptimeret teksten, så den kan skaffe websitet den bedst mulige placering i søgeresultaterne.
Mange tekstbureauer bruger freelance tekstforfattere
Mange af de professionelle tekstbureauer bruger – udover deres egne ansatte – også tit freelance tekstforfattere. Før freelance-skribenterne går i gang med at skrive, bliver de oplært i at skrive de forskellige teksttyper. Så ved de både, hvordan teksterne skal opbygges, og hvordan de skal skrives, så teksten er søgemaskineoptimeret.
Når de har skrevet teksten, bliver den korrekturlæst og redigeret af enten en projektleder eller en redaktør på tekstbureauet. Denne giver så feedback på teksten, så du bliver en bedre skribent. På den måde lærer du både at skrive bedre, og tjener penge på samme tid.
Arbejd hjemmefra, når du vil
Det er de færreste tekstbureauer, som forlanger, at du møder ind, og sidder og skriver hos dem. Det kan godt være en fordel i starten, men i de fleste tilfælde kan du lige så godt sidde og skrive derhjemme – lige nøjagtigt på det tidspunkt på dagen, hvor du har bedst tid, og er mest opsat på at skrive.
Det eneste tekstbureauerne forlanger er, at du kan overholde den deadline, der er sat på opgaven. Misser du en deadline, eller giver du ikke besked om en eventuel forsinkelse, kan de ikke bruge dig. For oftest har tekstbureauet selv en stram deadline over for deres kunder. Så derfor er det vigtigt, at du altid er pligtopfyldende og præcis med din aflevering.
Hold øje med “Tekstforfatter søges”
Mange tekstbureauer indrykker opslag på studiejob-portalerne på de mest relevante uddannelser som f.eks. dansk, journalistik og kommunikationsuddannelserne. Oftest står der ”Tekstforfatter søges” i overskriften og så lidt om, hvilke forudsætninger du skal opfylde, for at kunne ansøge.
Teksterne aflønnes enten til en fast pris pr. tekst eller en fast pris pr. afleveret ord. Det sidste er det mest almindelige. Ordpriserne hos de mere seriøse tekstbureauer ligger på mellem 20 og 35 øre pr. ord – og nogle gange højere. Det lyder måske ikke af så meget. Men da de fleste tekster ligger på mellem 350 og 2000 ord, kan du sagtens holde en rigtig god timeløn, selv om du afregnes pr. ord.
Så hvis du:
- skriver fejlfrit og flydende på dansk eller et andet sprog
- kunne tænke dig verdens mest fleksible studiejob
- ikke har behov for at møde ind nogen steder
- selv vil bestemme dine arbejdstider og antal timer
Så søg ind som tekstforfatter hos et af de danske tekstbureauer på nettet.