Tættere på ny socialrådgiver uddannelse

Tættere på ny socialrådgiver uddannelse

Arbejdsgruppe anbefaler en ny socialrådgiver uddannelse med større fokus på samarbejde om udsatte børn og unge samt rådgivning af borgere om beskæftigelse.
Nyuddannede socialrådgivere skal være bedre til at håndtere svære sager om udsatte børn og unge og rådgive borgere om beskæftigelse. Det er blandt anbefalingerne fra en arbejdsgruppe, der har afdækket nutidens og fremtidens krav til socialrådgivere, og nu kommer med anbefalinger til en revision af socialrådgiveruddannelsen. Sammen med professionshøjskolerne igangsætter Undervisningsministeriet en ændring af uddannelsen, så den er klar til nye studerende fra efteråret 2011. Undervisningsminister Tina Nedergaard er glad for anbefalingerne. "Socialrådgivernes arbejde er blandt andet vigtigt for en tidlig indsats omkring udsatte børn og unge. Derfor glæder det mig meget, at afdækningen også viser, at der er stor interesse for faget. Vi har allerede en god socialrådgiveruddannelse, men de nyuddannede skal være endnu bedre til at træffe svære afgørelser og beslutninger – og handle ud fra dem. Det er en af grundene til, at vi ændrer uddannelsen fra 2011." Ifølge arbejdsgruppen skal socialrådgiverne blive bedre til at koordinere det tværprofessionelle samarbejde om udsatte børn og unge, og systematisk udrede og undersøge de komplicerede problemstillinger, der kendetegner gruppen. Socialrådgiverne tager sig i højere grad end tidligere af beskæftigelsesområdet. Derfor skal de nyuddannede også have kendskab til lovgivning og de vigtigste redskaber på dette område. Det skal være med til at understøtte et øget arbejdsudbud og sikre den kortest mulige vej tilbage på arbejdsmarkedet.

Arbejdsgruppen

* Arbejdsgruppen var sammensat af repræsentanter fra Kommunernes Landsforening, Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark, Børne- og Kultur-chefforeningen, Socialministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Danske Regioner, FTF, Dansk Socialrådgiverforening, Professionshøjskolernes Rektorkollegium og Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende. * Arbejdsgruppen blev nedsat af undervisningsministeren i 2009. Kilde: Undervisningsministeriet