Undervisningsministeren indvier ny flymekanikerskole

Undervisningsministeren indvier ny flymekanikerskole

Indvielsen af en ny flymekanikerskole bød på både turbojet-cykler, larmende turbinemotorer og et blik på uddannelsen fra oven.
Blikkene var rettet mod himlen, da undervisningsminister Bertel Haarder 3. juni ankom til TEC Aviation i Hvidovre. Han havde i dagens anledning fået et lift af TECs direktør Leif Bille og havde dermed skiftet ministerbilen ud med en helikopter. Efter flyveturen var det tid til at indvie den nye skole, som bliver en del af Teknisk Erhvervsskole Center (TEC) i Hvidovre. Indvielsen markerer også, at flere uddannelser nu er samlet under ét på mekanikerskolen. Efter grundforløbet kan man således vælge mellem at blive mekaniker, karrosserismed, cykelmekaniker, knallert-/motorcykelmekaniker, flymekaniker, chauffør, lufthavnsoperatør eller lageroperatør. Selvom Bertel Haarders viden om flyvemaskiner og mekanik kommer fra tegneseriernes verden, var han ikke i tvivl om betydningen af en ny og topmoderne flymekanikerskole i Danmark. ”Indvielsen her i dag er et vigtigt led i vores bestræbelser på at sikre et højt internationalt uddannelsesniveau blandt vores luftfartspersonale. Uddannelsen til flymekaniker har mange facetter og forskellige specialeområder. Uddannelsen er fagligt krævende og kun de dygtigste gennemfører. Jeg er sikker på, at hvis brødrene Wright kunne se jeres flymekanikerskole nu, ville de være dybt imponerede,” sagde Bertel Haarder, hvorefter han erklærede skolen for åben. Dagen blev også brugt til at fejre et nyt samarbejde mellem TEC Aviation, Boeing og det hollandske World Class Aviation Academy, som blandt andet skal åbne for muligheden for udveksling af studerende, undervisere og kursusmaterialer mellem de tre lande Holland, USA og Danmark. Kilde: Undervisningsministeriet