Svindlere tilbyder falske praktikpladser til studerende
Internettet er en uvurderlig ting i de danske studerendes hverdag. Al undervisningsmateriale, kompendier og skemaer lægges ud på intranettet, og selv afleveringer og opgaver foregår via online levering. En vigtig del af studielivet er også at finde en praktikplads, så man kan få efterprøvet noget af den teori, man arbejder med på studiet.
En praktikplads kan ligefrem være en guldgrube for nogle studerende, da det kan give en næsten uvurderlig erfaring og måske endda en senere fastansættelse. Desværre findes der brodne kar på internettet, som har øjnet en chance for at svindle godtroende studerende med falske praktikpladser. Svindlen kan have vidt forskellige formål, men vil i de fleste tilfælde ofte have alvorlige konsekvenser for den unge studerende.
Vi ser på online svindel med falske praktikpladser i denne artikel. Her belyser vi typerne af svindel samt måder, hvorpå du kan blive bedre til at beskytte dig mod disse angreb.
Svindel via LinkedIn
Et hyppigt forekommende svindelnummer med falske praktikpladser foregår via erhvervsportalen LinkedIn. Her vil offeret ofte blive kontaktet via sin LinkedIn-indbakke og tilbudt arbejde. Beskeden kan være så snedigt udformet, at man ved første øjekast tager beskeden for gode vare.
Svindlerne har gode betingelser for at målrette en besked til den enkelte studerende eftersom selve LinkedIn-profilen ofte indeholder diverse oplysninger om den studerende. Her kan svindleren således skræddersy en besked til den studerende, der matcher personens præferencer og studieerfaring på LinkedIn-profilen.
Falske online jobportaler
En anden måde at lokke godtroende studerende med falske praktikpladser er ved at oprette jobportaler. Her er der naturligvis tale falske jobportaler, som lokker med spændende og lukrative praktikpladser til danske studerende.
Det kunne også være tilbud om praktik i udlandet, som den enkelte studerende faktisk vil have endnu sværere ved at verificere ægtheden af. Portalerne vil som oftest bære et navn, der tiltrækker de udpegede mål og som forekommer at være legitime platforme.
Hvad er formålet med svindlen med falske praktikpladser?
Formålet med at lokke unge studerende i fælde kan være vidt forskellige. Ens for dem alle er dog, at den cyberkriminelle tiltusker sig noget værdifuldt, som enten kan misbruges eller videresælges på eksempelvis dark web.
Nogle falske praktikpladser kræver, at den studerende oplyser sit navn, adresse og CPR-nummer for at kunne komme i betragtning til den pågældende stilling. Disse personlige oplysninger kan den cyberkriminelle misbruge eller sælge videre.
De falske jobportaler vil ofte kræve, at den pågældende studerende indbetaler et bestemt beløb for at kunne se eller ansøge om de forskellige stillinger. Der kan også være tale om, at man angiver sine kreditkortoplysninger som led i en slags abonnementsordning på siden.
Der kan også gemme sig ubehagelige overraskelser, som for eksempel malware eller virus, på de pågældende falske jobopslag. Svindleren lokker dig her til at klikke på linket for jobopslaget, hvorefter du enten viderestilles til en malware-inficeret hjemmeside eller intetanende åbner op for en virus på din enhed.
En ting er sikkert: Der venter ingen praktikplads på de falske jobopslag. Alt er naturligvis svindel, og man ender blot i stedet med at miste enten penge eller personfølsomme oplysninger, eller begge dele.
Beskyt dine personlige oplysninger på nettet
Hvad kan man så gøre for at undgå at ryge i fælden med falske praktikpladser? Der er faktisk flere ting, man kan tage i brug for at øge sin sikkerhed. Har du en VPN, skal VPN’en altid være slået til, da den hermed kan yde løbende beskyttelse for dig og din enhed. En VPN krypterer indholdet på din enhed. De bedste VPN-tjenester vil sågar have integrerede funktioner, der kan scanne links og hjemmesider for malware og lignende, inden du klikker på dem.
Udover en VPN bør man også gøre brug af et godt antivirusprogram, som kan træde til, hvis virusfaren lurer. Sidst men ikke mindst bør man også oparbejde en vis indsigt i online svindel. Man bør værne sig med en sund skepsis, når der dukker gode tilbud op på nettet, som man ikke engang selv har bedt om.
Modtager du uopfordrede mails med links til praktikpladser, så undlad at klikke på linket. Søg eventuelt på nettet for at se, om der er andre der har modtaget lignende mails. Opgiv derudover aldrig personlige oplysninger som CPR-nummer og lignende online.
På trods af den øgede skepsis og opmærksomhed, bør man selvfølgelig ikke holde sig fra at søge praktikpladser online. Der findes naturligvis en lang række officielle studie-portaler med vejledning og jobopslag, som de danske studerende kan drage fordel af.