Undervisnings ministeriet og skoleforeninger indgår partnerskab

Undervisnings ministeriet og skoleforeninger indgår partnerskab

Undervisningsministeriet har indgået et partnerskab med de skoleforeninger, der udbyder arbejdsmarkedsuddannelser. Det sker for at sikre fleksibilitet og kvalitet i arbejdsmarkedsuddannelserne.
I forbindelse med udbudsrunden af arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) har Undervisningsministeriet sat fokus på en nultolerancepolitik over for brud på reglerne på AMU-området. Derfor har Undervisningsministeriet løbende haft dialog med skoleforeningerne om, hvordan princippet om nultolerance kan etableres i praksis. Og den dialog er nu mundet ud i en aftale om et partnerskab med lederforeningerne på området. Formålet med partnerskabet er dels at samarbejde om udmøntningen af nultoleranceprincippet, dels at sikre fleksibilitet og kvalitet i de danske arbejdsmarkedsuddannelser.

Dialogmøder i hele landet

Det første initiativ fra partnerskabet var en række dialogmøder i hele landet, som blev afholdt fra den 19. til den 25. april 2010. På møderne deltog repræsentanter fra Undervisningsministeriet, Danske Erhvervsskoler – Lederne og udbydere af AMU. Formålet med dialogmøderne var at redegøre for det ansvar, som de godkendte udbydere af AMU har i forhold til at forvalte AMU inden for de gældende rammer og i overensstemmelse med lovens formål.

Budskabet til institutionerne var klart

Mål- og rammestyringen inden for arbejdsmarkedsuddannelserne giver store frihedsgrader og fleksibilitet på uddannelsesinstitutioner i forhold til forvaltning af udbuddet. Dog skal uddannelsesinstitutionerne have øje for, at AMU er et offentligt uddannelsesprogram med et politisk formål. ”Husk, at decentrale frihedsgrader og nultolerance ikke skal ses som hinandens modsætninger, men som hinandens forudsætninger. Frihed og fleksibilitet forudsætter, at udbyderne udviser ansvarlig adfærd i forhold til det, der er lovgivet om. Derudover skal det ikke kunne betale sig at bryde reglerne,” sagde uddannelsesdirektør Villy Hovard Pedersen på mødet i Aalborg den 19. april.

Fakta

Partnerskabet om implementeringen af nultoleranceprincippet består af Danske Erhvervsskoler, Foreningen af forstandere og direktører ved AMU-centre, SOSU-lederforeningen og Undervisningsministeriet. Partnerskabet skal generelt virke som et dialogforum. Aftalen i partnerskabet omfatter også udarbejdelsen af et kvalitetssikringsmateriale, som kan anvendes af uddannelsesinstitutionerne. Kilde: Undervisningsministeriet