Ungdomsuddannelsernes ansøgningsfrist udskudt

Ungdomsuddannelsernes ansøgningsfrist udskudt

Undervisningsministeriets web-baserede optagelsessystem giver problemer pga overbelastning, så omkring 90.000 elever fra grundskolen og 10.klasse har problemer med at søge ind på gymnasiet eller erhvervsuddannelser.
Undervisningsministeriet har nu valgt at udskyde ansøgningsfristen fra d. 15. marts til 20. marts. Formanden for gymnasierektorerne, Peter Kuhlman er ikke tilfreds. ”Det er en hel årgang af unge, der ikke kan søge ind på en ungdomsuddannelse”. I år er første gang det er obligatorisk at søge ind via web-siden www.optagelse.dk. Den automatiske indhentning af elevernes data og karakterer har skabt problemer, og IT-systemet har ikke kunne klare den store tilstrømning af brugere. Peter Kuhlman påpeger vigtigheden af at et system, der gør det obligatorisk at søge digitalt, skal virke 100% inden det tages i brug, og frygter at nogle forældre og elever tror, at de har sendt en ansøgning, der så alligevel ikke er gået igennem. Problemet forsinker hele planlægningen af de nye klasser på uddannelserne, og de unge må sandsynligvis vente med at få svar på om de er optaget, til efter Påsken. Erik Møller Hansen, chefkonsulent i Undervisningsministeriets vejledningskontor, mener det er en overdreven frygt, og er sikker på, at den eneste konsekvens bliver, at elever, forældre og skoler nu har en uge ekstra til af få ansøgningerne afsted, og at ungdomsuddannelserne får ansøgningerne en uge senere. Man har fra undervisningsministeriet forsøgt at sikre systemet imod overbelastning, og man har nu opgraderet systemet, og vil sørge for at det hele virker perfekt til næste år.