Tre millioner kroner til ny viden om erhvervsuddannelser

Tre millioner kroner til ny viden om erhvervsuddannelser

Videnscentre, forskere, analysebureauer, faglige udvalg m.fl. kan nu søge om midler fra den centrale analyse- og prognosevirksomhed. Der er i år afsat tre millioner kroner til projekter, der kan give ny viden om, hvordan erhvervsuddannelserne fremtidssikres.

Erhvervsuddannelserne skal følge med tiden

Både hvad angår selve erhvervsuddannelsessystemet og de faglærtes faglige, almene og personlige kompetencer. Det er vigtigt, hvis Danmark skal kunne skabe vækst og innovation. Derfor har Ministeriet for Børn og Undervisning i år afsat tre millioner kroner til puljen for ”Den centrale analyse- og prognosevirksomhed”. Hovedtemaet for indsatsen i 2012 er ”Udfordringer for erhvervsuddannelsessystemet i en global verden”.

Skabe vækst og forandring

Formålet med Den centrale analyse- og prognosevirksomhed er at give et bedre grundlag for den fortsatte udvikling af erhvervsuddannelserne. På den måde understøtter ministeriet de faglige udvalgs arbejde med systematisk at identificere behov for nye uddannelser og udvikling af eksisterende uddannelsers struktur og indhold.

Fakta

I en aftale om udmøntning af globaliseringspuljen fra den 2. november 2006, blev der afsat midler til en central analyse- og prognosevirksomhed inden for erhvervsuddannelserne. Initiativet er videreført ved en aftale fra den 5. november 2009 om flerårsaftale for de erhvervsrettede ungdomsuddannelser i perioden 2010-2012. Hertil er der afsat i alt 10 millioner kroner. Kilde: UVM