Unge lærere skal mere i praktik

Unge lærere skal mere i praktik

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) vil sikre, at fremtidens lærere bliver bedre til sociale kompetencer.
Derfor foreslår han, at de studerendes berøringsflade med virkeligheden bliver langt større, skriver Politiken lørdag. Deres praktik er netop blevet styrket, og fremover vil de lærerstuderende også kunne dumpe, hvis de ikke evner at undervise i praksis. Men ministeren går nu skridtet længere og er villig til at åbne flere nye veje: »Vi kan sætte udfordringen med de sociale kompetencer i system med en af de andre store udfordringer. Vi oplever jo et stort mandefald på seminarierne i slutningen af uddannelsen, fordi de studerende er yderst efterspurgt arbejdskraft ude på skolerne. Derfor kunne vi kombinere uddannelse og ansættelse fra tredje eller fjerde studieår. Det kunne fastholde de studerende i uddannelsen, samtidig med at de vil opbygge erfaringer med sociale relationer til eleverne«, foreslår ministeren over for Politiken. Formanden for Professionshøjskolernes Rektorkollegium, Laust Joen Jakobsen, er begejstret over udspillet. Han mener, at man med stor fordel kunne tage det sidste år på uddannelse og strække det ud over to år, som så skulle bestå af halv tid på studiet og halv tid på jobbet. »Det vil kunne give de studerende det, de har brug for til at være rustet til virkeligheden«, siger Laust Joen Jakobsen til Politiken. Men lærernes formand, Anders Bondo Christensen, er ikke udtalt begejstret. Han kan slet ikke se noget perspektiv i, at studerende på tredje år skal ud i en kombination af studium og arbejde: »Der er brug for mere tid i uddannelsen, så hvis vi skal diskutere det, så kræver det, at det bliver efter fjerde år, og at uddannelsen bliver femårig. Og så er det ret vigtigt, at man ikke laver arbejdsprøvning i praktikken, for praktik er et fag i uddannelsen«, påpeger Bondo Christensen over for Politiken. Kilde: Politiken