Turist i eget land – oplev andre sider af Danmark

Turist i eget land – oplev andre sider af Danmark

For nogle kan det lyde lidt halvkedeligt, at skulle holde sin ferie i Danmark. Det handler dog lidt om, hvad man selv gør det til. De fleste mennesker har ikke været alle steder i Danmark, men drager i stedet mod storbyer som Aarhus og København, hvor der altid er liv. Den studerende har måske ikke lige råd til storbyferierne med dyre restaurantbesøg og shopping, eller en rejse til udlandet, så det kan derfor være en mulighed, at se nogle af de steder, man ellers ikke ville besøge.

Tag en dagstur til en mindre by

Der kan være flere oplevelser i vente i en af de mindre byer, som man måske slet ikke har overvejet før. Du kan eksempelvis tage et smut til Kerteminde, hvor du får de bedste gammeldags isvafler, og kan være kulturel på Johannes Larsen museet, eller opleve marsvin, sæler og andre havdyr i Fjord & Bælt. Du kan også vælge at tage til Middelfart, hvor man kan opleve smuk keramikkunst på Clay keramikmuseum, og afslutte dagen med et skønt måltid på Restaurant Fænøsund. Du kan også tage en heldagstur til Louisiana museet i Humlebæk, som byder på spændende udstillinger fra verdenskendte kunstnere. Der er mange forskellige seværdigheder i de mindre byer, som man kan undersøge nærmere, for at få et overblik over, hvad Danmark har at byde på.

Tag i sommerhus

I forlængelse af at tage en dagstur til en mindre by, kunne man vælge at tage i sommerhus. Man kan både tage til de kendte sommerhusområder, som Blåvand og Tisvildeleje, men man kan også vælge de mere afdæmpede sommerhusområder, hvor der er færre mennesker, for at få fred og ro på ferien. Der findes forskellige slags sommerhuse til enhver smag, hvoraf de nyrenoverede med moderne møbler oftest er de dyreste. Man skal derfor gøre op med sig selv, hvad man gerne vil have ud af oplevelsen i sommerhus. Vil man bare gerne se noget andet, have mulighed for at bade ved stranden, og leve et bekymringsløst liv i et par dage i sommerhus, kan man gå efter de billigste og mest simple sommerhuse. Hvis man derimod er interesseret i en luksusferie i sommerhus, kan man vælge at investere lidt flere penge i et flot sommerhus med pæne designermøbler, musikanlæg, internet og fjernsyn.